Gravskrift for en tyran

Jeg havde forventet en meget gribende film, men det, der foregik på lærredet, var så rablende vanvittigt, at jeg uvilkårligt blev sat i en tilskuerrolle. Hvor jeg endda - som mange i biografen - blev nødt til at trække på smilebåndet ind imellem, fordi det bare var absurd. Eksempelvis i scenerne med den skingrende sindssyge Eva Braun eller familien Goebbels' små, vandkæmmede nazi-modelbørn, der er fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden.

Men det er naturligvis også en barsk film. Ikke mindst da fru Goebbels dræber de selvsamme nazi-børn, fordi "verden efter nationalsocialismen er ikke værd at leve i". Eller de mange scener med generaler, der forsøger at bringe fornuft ind i Hitlers overvejelser.

Han er selvfølgelig uimodtagelig og dermed symbolet på den stemning af vanvid, desperation og undergang, der præger hele filmen. Bruno Ganz spiller sindssygt godt som Hitler, både i de gale raserianfald og de mere stille scener, hvor man ser en nænsom side af diktatoren.

Netop den nænsomme side er en stor force i "Der Untergang". Det er så vanvittigt og umenneskeligt, det, der foregår. Men alligevel ser man i glimt, at alle implicerede er mennesker, der er styret af meget menneskelige overvejelser. Godt nok trukket ud i ekstremerne og baseret på et forrykt værdisæt, men alligevel - midt i dommedagsstemningen får man nogle klare tegn på, hvorfor så mange mennesker lod sig forføre af nazismen.

Jeg giver den ikke topkarakter, fordi jeg mener, at den er for lang. Den er imponerende præcis i detaljerne og uhyggeligt overbevisende - men der er altså flere scener, som godt kunne være valgt fra, uden at den havde mistet sin dokumentariske stil. Under alle omstændigheder er det en utroligt god film.