Zombiefest med 250 km/t
6.0
Undervejs i Planet Terror slog en tanke ned i mit hoved. Hvis jeg havde en mulighed for at ændre noget i Planet Terror, ville jeg så overhovedet gøre det? NEJ!!! Robert Rodriguez' grotesk blodige zombiehyldest indeholder alt det, som får underholdningsbarometret til at banke i vejret, og alt det jeg elsker ved film... eller denne type film i det mindste.
Okay, det er ingen dybere mening eller dramatisk menneskelig udvikling. Til gengæld er der et rasende tempo, ultra cool'e karakterer med badassattitude, læssevis af zombier, blodsjask og eksploderende hoveder, store våben med rigeligt ammonition, afklædte damer med rå udstråling, perfekt timede fede oneliners og monsteraction for fulde drøn. Tag de seje karakter fra Sin City og tilsæt 800 sultne zombier og 3000 liter blod, så har du Planet Terror.
Filmen starter lige på og hårdt. I løbet af de første ti min. er zombierne sluppet løs og de første 30 liter blod sprøjtet ud på skærmen. Vi følger en række subplots, som i sidste ende bliver bundet sammen i et fantastisk underholdende actionbrag af et klimaks. Filmen er et overflødighedshorn af idéer til, hvorledes man tager livet af en zombie (som jo teoretisk er død, men alligevel) og den afsluttende scene med helicopteren er helt i særklasse. Alt overdrives bevidst og hver gang en zombie smadres sprøjter der flere liter blod ud, end der er i ti mennesker tilsammen.
Rodrigues har samlet et hav af stjerneskuespillere og alle spiller med den selvironiske distance denne film kræver. I flæng kan nævnes Freddy Rodríguez, Bruce Willis, Michael Biehn, Josh Brolin, Jeff Fahey, Tom Savani, Rose McGowan og ikke mindst Tarantino. Især Freddy Rodríguez, Rose McGowan, Michael Biehn og Jeff Fahey leverer super cool præstationer.
Filmen er næsten 100 pct. visuel blær og meget lidt indhold. Den tekniske side er til UG+++ og effekter - både dem med og uden splat - sparker røv. Som det var tilfældiget med Tarantinos Death Proof anvendes tricks med cigaretbrændmærker, manglende filmspoler og lignende for at give den rette Grindhousestemning. Igen virker dette perfekt.
I min anmeldelse af Grindhouse som helhed, skrev jeg, at den var en født kultklassiker. Det skyldes i høj grad Rodriguez' afsindigt over the top kaskadeblodsprøjtende up-tempo zombiefestivitas, hvor en sand perlerække af klassiskerne indenfor genren hyldes. Planet Terror er dog så meget en visuel tour de force i overdreven vold, at den sagtens kan stå på egne ben. Både uden den eksplicitte genrehyldest og uden Death Proof. Som andre på siden har påpeget er Tarantino måske den elegante af de to, mens Rodriguez går fuldstændig bananas, og mand hvor jeg elsker det.
Planet Terror er allerede nu en klassiker for undertegnet. Magen til splatterfest skal man leve længe efter og så oven i købet i kombination med læssevis af fede karakterer og super skuespillerpræstationer. Alle de senere års ellers ganske glimrende indspark i zombiegenren blegner i sammenligning med denne megablodbombe af en film. Hallelujah for en zombiefest, kan ikke vente til jeg atter skal se denne pragtfilm.
Okay, det er ingen dybere mening eller dramatisk menneskelig udvikling. Til gengæld er der et rasende tempo, ultra cool'e karakterer med badassattitude, læssevis af zombier, blodsjask og eksploderende hoveder, store våben med rigeligt ammonition, afklædte damer med rå udstråling, perfekt timede fede oneliners og monsteraction for fulde drøn. Tag de seje karakter fra Sin City og tilsæt 800 sultne zombier og 3000 liter blod, så har du Planet Terror.
Filmen starter lige på og hårdt. I løbet af de første ti min. er zombierne sluppet løs og de første 30 liter blod sprøjtet ud på skærmen. Vi følger en række subplots, som i sidste ende bliver bundet sammen i et fantastisk underholdende actionbrag af et klimaks. Filmen er et overflødighedshorn af idéer til, hvorledes man tager livet af en zombie (som jo teoretisk er død, men alligevel) og den afsluttende scene med helicopteren er helt i særklasse. Alt overdrives bevidst og hver gang en zombie smadres sprøjter der flere liter blod ud, end der er i ti mennesker tilsammen.
Rodrigues har samlet et hav af stjerneskuespillere og alle spiller med den selvironiske distance denne film kræver. I flæng kan nævnes Freddy Rodríguez, Bruce Willis, Michael Biehn, Josh Brolin, Jeff Fahey, Tom Savani, Rose McGowan og ikke mindst Tarantino. Især Freddy Rodríguez, Rose McGowan, Michael Biehn og Jeff Fahey leverer super cool præstationer.
Filmen er næsten 100 pct. visuel blær og meget lidt indhold. Den tekniske side er til UG+++ og effekter - både dem med og uden splat - sparker røv. Som det var tilfældiget med Tarantinos Death Proof anvendes tricks med cigaretbrændmærker, manglende filmspoler og lignende for at give den rette Grindhousestemning. Igen virker dette perfekt.
I min anmeldelse af Grindhouse som helhed, skrev jeg, at den var en født kultklassiker. Det skyldes i høj grad Rodriguez' afsindigt over the top kaskadeblodsprøjtende up-tempo zombiefestivitas, hvor en sand perlerække af klassiskerne indenfor genren hyldes. Planet Terror er dog så meget en visuel tour de force i overdreven vold, at den sagtens kan stå på egne ben. Både uden den eksplicitte genrehyldest og uden Death Proof. Som andre på siden har påpeget er Tarantino måske den elegante af de to, mens Rodriguez går fuldstændig bananas, og mand hvor jeg elsker det.
Planet Terror er allerede nu en klassiker for undertegnet. Magen til splatterfest skal man leve længe efter og så oven i købet i kombination med læssevis af fede karakterer og super skuespillerpræstationer. Alle de senere års ellers ganske glimrende indspark i zombiegenren blegner i sammenligning med denne megablodbombe af en film. Hallelujah for en zombiefest, kan ikke vente til jeg atter skal se denne pragtfilm.
20/07-2007
