- L.A. i kantstenshøjde -

4.0
Den succesfulde manuskriptforfatter David Ayer giver os i sin instruktørdebut ”Harsh Times” lidt af den misantropiske gaderealisme, som han også bidrog med i den fremragende ”Training Day”. Det niveau når denne her ikke, men den er godt på vej.

På klods hold følger vi vennerne Jim og Mike, der begge tumler med tilværelsen. De er egentlig blevet for gamle til at drikke sig fulde hver aften og stjæle tjald fra pushere, men de gør det alligevel. Jim lader dog til at have nogle dæmoner i sig, der ikke vil dø, og de begivenhedsrige døgn vi får lov at følge dem i, viser sig at være både underholdende og ubehagelige.

Filmens force er helt sikkert dens mørke og lumske billedside, der hele tiden suger tilskueren ind i den trøstesløse del af Los Angeles. Luksusstrande og bikinipiger er skiftet ud med drukbuler og fedtede fortove. Der er nærmest tale om en californisk fætter til ”Mean Streets”. De Niro og Keitel er skiftet ud med Bale og Rodriguez men sikke et makkerpar. De to formår virkelig at træde i karakter og sammenspillet mellem dem er glimrende. Særligt Bale får utrolig meget ud af sin rolle som den krakelerende Jim, og igen må man bare tage hatten af for en mand, der forstår at spille røven ud bukserne.

Slutningen er nok lidt for søgt, men samtidig er den med til at afslutte en fortælling, der ligesom sine hovedpersoner kører lidt i tomgang. Det ændrer dog ikke ved en anbefaling herfra, for selvom man ikke bliver stimuleret af den flyvske historie, så bliver man det med garanti af de bidende billeder og det fremragende skuespil.
Harsh Times