Spøgelser med moral
5.0
Guillermo del Toros fantastiske "El Laberinto del Fauno" har åbenbart været en succes i de danske biografer. I hvert fald har Camera Film nu også hentet hans "El Espinazo del Diablo" fra 2001 til landet - godt nok kun i én enkelt slidt kopi med engelske undertekster, men det er stadig en glimrende lejlighed til at se den film, som er del Toros personlige favorit blandt hans hidtidige produktioner.
"El Espinazo del Diablo" foregår mod slutningen af Den Spanske Borgerkrig. Hovedpersonen er drengen Carlos, der bliver efterladt på et afsides børnehjem, som passer børn af de republikanere, der på det tidspunkt var ved at tabe krigen til fascisterne. Hjemmet er et mystisk sted, drevet af en etbenet forstanderinde og en ældre læge, og Carlos opdager snart, at det også bebos af "ham, der sukker" - et spøgelse, der er knyttet til stedet. Mens fascisterne kommer tættere på, og stedets voksne beboere overvejer, hvad de skal gøre - ikke mindst med det guld, republikanerne har gemt der - forsøger Carlos at finde ud af, hvad spøgelset vil.
"El Espinazo del Diablo" er første del af del Toros 'spanske trilogi' - "El Laberinto del Fauno" er anden del, og trilogien bliver afsluttet med den kommende "3993". Der er da også tydelige lighedspunkter mellem de to første dele, som deler mange ting i både temaer og indhold. Hvor "El Laberinto del Fauno" handler om uskyldens kamp mod ondskaben, er "El Espinazo del Diablo" dog nærmere en fortælling om sammenhold og kampen for det, man tror på - men stadig med en klar symbolsk kobling til borgerkrigen.
Og så er det en utroligt flot og stemningsfuld film. De overnaturlige effekter er relativt afdæmpede her, men selv uden computergrafik laver del Toro fantastiske billeder, der skarpt formidler nuancer i både handling og personer. De sidstnævnte bliver i øvrigt stærkt spillet over hele linjen - jeg var især imponeret af Marisa Paredes' skrøbeligt-stolte portræt af forstanderinden.
Helt overordnet synes jeg, at det her er den strammeste, klarest formidlede film, jeg har set fra del Toros hånd - også selv om plottet er en anelse genkendeligt fra bl.a. nyere japanske gysere. Det er en smuk, bedrøvelig og moralsk spøgelseshistorie med et væld af detaljer og nuancer.
"El Espinazo del Diablo" foregår mod slutningen af Den Spanske Borgerkrig. Hovedpersonen er drengen Carlos, der bliver efterladt på et afsides børnehjem, som passer børn af de republikanere, der på det tidspunkt var ved at tabe krigen til fascisterne. Hjemmet er et mystisk sted, drevet af en etbenet forstanderinde og en ældre læge, og Carlos opdager snart, at det også bebos af "ham, der sukker" - et spøgelse, der er knyttet til stedet. Mens fascisterne kommer tættere på, og stedets voksne beboere overvejer, hvad de skal gøre - ikke mindst med det guld, republikanerne har gemt der - forsøger Carlos at finde ud af, hvad spøgelset vil.
"El Espinazo del Diablo" er første del af del Toros 'spanske trilogi' - "El Laberinto del Fauno" er anden del, og trilogien bliver afsluttet med den kommende "3993". Der er da også tydelige lighedspunkter mellem de to første dele, som deler mange ting i både temaer og indhold. Hvor "El Laberinto del Fauno" handler om uskyldens kamp mod ondskaben, er "El Espinazo del Diablo" dog nærmere en fortælling om sammenhold og kampen for det, man tror på - men stadig med en klar symbolsk kobling til borgerkrigen.
Og så er det en utroligt flot og stemningsfuld film. De overnaturlige effekter er relativt afdæmpede her, men selv uden computergrafik laver del Toro fantastiske billeder, der skarpt formidler nuancer i både handling og personer. De sidstnævnte bliver i øvrigt stærkt spillet over hele linjen - jeg var især imponeret af Marisa Paredes' skrøbeligt-stolte portræt af forstanderinden.
Helt overordnet synes jeg, at det her er den strammeste, klarest formidlede film, jeg har set fra del Toros hånd - også selv om plottet er en anelse genkendeligt fra bl.a. nyere japanske gysere. Det er en smuk, bedrøvelig og moralsk spøgelseshistorie med et væld af detaljer og nuancer.
22/07-2007
