Hollywood Highs And L.A. Lows
2.0
Anthony Drazans Hurlyburly er en alvorsfuld, tragisk og ustyrlig kedelig forestilling.
Hollywood agenterne Mike og Eddie bruger det meste af deres tid på bogstaveligt talt at blive høje ved hjælp af alverdens stoffer, derudoverdeler de hjem og kontor og gennem to timer følger vi deres indbyrdes forhold både hvad angår kvinder og castings af mislykkede skuespillere.
Hurlyburly er baseret på forfatteren David Rabes eget teaterstykke fra 1984, og på overfladen ligner filmen da også et unikt indblik i menneskenes psyke og følelser, men i stedet ender den som et falleret kedeligt rod med masser af snak, der ikke kunne være mere fysisk udmattemde. Måske ville hele baduljen lyde bedre på en scene, men det ustoppelige yack-yack bærer tydeligvis ikke den samme poetiske dimension som det gør hos f.eks. kollegaen David Mamet, (der har stået bag mere end et par kraftfulde film) og det gør at den konstante dialog aldrig kommer til at lyde reralistisk, men i stedet viser den forfatterems følelser helt eksplicit uden den mindste form for engangement, hvilket gjorde mit telefon-display meget mere spændende.
På trods af dette skal dog siges at der spilles godt af de to hovedrolleindehavere, Penn og Spaceym men som sagt gør den ofte tæerkrummende dialog at man ikke kan andet end at tænke på hvorfor to så solide stjerner gad spilde deres tid på dette. Det samme kan siges om både Chazz Palminteri og Meg Ryan.
Ikke engang kameraarbejdet kan der fortælles noget om da det er så anonymt som det er i denne slags karakterdrevede film, men når figuerne ikke kommer ind på livet af dig hvad er der så tilbage?
Dyster, sørgmodig, spildt og potentiale er de ord der beskriver denne film bedst. En uægte dialog, et plot der kører i ring og meget ulidelige karakterer gør Hurlyburly til den dårligste "star vechile" jeg endnu har udsat mine øjne for. Hvis der er en ting jeg kan tage med mig fra denne film skulle det da være at jeg har lært hvor stor forskel der rent faktisk er på teater skuespil og film skuespil.
Hollywood agenterne Mike og Eddie bruger det meste af deres tid på bogstaveligt talt at blive høje ved hjælp af alverdens stoffer, derudoverdeler de hjem og kontor og gennem to timer følger vi deres indbyrdes forhold både hvad angår kvinder og castings af mislykkede skuespillere.
Hurlyburly er baseret på forfatteren David Rabes eget teaterstykke fra 1984, og på overfladen ligner filmen da også et unikt indblik i menneskenes psyke og følelser, men i stedet ender den som et falleret kedeligt rod med masser af snak, der ikke kunne være mere fysisk udmattemde. Måske ville hele baduljen lyde bedre på en scene, men det ustoppelige yack-yack bærer tydeligvis ikke den samme poetiske dimension som det gør hos f.eks. kollegaen David Mamet, (der har stået bag mere end et par kraftfulde film) og det gør at den konstante dialog aldrig kommer til at lyde reralistisk, men i stedet viser den forfatterems følelser helt eksplicit uden den mindste form for engangement, hvilket gjorde mit telefon-display meget mere spændende.
På trods af dette skal dog siges at der spilles godt af de to hovedrolleindehavere, Penn og Spaceym men som sagt gør den ofte tæerkrummende dialog at man ikke kan andet end at tænke på hvorfor to så solide stjerner gad spilde deres tid på dette. Det samme kan siges om både Chazz Palminteri og Meg Ryan.
Ikke engang kameraarbejdet kan der fortælles noget om da det er så anonymt som det er i denne slags karakterdrevede film, men når figuerne ikke kommer ind på livet af dig hvad er der så tilbage?
Dyster, sørgmodig, spildt og potentiale er de ord der beskriver denne film bedst. En uægte dialog, et plot der kører i ring og meget ulidelige karakterer gør Hurlyburly til den dårligste "star vechile" jeg endnu har udsat mine øjne for. Hvis der er en ting jeg kan tage med mig fra denne film skulle det da være at jeg har lært hvor stor forskel der rent faktisk er på teater skuespil og film skuespil.
19/07-2007
