”Looks like a no-brainer”

Andel del af den uhæmmede og fascinerende fortolkning af de gamle Grindhouse-film, ”Planet Terror”, er næsten klinisk renset for al æstetik, vanvittigt actionfyldt og – i modsætning til Tarantinos bidrag, ”Death Proof” – konstant underholdende.

Allerede i den skrupskøre, falske forfilm ”Machete” blomstrer ”Planet Terror” som et bestialsk voldsorgie, hvis hjemsted forekommer i de fortærskede zombiefilmsskabeloner. Den befriende, uhæmmede voldsopskrift lykkes dog alligevel til fulde, og som tilskuer opdager man hurtigt, at man allerede under forstadiet, ”Machete”, er godt smovset ind i sit eget omfattende drengerøvssmil. Et smil, der langtfra fordufter, i øjeblikket hvor hovedmenuen endelig indtræffer med afhuggede lemmer, hungrende zombier og lækre håndvåben i en massiv og fængende blodrus.

Den eksplicitte zombiefilm glimrer som nævnt sjældent med originale eller direkte uortodokse træk, og bringer således aldrig undergenren nogle nye revolutionerende tiltag. Den er og bliver et produkt af/fra den klassiske zombieskuffe med alt hvad denne indeholder. Fra de første billeder af den udbredende helvedesepidemi til zombiernes opstandelse og deres potentielle udryddelse af alle blodgrundlagte væsener. Zombierne overtager dog ikke planeten uden betragtelig modstand og snart er en lille eksklusiv oprørsbevægelse dannet med den legendariske El Wray og hans firnurlige våbentricks i front.
En noget bleg og ordinær formel, der mest af alt lyder som noget håndplukket, direkte fra en gammel Romero-film. Men Robert Rodriguez formår alligevel, måske netop igennem sin klichéfyldte historie og dennes ekskvisitte iværksættelse og fremragende udmunding at sætte sit helt eget karakteristiske præg på filmen.

”Planet Terror” er vel egentligt alt, hvad man har haft turde forvente. En ultravoldelig og fornøjelig zombieopvisning konstant i samme hæsblæsende topfart, der i en rusten og robust "truck" smadrer sin vej gennem landevejene med blod og sprøjtende indvolde som benzin. Rodriguez har måske nok indskudt nogle moraler og dybder til de nærværende sjæle her og der, men i dette tilfælde er jeg i grunden ligeglad. Det er i mine øjne zombiefesten, der bør centreres, da det er her filmen blomstrer og hvor de talrige afhuggede lemmer og inficerede legemsdele kommer til deres ret.