Teenage Weirdo
3.0
”Wild Tigers I Have Known” er en besynderlig film. Den handler om 13-årige Logan, der på grund af tilsyneladende homoseksuelle tendenser ikke har mange sociale goder at tage sig til. Derfor bruger han det meste af sin tid på at dagdrømme og pønse på at klarlægge sine varme følelser for en jævnaldrende dreng. Men ryd bare hovedet. Et simpelt handlingsreferat er nemlig langt fra nok til at yde ”Wild Tigers I Have Known” og dens aparte størrelse retfærdighed.
Ikke at det er de overjordiske, rosende verbaler der kræves i brug for at beskrive Cam Archers besynderlige ungdomsfilm. Ikke at ”Wild Tigers I Have Known” er en film, der efterlader sin seer i komplet ekstase og ude af stand til at finde ord, der dækker den foregående oplevelses enorme følelsesmæssige omfang. Jo, det ér ganske vist svært, usædvanlig svært, at fremtvinge en konkluderende mening efter at have set denne film, men hvor man ikke ligefrem forlader den i rent granatchok, er ”Wild Tigers I Have Known” en ofte så interessant, kunstig, lavmælt, kedelig og fremmedgørende film på samme tid, at tankerne ganske enkelt bekriger hinanden, i forsøg på at styre i modgående retninger.
I det lange løb er ”Wild Tigers I Have Known” sandsynligvis mere besynderlig interessant end egentlig bemærkelsesværdig vellykket. Historien om en dreng der må leve med urimelige følelser han ikke selv er herre over kunne sagtens have været fortalt mindre indadvendt og med større medgørlighed, men nej. Cam Archer er en kompromisløs spillefilmsdebutant, der på ingen måde giver efter for underholdningens krav. Derfor er det småt med de intensiveringer, der lige får os til at knibe øjnene sammen, læne os et par centimeter forover og rynke i panden i Archers indadvendte facon. Men derfor er den også en velovervejet debut fra en mand, hvis produkt højst sandsynlig ikke vil gå til i mellemvarebunken.
”Wild Tigers I Have Known” er nemlig en film, der gennemfører sin stil hele vejen igennem. Bortset fra filmens første 10-15 minutter og en del overflødige passager, der vitterlig går helt fløjen og forekommer nærmest ulidelig prætentiøse, så er det en, ikke dårlig, men som sagt besynderlig film, der kræver seerens fulde interesse i at bryde dens lukkede kortkabale, før et reelt udbytte nogensinde kommer på tale. Mit personlige udbytte var en på alle måder sælsom film, jeg med garanti sent vil glemme. Om det så udelukkende skyldtes de korrekte grunde, må jeg dog stærkt hengive til et kort og kontant "nej".
Ikke at det er de overjordiske, rosende verbaler der kræves i brug for at beskrive Cam Archers besynderlige ungdomsfilm. Ikke at ”Wild Tigers I Have Known” er en film, der efterlader sin seer i komplet ekstase og ude af stand til at finde ord, der dækker den foregående oplevelses enorme følelsesmæssige omfang. Jo, det ér ganske vist svært, usædvanlig svært, at fremtvinge en konkluderende mening efter at have set denne film, men hvor man ikke ligefrem forlader den i rent granatchok, er ”Wild Tigers I Have Known” en ofte så interessant, kunstig, lavmælt, kedelig og fremmedgørende film på samme tid, at tankerne ganske enkelt bekriger hinanden, i forsøg på at styre i modgående retninger.
I det lange løb er ”Wild Tigers I Have Known” sandsynligvis mere besynderlig interessant end egentlig bemærkelsesværdig vellykket. Historien om en dreng der må leve med urimelige følelser han ikke selv er herre over kunne sagtens have været fortalt mindre indadvendt og med større medgørlighed, men nej. Cam Archer er en kompromisløs spillefilmsdebutant, der på ingen måde giver efter for underholdningens krav. Derfor er det småt med de intensiveringer, der lige får os til at knibe øjnene sammen, læne os et par centimeter forover og rynke i panden i Archers indadvendte facon. Men derfor er den også en velovervejet debut fra en mand, hvis produkt højst sandsynlig ikke vil gå til i mellemvarebunken.
”Wild Tigers I Have Known” er nemlig en film, der gennemfører sin stil hele vejen igennem. Bortset fra filmens første 10-15 minutter og en del overflødige passager, der vitterlig går helt fløjen og forekommer nærmest ulidelig prætentiøse, så er det en, ikke dårlig, men som sagt besynderlig film, der kræver seerens fulde interesse i at bryde dens lukkede kortkabale, før et reelt udbytte nogensinde kommer på tale. Mit personlige udbytte var en på alle måder sælsom film, jeg med garanti sent vil glemme. Om det så udelukkende skyldtes de korrekte grunde, må jeg dog stærkt hengive til et kort og kontant "nej".
24/07-2007
