// Wes Anderson og Bill Murray atter sammen! //
6.0
-------------------MIN ANMELDELSE KAN INDEHOLDE SPOILERs-------------------------
På overfladen er Wes Andersons nye film The Life Aquatic With Steve Zissou et eventyr om en flok Jacques Costeau-typer med Steve Zissou (Bill Murray), som vil slå den 'leopardhaj' ihjel, som åd en af hans og mandskabets betydningsfulde medlemmer, Esteban. Men under overfladen, som med de fleste af Wes Andersons film, handler det om at være 11 1/2 år gammel - det er i hvert fald et gennemgående motiv - i de sene 70ere, som Anderson har favoriset, da han også selv nærmer sig de 36 år. Hans film er dog ikke hvad man kan kalde nostalgiske, da de alle udspiller sig i 'vores' tid. Men det omhandler hvad nostalgi gør ved forskellige mennesker.
Zissou, parodi på en rigtig Jacques Costeau-type, er kaptajn ombord på Belafonte (på samme som Costeau var kaptajn på Claypso). Manden er rent ud sagt ikke specielt gavmild eller venlig, men til gengæld ufatteligt selvoptaget og kynisk, det eneste han går mere op i end ham selv, er hans røde hue og penge, som han savner. Hans skib Belafonte er midlest talt et gammelt vrag fra 2. verdenskrig, som han har shinet op. Tiden har dog sat sine spor, og der er ikke meget som længere fungerer på skibet, selvom det både indeholder en sauna, jacuzzi og en stjålen espressomaskine. Tiden har på samme måde sat sine spor på Zissou, som ikke har haft succes i lang tid. Den engang store stjerne har mistet sin mojo og tør ikke at indrømme det. Han har derfor besluttet sig for at afslutte sin sidste film med et brag ved at finde den 'leopardhaj', som åd hans gode ven Esteban - han er dog ikke sikker på om den i virkeligheden findes. Det virkelige eventyr begynder til gengæld, når hans søn Ned (Owen Wilson) kommer og opsøger ham. Dette møde trækker ham i første omgang længere ned i 'humiliation land', men han indser hurtigt (måske ubevidst) at han gerne vil have ham ombord. Bedre bliver det endda, da Ned investerer 275.000 $ i Zissous projekt, da han ikke kan finde sponsorer, som tør arbejde med ham. Mandskaber plus søn rejser derfor ud på en oversøisk rejse, og missionen er at lokaliserer hajen, så Zissou kan slå den ihjel og få hævn. Filmen handler som sagt dybest inde om, hvordan det er at skulle konfrontere sig selv, når man ved at enden er nær. Hvilke reflektioner og overvejelser man gør sig om sit eget liv. Zissou har formodentlig altid drømt om at være i den position, som han er den dag, men det er som om hele glansen nærmest forsvinder, når man endelig er der. Glæden og lykken inde i ham spirer først, når han møder sin søn. Han bliver også trukket med ned i det særprægede Zissou-univers, men føler dog, at han ikke helt passer ind. Han forsøger også hele tiden at få bekræftelse i, at Zissou virkelig er hans fader; en mand som han i hvert fald har set op til, ligesom mange andre.
Filmen er stort set hele tiden filmet med håndholdt kamera, hvilket skaber et vintage-agtigt look, som en dokumentarfilm fra 70erne - det kunne ligeså vel være kameramanden Vikram (Waris Ahluwalia) fra mandskabet, som var sat til at filme den reelle film. Hvis man derfor tror, at man kommer ind og ser en Lucas-film i THX-format, vil man tage grueligt fejl og blive perverst skuffet. Jeg er til gengæld vild med den måde Anderson har komponeret billedsiden, hvilket også understøtter humoren i filmen. Det er en dejlig fornemmelse, når man finder sig selv grine af et fuldstændig overdrevet zoom, som der er mange af i Life Aquatic (og er nærmest et varemærke for Andersons måde at filme på) - men det skal jo se amatør-agtigt ud, hvilket også understreger (udover at være en parodi på og hyldest til Costeau-filmene) Zissous tilstand: han har store planer og har høje tanker om sig selv, men inderst inde er han en amatør, som drømmer om at være barn igen, hvor voksenverdenen så meget mere attraktiv ud. Det er netop det geniale ved denne film, fordi den viser hvad hvad denne nostalgi gør ved Zissou, vores fallerede helt. Til sidst finder han dog leopardhajen, som kommer til at stå for alt det han havde kært, Esteban og Ned som dør i et helikopteruheld med Zissou. Han bliver grebet af gråd, men omkring ham er alligevel folk, som han på en eller anden måde har rørt i deres liv, og som er villige til at hjælpe. Zissou bliver derfor klar over livets mystik og barskhed og hvad det gør ved en mand, som har levet med skyklapper for øjnene. I filmens sidste minutter ser man også en afklaret Zissou, der sidder uden for biografsalen med en pris han lader stå, når publikum kommer ud og gratulerer ham for sin anden del af leopardhaj-filmen. Prestige betyder længere intet for manden, de to sidste film, han har lavet, er kommet til at betyde langt mere end blot anderkendelse og succes.
Hvis du har set Rushmore og det The Royal Tenenbaums, har du nok allerede set Life Aquatic... men hvis du ikke har, ved du nu godt hvilken film, du skal leje/låne/købe næste gang du holder filmaften! Bill Murray er som sagt en af mine favoritskuespiller, og jeg synes han er helt formidabbel i hans fortolkning af Steve Zissou, det er som om Wes Anderson får det bedste frem i ham (jvf. Rushmore og Royal Tenenbaums). Det er derudover også herligt at se Willem Dafoe, som den meget følsomme tyske ingenør Klaus, endnu en rolle som du aldrig har set ham i før. Generelt gør alle skuespillere det godt, og du skal bare kigge på castet, så er du overbevist om at det nok ikke kan gå helt galt. Og det gør det så sandelig heller ikke! Speciel, men fantastisk film fra Wes Anderson, endnu engang!
På overfladen er Wes Andersons nye film The Life Aquatic With Steve Zissou et eventyr om en flok Jacques Costeau-typer med Steve Zissou (Bill Murray), som vil slå den 'leopardhaj' ihjel, som åd en af hans og mandskabets betydningsfulde medlemmer, Esteban. Men under overfladen, som med de fleste af Wes Andersons film, handler det om at være 11 1/2 år gammel - det er i hvert fald et gennemgående motiv - i de sene 70ere, som Anderson har favoriset, da han også selv nærmer sig de 36 år. Hans film er dog ikke hvad man kan kalde nostalgiske, da de alle udspiller sig i 'vores' tid. Men det omhandler hvad nostalgi gør ved forskellige mennesker.
Zissou, parodi på en rigtig Jacques Costeau-type, er kaptajn ombord på Belafonte (på samme som Costeau var kaptajn på Claypso). Manden er rent ud sagt ikke specielt gavmild eller venlig, men til gengæld ufatteligt selvoptaget og kynisk, det eneste han går mere op i end ham selv, er hans røde hue og penge, som han savner. Hans skib Belafonte er midlest talt et gammelt vrag fra 2. verdenskrig, som han har shinet op. Tiden har dog sat sine spor, og der er ikke meget som længere fungerer på skibet, selvom det både indeholder en sauna, jacuzzi og en stjålen espressomaskine. Tiden har på samme måde sat sine spor på Zissou, som ikke har haft succes i lang tid. Den engang store stjerne har mistet sin mojo og tør ikke at indrømme det. Han har derfor besluttet sig for at afslutte sin sidste film med et brag ved at finde den 'leopardhaj', som åd hans gode ven Esteban - han er dog ikke sikker på om den i virkeligheden findes. Det virkelige eventyr begynder til gengæld, når hans søn Ned (Owen Wilson) kommer og opsøger ham. Dette møde trækker ham i første omgang længere ned i 'humiliation land', men han indser hurtigt (måske ubevidst) at han gerne vil have ham ombord. Bedre bliver det endda, da Ned investerer 275.000 $ i Zissous projekt, da han ikke kan finde sponsorer, som tør arbejde med ham. Mandskaber plus søn rejser derfor ud på en oversøisk rejse, og missionen er at lokaliserer hajen, så Zissou kan slå den ihjel og få hævn. Filmen handler som sagt dybest inde om, hvordan det er at skulle konfrontere sig selv, når man ved at enden er nær. Hvilke reflektioner og overvejelser man gør sig om sit eget liv. Zissou har formodentlig altid drømt om at være i den position, som han er den dag, men det er som om hele glansen nærmest forsvinder, når man endelig er der. Glæden og lykken inde i ham spirer først, når han møder sin søn. Han bliver også trukket med ned i det særprægede Zissou-univers, men føler dog, at han ikke helt passer ind. Han forsøger også hele tiden at få bekræftelse i, at Zissou virkelig er hans fader; en mand som han i hvert fald har set op til, ligesom mange andre.
Filmen er stort set hele tiden filmet med håndholdt kamera, hvilket skaber et vintage-agtigt look, som en dokumentarfilm fra 70erne - det kunne ligeså vel være kameramanden Vikram (Waris Ahluwalia) fra mandskabet, som var sat til at filme den reelle film. Hvis man derfor tror, at man kommer ind og ser en Lucas-film i THX-format, vil man tage grueligt fejl og blive perverst skuffet. Jeg er til gengæld vild med den måde Anderson har komponeret billedsiden, hvilket også understøtter humoren i filmen. Det er en dejlig fornemmelse, når man finder sig selv grine af et fuldstændig overdrevet zoom, som der er mange af i Life Aquatic (og er nærmest et varemærke for Andersons måde at filme på) - men det skal jo se amatør-agtigt ud, hvilket også understreger (udover at være en parodi på og hyldest til Costeau-filmene) Zissous tilstand: han har store planer og har høje tanker om sig selv, men inderst inde er han en amatør, som drømmer om at være barn igen, hvor voksenverdenen så meget mere attraktiv ud. Det er netop det geniale ved denne film, fordi den viser hvad hvad denne nostalgi gør ved Zissou, vores fallerede helt. Til sidst finder han dog leopardhajen, som kommer til at stå for alt det han havde kært, Esteban og Ned som dør i et helikopteruheld med Zissou. Han bliver grebet af gråd, men omkring ham er alligevel folk, som han på en eller anden måde har rørt i deres liv, og som er villige til at hjælpe. Zissou bliver derfor klar over livets mystik og barskhed og hvad det gør ved en mand, som har levet med skyklapper for øjnene. I filmens sidste minutter ser man også en afklaret Zissou, der sidder uden for biografsalen med en pris han lader stå, når publikum kommer ud og gratulerer ham for sin anden del af leopardhaj-filmen. Prestige betyder længere intet for manden, de to sidste film, han har lavet, er kommet til at betyde langt mere end blot anderkendelse og succes.
Hvis du har set Rushmore og det The Royal Tenenbaums, har du nok allerede set Life Aquatic... men hvis du ikke har, ved du nu godt hvilken film, du skal leje/låne/købe næste gang du holder filmaften! Bill Murray er som sagt en af mine favoritskuespiller, og jeg synes han er helt formidabbel i hans fortolkning af Steve Zissou, det er som om Wes Anderson får det bedste frem i ham (jvf. Rushmore og Royal Tenenbaums). Det er derudover også herligt at se Willem Dafoe, som den meget følsomme tyske ingenør Klaus, endnu en rolle som du aldrig har set ham i før. Generelt gør alle skuespillere det godt, og du skal bare kigge på castet, så er du overbevist om at det nok ikke kan gå helt galt. Og det gør det så sandelig heller ikke! Speciel, men fantastisk film fra Wes Anderson, endnu engang!
22/07-2007
