Flot, jovist - men også ret så tåbeligt
2.0
Efter sigende skulle instruktør Michael Bay i første omgang have sagt nej tak til at dreje Transformers med den begrundelse, at det jo bare var 'en dum legetøjsfilm'.
Og se, der fik han jo ganske ret. Byggende på en populær legetøjsserie fra 1980erne med robotter, der kan transformere sig om til alskens tekniske sager, er filmen i sagens natur en legetøjsfilm. Og med Michael Bay, der tidligere har begået svulstige sager som Armageddon og Pearl Harbor, ved roret, så er der vel noget nær garanti for, at der ikke er pumpet meget tankegods i projektet.
Principielt helt fint. Michael Bay ved, hvad han kan, og jeg tør nok garantere, at Transformers nok skal spille et gedigent overskud hjem – kvalitet eller ej.
Endnu engang er det intet mindre end menneskehedens overlevelse, der er på spil. To grupper af transformers-robotter, de gode Autobots og de onde Decepticons, har i mange år bekriget hinanden. Denne krig har de nu rykket til moder Jord, hvor teenageknægten, Sam Witwicky (Shia Lebouf), gennem sin oldefars ekspedition til Sydpolen for mange år siden sidder med nøglen til Decepticons totale magtovertagelse.
Sam får fingrene i en ret så lækker sag af en bil – der viser sig at være en af de gode transformers. Den tiltrækker så samtidig skolens labre, uopnåelige tøs, Mikaela (Megan Fox), og så er den duo ellers klar til at blive jaget vildt.
Det er forbandet flot og velkoreograferet robotaction, men der er et eller andet om ikke beskæmmende, så i alt fald frustrerende over at se et så massivt fråds af imponerende visuelle effekter, når man ikke samtidig bydes en fortælling, hvor man bare i ét enkelt svagt øjeblik med paraderne nede tænker tanken; 'det er sgu da alligevel synd for menneskeheden'. For der er ikke nogen at holde af. Michael Bay arbejder ikke med ægte karakterer med et bare nogenlunde plausibelt følelsesregister. Han arbejder udelukkende med urealistiske karikaturer og hårdt pumpede, overspillede følelser. Det er især her, Michael Bay adskiller sig fra Hollywoods stærkeste historiefortællere.
Shia LeBeouf skulle øjensynligt være noget af det mest hotte i Hollywoodland i denne tid. Her, i Transformers, er han ikke så lidt irriterende og overgearet (forsøgt) komisk som Sam Witwicky; labre Megan Fox' eneste, overskuelige opgave synes at være at holde sin barm inden for kameralinsens synsfelt, mens tunge drenge som Jon Voigt og en manisk John Turturro i et par biroller åbenbart har haft brug for et uforpligtende frikvarter.
Den første time er rigtig, rigtig skidt, siden spiller Transformers sig lidt op – med filmens sjoveste scene, hvor de gode Autobots første gang viser personlighed og siden leger gemmeleg i Sams forældres have, som vendepunkt.
Herfra er det stort opsatte actionsekvenser, hvor alt, hvad smadres kan, bliver det. Det er afgjort ikke uden underholdningsværdi, men så længe handlingen er så uengagerende, persongalleriet så komplet ligegyldigt og humoren så gumpetung usjov, så er det altså langt fra nok til at holde en mere end to timer og tyve minutter robotkrig levende.
Og se, der fik han jo ganske ret. Byggende på en populær legetøjsserie fra 1980erne med robotter, der kan transformere sig om til alskens tekniske sager, er filmen i sagens natur en legetøjsfilm. Og med Michael Bay, der tidligere har begået svulstige sager som Armageddon og Pearl Harbor, ved roret, så er der vel noget nær garanti for, at der ikke er pumpet meget tankegods i projektet.
Principielt helt fint. Michael Bay ved, hvad han kan, og jeg tør nok garantere, at Transformers nok skal spille et gedigent overskud hjem – kvalitet eller ej.
Endnu engang er det intet mindre end menneskehedens overlevelse, der er på spil. To grupper af transformers-robotter, de gode Autobots og de onde Decepticons, har i mange år bekriget hinanden. Denne krig har de nu rykket til moder Jord, hvor teenageknægten, Sam Witwicky (Shia Lebouf), gennem sin oldefars ekspedition til Sydpolen for mange år siden sidder med nøglen til Decepticons totale magtovertagelse.
Sam får fingrene i en ret så lækker sag af en bil – der viser sig at være en af de gode transformers. Den tiltrækker så samtidig skolens labre, uopnåelige tøs, Mikaela (Megan Fox), og så er den duo ellers klar til at blive jaget vildt.
Det er forbandet flot og velkoreograferet robotaction, men der er et eller andet om ikke beskæmmende, så i alt fald frustrerende over at se et så massivt fråds af imponerende visuelle effekter, når man ikke samtidig bydes en fortælling, hvor man bare i ét enkelt svagt øjeblik med paraderne nede tænker tanken; 'det er sgu da alligevel synd for menneskeheden'. For der er ikke nogen at holde af. Michael Bay arbejder ikke med ægte karakterer med et bare nogenlunde plausibelt følelsesregister. Han arbejder udelukkende med urealistiske karikaturer og hårdt pumpede, overspillede følelser. Det er især her, Michael Bay adskiller sig fra Hollywoods stærkeste historiefortællere.
Shia LeBeouf skulle øjensynligt være noget af det mest hotte i Hollywoodland i denne tid. Her, i Transformers, er han ikke så lidt irriterende og overgearet (forsøgt) komisk som Sam Witwicky; labre Megan Fox' eneste, overskuelige opgave synes at være at holde sin barm inden for kameralinsens synsfelt, mens tunge drenge som Jon Voigt og en manisk John Turturro i et par biroller åbenbart har haft brug for et uforpligtende frikvarter.
Den første time er rigtig, rigtig skidt, siden spiller Transformers sig lidt op – med filmens sjoveste scene, hvor de gode Autobots første gang viser personlighed og siden leger gemmeleg i Sams forældres have, som vendepunkt.
Herfra er det stort opsatte actionsekvenser, hvor alt, hvad smadres kan, bliver det. Det er afgjort ikke uden underholdningsværdi, men så længe handlingen er så uengagerende, persongalleriet så komplet ligegyldigt og humoren så gumpetung usjov, så er det altså langt fra nok til at holde en mere end to timer og tyve minutter robotkrig levende.
22/07-2007
