Velkendt spøgeri
2.0
Gysergenren lider. Gang på gang smides disse rutineprægede gyserkatastrofer ud på markedet, mens enhver med en mindre form for kvalitetssans udstøder dem ved hjælp af skældsord som uduelige, talentløse og populistiske. Hvad de også er, for det er de samme produkter vi får serveret i ny indpakning, næsten hver eneste gang vi overværer en gyserfilm. Hvad blev der for eksempel af den gamle Hitchcock’ske spændingsopbygning, hvor man som tilskuer sidder på nåle allerede inden første chok har indtruffet? Hvorfor har de så travl disse moderne gyserfilmsinstruktører? Vil de destruere det betagende smukke ved genren, eller hvad?
Der er mange spørgsmål at stille omkring den bundnegative udvikling af gyserfilmens kvalitet, og man kunne uden tøven overføre dem alle til ”The Messengers”, der ligner inkarnationen af en moderne gyser. Jovist, den starter ganske virtuost og effektivt i en håndholdt, s/h-optaget indledning, hvor det hysteriske gys er flot formidlet og gyserbarometerets toppe er i sigte. Det er faktisk så ekskvisit udført, at man som tilskuer endelig tillader sig at frembringe et svagt håb om, at gyserforestillingen ville demonstrere, hvordan genren potentielt kunne komme på ret køl igen. Men ak, bedst som man lever i håbet og troen, iværksætter filmens instruktører, brødrene Pang, et ret så kejtet og komplet uminutiøst chokjageri, hvor scenerne hænger så løst sammen, at det er mere end åbenlyst, hvad filmen vil; skræmme, men endelig ikke andet!
Hvis ”The Messengers” havde opretholdt ”formen” fra den virtuose indledning, kunne den se helt anderledes ud i dag. Men bundlinien er desværre at filmen ikke formår så meget andet end at være end ligegyldig skabelonsgyser, hvor chokkene er relativt uhyggelige, men ganske enkelt serveres i alt for store doser, mens klimakset er så gennemkikset, at man som tilskuer næsten ikke kan kapere det. Endnu en gang tages den vanlige og ventede gyserformel altså i brug, og ”The Messengers” grænser til at være indbegrebet af en kikset, moderne gyser, hvor det substantielle er til at overse.
Der er mange spørgsmål at stille omkring den bundnegative udvikling af gyserfilmens kvalitet, og man kunne uden tøven overføre dem alle til ”The Messengers”, der ligner inkarnationen af en moderne gyser. Jovist, den starter ganske virtuost og effektivt i en håndholdt, s/h-optaget indledning, hvor det hysteriske gys er flot formidlet og gyserbarometerets toppe er i sigte. Det er faktisk så ekskvisit udført, at man som tilskuer endelig tillader sig at frembringe et svagt håb om, at gyserforestillingen ville demonstrere, hvordan genren potentielt kunne komme på ret køl igen. Men ak, bedst som man lever i håbet og troen, iværksætter filmens instruktører, brødrene Pang, et ret så kejtet og komplet uminutiøst chokjageri, hvor scenerne hænger så løst sammen, at det er mere end åbenlyst, hvad filmen vil; skræmme, men endelig ikke andet!
Hvis ”The Messengers” havde opretholdt ”formen” fra den virtuose indledning, kunne den se helt anderledes ud i dag. Men bundlinien er desværre at filmen ikke formår så meget andet end at være end ligegyldig skabelonsgyser, hvor chokkene er relativt uhyggelige, men ganske enkelt serveres i alt for store doser, mens klimakset er så gennemkikset, at man som tilskuer næsten ikke kan kapere det. Endnu en gang tages den vanlige og ventede gyserformel altså i brug, og ”The Messengers” grænser til at være indbegrebet af en kikset, moderne gyser, hvor det substantielle er til at overse.
21/07-2007
