20 minutter på seks kvarter
5.0
Kan man rende skæbnen over ende? Det spørgsmål stiller filmen ”Lola” - en skarp, fiks og hurtig lille film, der over en ualmindelig tæt spilletid vender op og ned på 20 hede minutter af et døgn. Inden for dette trange tidsrum skal den unge kvinde Lola nemlig skaffe 100.000 DM og indirekte forsøge at besvare ovenstående spørgsmål med et ja - ellers vanker der ubetalt gæld og en dødelig omgang øretæver til kæresten Manni.
Fra første øjeblik Lola sætter i løb har den tyske instruktør, Tom Tykwer, gjort et glimrende resultat ud af dette simple set-up, der, tilsat lidt pulserende technomusik, lidt kranskud, et medbevægeligt kamera og lidt tegnefilm, gør den løbende Lola til en usædvanlig medrivende oplevelse. Dybest set er ”Lola” intet mere end et tjept, friskt og farverigt udstyrsstykke, men den er samtidig et sjældent set mere velfungerende af slagsen. Blot efter få minutters optakt lægges kortene på bordet - Lola skal løbe, og hun skal løbe rigtig, rigtig stærkt! - og endnu hurtigere end de kom i syne spiller Tykwer dem ud med dybt imponerende virtuositet, når vores rødhårede heltinde, uden at se sig tilbage, stormer ud af klappen dårlig nok før indledningsteksterne er rundede.
Der er ingen tid spildt i ”Lola”, og inden for rekordtid har filmen altså taget afsæt fra sit problemrige udgangspunkt og kastet sig over det. Netop fordi vi som publikum fra start kastes ind i den endelige problemstilling, ”the point of no return”, stadiet der forårsager de fleste film deres sluttelige højdepunkt, føles Lolas løb mod uret som én lang slutspurt og et klimaks hentet fra slutfasen af en næsten passeret spillefilm. Og dog alligevel ikke helt. Hvad vi får er ikke bare et forlænget klimaks. Tom Tykwer byder nemlig på tre forløb - tre løbeture hvor foregående valg erstattes af andre - tre slutninger hvori ingen ved hvilken én virkelighed gør sig i.
På den måde er ”Lola” en anderledes opstilling af den dramaturgi vi er vant til når vi ser film. Tykwer giver os tre, små hyperaktive kortfilm og kæder dem sammen gennem sin ”Hvad-nu-hvis?”-spekulation, men aldrig føler man at spekulationen spolerer fornøjelsen. Helt bevidst tager filmen nemlig ikke sig selv for højtideligt og Lolas kamp for at undgå hverdagens benspænd er helt fundamentalt gjort med et glimt i øjet, der gennem gader og stræder åbner muligheder i alle størrelser og alle vegne fra. ”Lola” er ganske vist en film der leger med tanker og teorier, men den er i ligeså høj grad en helt elementær og umådelig effektiv spændingsfilm, der gav mig lyst til at springe i det nærmeste sæt løbesko og ellers bare fladtræde kvarterets fortov med en fast technorytme på læberne.
Fra første øjeblik Lola sætter i løb har den tyske instruktør, Tom Tykwer, gjort et glimrende resultat ud af dette simple set-up, der, tilsat lidt pulserende technomusik, lidt kranskud, et medbevægeligt kamera og lidt tegnefilm, gør den løbende Lola til en usædvanlig medrivende oplevelse. Dybest set er ”Lola” intet mere end et tjept, friskt og farverigt udstyrsstykke, men den er samtidig et sjældent set mere velfungerende af slagsen. Blot efter få minutters optakt lægges kortene på bordet - Lola skal løbe, og hun skal løbe rigtig, rigtig stærkt! - og endnu hurtigere end de kom i syne spiller Tykwer dem ud med dybt imponerende virtuositet, når vores rødhårede heltinde, uden at se sig tilbage, stormer ud af klappen dårlig nok før indledningsteksterne er rundede.
Der er ingen tid spildt i ”Lola”, og inden for rekordtid har filmen altså taget afsæt fra sit problemrige udgangspunkt og kastet sig over det. Netop fordi vi som publikum fra start kastes ind i den endelige problemstilling, ”the point of no return”, stadiet der forårsager de fleste film deres sluttelige højdepunkt, føles Lolas løb mod uret som én lang slutspurt og et klimaks hentet fra slutfasen af en næsten passeret spillefilm. Og dog alligevel ikke helt. Hvad vi får er ikke bare et forlænget klimaks. Tom Tykwer byder nemlig på tre forløb - tre løbeture hvor foregående valg erstattes af andre - tre slutninger hvori ingen ved hvilken én virkelighed gør sig i.
På den måde er ”Lola” en anderledes opstilling af den dramaturgi vi er vant til når vi ser film. Tykwer giver os tre, små hyperaktive kortfilm og kæder dem sammen gennem sin ”Hvad-nu-hvis?”-spekulation, men aldrig føler man at spekulationen spolerer fornøjelsen. Helt bevidst tager filmen nemlig ikke sig selv for højtideligt og Lolas kamp for at undgå hverdagens benspænd er helt fundamentalt gjort med et glimt i øjet, der gennem gader og stræder åbner muligheder i alle størrelser og alle vegne fra. ”Lola” er ganske vist en film der leger med tanker og teorier, men den er i ligeså høj grad en helt elementær og umådelig effektiv spændingsfilm, der gav mig lyst til at springe i det nærmeste sæt løbesko og ellers bare fladtræde kvarterets fortov med en fast technorytme på læberne.
21/07-2007
