// Zach Braff som skuespiller og instruktør! //
4.0
Endelig en feel-good, hvor man faktisk også har en fornemmelse af feel-good! Det er imponerende at se superstjernen fra Scrubs tage roret som instruktør og spille hovedrollen.
Vi følger den deprimerede Andrew Large, som lever sit miserable og monotone liv som falleret skuespiller i L.A. Han vender dog tilbage til sin gamle landsby, hvor hans mor skal begraves. Der møder han pigen Sam (sødt og energisk spillet af Natalie Portman), som stort set er hans modsætning (hun hører også ret så god musik, fed scene hvor Andrew hører lidt af en The Shins-sang). Han forelsker sig selvfølgelig på stedet, og det bliver også en lille sød og skæv romance mellem de to. Vi bliver også præsenteret for en hel række skæve eksistenser, som giver film et sjovt og krydret indhold.
Vi kan nok godt blive enig om, at Garden State ikke er den store filmkunst, og man får også en lille fornemmelser, at man har set det før; om den fortabte mand, som genfinder sig selv ved at opleve kærligheden og sin fortid/ungdom påny. Men jeg synes alligevel at Zach Braff formår skabe en lille og underholdende film, som med musik og skuespilpræstationer går op i en højere enhed. Problemet er dog nogle steder, at man ikke kommer nok under huden på de forskellige personer, der er kun fokus på det hul som Largeman forsøger at grave sig op ad, det går simpelthen for hurtigt med at skyde filmen frem, så der sker noget.
Det kan godt virke som om, der bliver serveret en masse klicheer, fordi Braff gerne ville have det mærkelige, det skæve frem i sine personer, mest af alt bliver det nogle små forsøg på at gøre filmen sjovere. Problemet er dog at man ikke ved om man skal grine. 10-15 minutter mere ville faktisk ikke have skadet, så man kunne se en mere omfattende udvikling af de forskellige personer, faderen Gideon Largeman ville være en spændende person at udforme lidt mere nuanceret, for det meste af filmen går han bare rundt og er ked af det. Hvis Braff havde skruet ned for klicheerne og gjort sine personer lidt mere realistiske og naturlige, samt gjort filmen lidt længere, så han ikke behøvedes at skynde sig sådan, ville den have fået en stjerne mere. Den sidste stjerne tabes uanset hvad til valget af filmgenren, da det ikke helt passer med min favoritsmag.
Heldigvis ligner det ikke endnu en american-college-ungdoms-film, men det føles alligevel ikke som det store filmværk, og ligesom filmens tone, er det en meget bittersød oplevelse.
Vi følger den deprimerede Andrew Large, som lever sit miserable og monotone liv som falleret skuespiller i L.A. Han vender dog tilbage til sin gamle landsby, hvor hans mor skal begraves. Der møder han pigen Sam (sødt og energisk spillet af Natalie Portman), som stort set er hans modsætning (hun hører også ret så god musik, fed scene hvor Andrew hører lidt af en The Shins-sang). Han forelsker sig selvfølgelig på stedet, og det bliver også en lille sød og skæv romance mellem de to. Vi bliver også præsenteret for en hel række skæve eksistenser, som giver film et sjovt og krydret indhold.
Vi kan nok godt blive enig om, at Garden State ikke er den store filmkunst, og man får også en lille fornemmelser, at man har set det før; om den fortabte mand, som genfinder sig selv ved at opleve kærligheden og sin fortid/ungdom påny. Men jeg synes alligevel at Zach Braff formår skabe en lille og underholdende film, som med musik og skuespilpræstationer går op i en højere enhed. Problemet er dog nogle steder, at man ikke kommer nok under huden på de forskellige personer, der er kun fokus på det hul som Largeman forsøger at grave sig op ad, det går simpelthen for hurtigt med at skyde filmen frem, så der sker noget.
Det kan godt virke som om, der bliver serveret en masse klicheer, fordi Braff gerne ville have det mærkelige, det skæve frem i sine personer, mest af alt bliver det nogle små forsøg på at gøre filmen sjovere. Problemet er dog at man ikke ved om man skal grine. 10-15 minutter mere ville faktisk ikke have skadet, så man kunne se en mere omfattende udvikling af de forskellige personer, faderen Gideon Largeman ville være en spændende person at udforme lidt mere nuanceret, for det meste af filmen går han bare rundt og er ked af det. Hvis Braff havde skruet ned for klicheerne og gjort sine personer lidt mere realistiske og naturlige, samt gjort filmen lidt længere, så han ikke behøvedes at skynde sig sådan, ville den have fået en stjerne mere. Den sidste stjerne tabes uanset hvad til valget af filmgenren, da det ikke helt passer med min favoritsmag.
Heldigvis ligner det ikke endnu en american-college-ungdoms-film, men det føles alligevel ikke som det store filmværk, og ligesom filmens tone, er det en meget bittersød oplevelse.
22/07-2007
