Primitiv panser på udebane
4.0
Jamen for pokker, John McClane, det er jo ikke længere smart at rende omkring og råbe 'møgøre' og 'pikfjæs'. Det er et årti eller to siden, det var sådan rigtig farligt. Men John McClane i skikkelse af den efterhånden 52-årige Bruce Willis, han fortsætter med de kække, dumsmarte bemærkninger på alle tænkelige og utænkelige tidspunkter.
Det var sådan, vi lærte ham at kende tilbage i 1988, hvor actionklassikeren, Die Hard, kom frem. I 1990'erne fulgte et par stykker mere, så nu er vi efter mere end ti års pause ved det fjerde kapitel om New Yorker-strisseren, der har det med altid at være på de gale steder på de gale tidspunkter.
Paradoksalt nok, så er det, at John McClane med sin dumsmarte og primitive facon stadig hænger fast i 1980'erne, en af Die Hard 4.0's styrker.
For handlingen er i den grad rykket helt ind i det 21. århundrede. Her har vi med Timothy Olyphant (bedst kendt som hovedrolleindehaver i westernserien, Deadwood) fat i en virtuel terrorist, der gennem computerens forkromede verden vil lamme hele USA. Et såkaldt 'brandudsalg', der sætter infrastruktur, kommunikation, finansverdenen og energi helt ude af funktion.
Det aner John McClane ikke en rygende fis om, men kan stadig slå på tæven og affyre flere skud, end der realistisk set kan være i revolveren. Die Hard 4.0. – med originaltitlen Live Free or Die Hard – er ikke sen til at udnytte modsætningen, den primitive strømer over for den komplicerede teknologi, og heri ligger i høj grad filmens humoristiske drive. Det er nemt og klogt, og det virker.
Men det betyder så også, at McClane må have sig en makker, der kan fortælle ham, hvad fanden det er, der sker. Det får han hurtigt i mesterhackeren, Matt Farrell (Justin Long), en til at starte med påtaget snakkemaskine, men senere mere nuanceret figur, som superskurkene indledningsvis har forsøgt at slå ihjel.
Og så går det ellers derudad, mens USA går mere og mere i opløsning. Der er ingen ben i at følge med, for trods det højteknologiske tema, så pumper den unge, relativt uprøvede instruktør, Len Wiseman, ikke plottet op til at være mere kompliceret end absolut højst nødvendigt. Og han har strøet actionsekvenser ud over hele filmen med en venlig hånd. Sekvenser, der i voldsomhed – og urealisme – har fået et gevaldigt nyk opad sammenlignet med de tre forrige film i serien.
Det samme kan man vel sige om handlingen. For perspektiverne er større i den forbrydelse, Bruce Willis denne gang skal tage vare på, selv om Die Hard 4.0. da ikke helt kan holde sig fra det nære ved at hælde et malplaceret, halvhjertet far-datter forhold med i puljen.
Men det lever man med, for Die Hard 4.0 er noget så sjældent som en mere end to timer lang, rendyrket actionfilm, der aldrig går i tomgang. Så hvis du ellers sørger for at efterlade hovedparten af din realitetssans og logiske tænkning ude i biograffoyeren, så er du klædt rigtig godt på til at nyde Die Hard 4.0, som du ikke har nydt en Die Hard-film siden den første af slagsen. Velbekomme.
Det var sådan, vi lærte ham at kende tilbage i 1988, hvor actionklassikeren, Die Hard, kom frem. I 1990'erne fulgte et par stykker mere, så nu er vi efter mere end ti års pause ved det fjerde kapitel om New Yorker-strisseren, der har det med altid at være på de gale steder på de gale tidspunkter.
Paradoksalt nok, så er det, at John McClane med sin dumsmarte og primitive facon stadig hænger fast i 1980'erne, en af Die Hard 4.0's styrker.
For handlingen er i den grad rykket helt ind i det 21. århundrede. Her har vi med Timothy Olyphant (bedst kendt som hovedrolleindehaver i westernserien, Deadwood) fat i en virtuel terrorist, der gennem computerens forkromede verden vil lamme hele USA. Et såkaldt 'brandudsalg', der sætter infrastruktur, kommunikation, finansverdenen og energi helt ude af funktion.
Det aner John McClane ikke en rygende fis om, men kan stadig slå på tæven og affyre flere skud, end der realistisk set kan være i revolveren. Die Hard 4.0. – med originaltitlen Live Free or Die Hard – er ikke sen til at udnytte modsætningen, den primitive strømer over for den komplicerede teknologi, og heri ligger i høj grad filmens humoristiske drive. Det er nemt og klogt, og det virker.
Men det betyder så også, at McClane må have sig en makker, der kan fortælle ham, hvad fanden det er, der sker. Det får han hurtigt i mesterhackeren, Matt Farrell (Justin Long), en til at starte med påtaget snakkemaskine, men senere mere nuanceret figur, som superskurkene indledningsvis har forsøgt at slå ihjel.
Og så går det ellers derudad, mens USA går mere og mere i opløsning. Der er ingen ben i at følge med, for trods det højteknologiske tema, så pumper den unge, relativt uprøvede instruktør, Len Wiseman, ikke plottet op til at være mere kompliceret end absolut højst nødvendigt. Og han har strøet actionsekvenser ud over hele filmen med en venlig hånd. Sekvenser, der i voldsomhed – og urealisme – har fået et gevaldigt nyk opad sammenlignet med de tre forrige film i serien.
Det samme kan man vel sige om handlingen. For perspektiverne er større i den forbrydelse, Bruce Willis denne gang skal tage vare på, selv om Die Hard 4.0. da ikke helt kan holde sig fra det nære ved at hælde et malplaceret, halvhjertet far-datter forhold med i puljen.
Men det lever man med, for Die Hard 4.0 er noget så sjældent som en mere end to timer lang, rendyrket actionfilm, der aldrig går i tomgang. Så hvis du ellers sørger for at efterlade hovedparten af din realitetssans og logiske tænkning ude i biograffoyeren, så er du klædt rigtig godt på til at nyde Die Hard 4.0, som du ikke har nydt en Die Hard-film siden den første af slagsen. Velbekomme.
22/07-2007
