Foxx' gyldne rolle
4.0
Jamie Foxx er Ray Charles i denne biopic. Og han ER virkelig Ray Charles - en fantastisk spillet rolle, hvor han rammer sangerens karakteristiske mimik og kropssprog, og hvor man fx også kan høre, at hans stemme udvikler sig, efterhånden som Charles bliver ældre. Alene for den oplevelse er "Ray" seværdig, og den gav som bekendt Foxx en velfortjent Oscar.
Derudover er det en interessant film, fordi den tydeligvis betragter sin hovedperson som en helt, men ikke lægger fingrene imellem i skildringen af ham. Ray Charles fremstår som et på mange måder dumt svin - han er afhængig af heroin og pisser på kone, børn og ikke mindst de venner og støtter, som han bare dumper, når han ikke længere har brug for dem.
Det er desværre også heromkring, at filmen undervejs mister sin røde tråd, for den vakler mellem skildringen af heroin som årsag eller symptom. Og der er alt for mange detaljer med fra midten af 60'erne, hvor "Ray" efter at have etableret sin konflikt går i ren tomgang, indtil vi når frem til Charles' afgiftning og en hardcore Hollywood-slutning.
Egentlig er det en fin historie om en mand, der havde meget svært ved at lukke kærligheden ind i sit liv, men instruktør Taylor Hackford får ikke lukket den godt nok op. Scenerne omkring borgerrettighedskampen i 60'erne virker fx også lidt påklistrede, fordi de ikke bliver koblet godt nok ind i resten af historien.
Der er dog masser af fin period feel i "Ray", og ud over Foxx' storspil er der især gode præstationer af Sharon Warren som hans mor samt Kerry Washington og Regina King som de vigtigste kvinder i Ray Charles' liv. Filmen kommer dog allerbedst til live i de scener, hvor man ser en stor musiker lege sig frem til klassiske sange som "What'd I Say" og "Hit the Road Jack".
Derudover er det en interessant film, fordi den tydeligvis betragter sin hovedperson som en helt, men ikke lægger fingrene imellem i skildringen af ham. Ray Charles fremstår som et på mange måder dumt svin - han er afhængig af heroin og pisser på kone, børn og ikke mindst de venner og støtter, som han bare dumper, når han ikke længere har brug for dem.
Det er desværre også heromkring, at filmen undervejs mister sin røde tråd, for den vakler mellem skildringen af heroin som årsag eller symptom. Og der er alt for mange detaljer med fra midten af 60'erne, hvor "Ray" efter at have etableret sin konflikt går i ren tomgang, indtil vi når frem til Charles' afgiftning og en hardcore Hollywood-slutning.
Egentlig er det en fin historie om en mand, der havde meget svært ved at lukke kærligheden ind i sit liv, men instruktør Taylor Hackford får ikke lukket den godt nok op. Scenerne omkring borgerrettighedskampen i 60'erne virker fx også lidt påklistrede, fordi de ikke bliver koblet godt nok ind i resten af historien.
Der er dog masser af fin period feel i "Ray", og ud over Foxx' storspil er der især gode præstationer af Sharon Warren som hans mor samt Kerry Washington og Regina King som de vigtigste kvinder i Ray Charles' liv. Filmen kommer dog allerbedst til live i de scener, hvor man ser en stor musiker lege sig frem til klassiske sange som "What'd I Say" og "Hit the Road Jack".
22/07-2007
