Som et virvar af følelser
6.0
”Traffic” er som et vedvarende frontalangreb, et to timer og tyve minutter langt knytnæveslag i maveregionen på den efterladte tilskuer. Den skyder med så præcise og skarpe patroner, at man umuligt kan undvige dem. Man er fanget i filmen, fanget i dens sublime tematik, dens afdæmpede lydside og enestående farvekontraster. ”Traffic” er ikke bare en film, man glemmer eller ignorerer. Det er en film man, hvad enten man vil det eller ej, tager til sig, og bliver beskudt af, hvorefter man pådrager sig et uudsletteligt ar fra en uforglemmelig oplevelse. Det er realisme, når det er hårdest, sørgeligst og bedst.
Den mesterlige ”Traffic” omhandler narkoindustrien og dens påvirkning af forskellige socialgrupper. Den lavest stillet mexicanske socialgruppe og de svagt lønnede politimænd og deres studehandler af rusmidlerne; den fortabte, begavede teenagedatter, der i en spontan reaktion hengiver sig til USA’s nederste samfundslag; den efterladte kvinde, der med sin mand i spjældet konfronteres med afgrundens dyb og ikke mindst den højt stillede politiker, der midt i sin anstrengende indsats mod stofferne må sande at hans datter selv er blandt ”fjenden”. Alles vanskelige situationer og uafviselige problematikker er formidlet til perfektion i ”Traffic”, på en måde, hvor man som seer ikke kan hindre sig selv i at tage en grundig og som regel smertefuld smagstest af hver en lille, isoleret følelse. Det smager tit grimt, men man sluger det alligevel.
En af ”Traffic’s” mest omfattende forcer er i de altoverskyggende skuespilspræstationer fra det i den grad celebre skuespillerensemble. Benicio Del Toro som filmens stærkeste kort, leverer et gribende følelsessammensurium i hans livsbekræftende politimand, Javier. Michael Douglas som den facademæssigt trivielle work-aholic, Robert, udvikler sin karakter med betragtelig professionalisme og omfattende talent. Og det uudforskede navn, Russel G. Jones, er forrygende i sit samspil med Jacob Vargas.
Mange andre præstationer kunne snildt nævnes. Så mange at ”Traffic” som minutterne går og handlingen og temafokusset intensiveres mest af alt ligner en stor, sammensmeltet kraftpræstation, der både fornøjer og bedrøver.
Steven Soderbergh har utvivlsomt skabt et mesterværk, hvis smukke billeder, afdæmpede underlægningsmusik, ekskvisitte klipning og gennemtroværdige skuespil, forekommer seeren som en stor overvældende, realistisk rus. Sjældent, hvis ikke aldrig, har den dokumentaristiske realisme set så overlegen, stærk og følelsesbevidst ud. ”Traffic” er i alle facetter langt stærkere og mere vedkommende i filmsproget såvel som i tematikken end den beslægtede ”Babel”, der ofte led under sine episoders løse sammensætning. Det gør ”Traffic” langt fra, og ved sin udmunding i det fantastiske, symbolske billede efterlader den tilskueren i en følelsesmæssig forfærdelig problematik: Skal jeg grine eller græde?
Den mesterlige ”Traffic” omhandler narkoindustrien og dens påvirkning af forskellige socialgrupper. Den lavest stillet mexicanske socialgruppe og de svagt lønnede politimænd og deres studehandler af rusmidlerne; den fortabte, begavede teenagedatter, der i en spontan reaktion hengiver sig til USA’s nederste samfundslag; den efterladte kvinde, der med sin mand i spjældet konfronteres med afgrundens dyb og ikke mindst den højt stillede politiker, der midt i sin anstrengende indsats mod stofferne må sande at hans datter selv er blandt ”fjenden”. Alles vanskelige situationer og uafviselige problematikker er formidlet til perfektion i ”Traffic”, på en måde, hvor man som seer ikke kan hindre sig selv i at tage en grundig og som regel smertefuld smagstest af hver en lille, isoleret følelse. Det smager tit grimt, men man sluger det alligevel.
En af ”Traffic’s” mest omfattende forcer er i de altoverskyggende skuespilspræstationer fra det i den grad celebre skuespillerensemble. Benicio Del Toro som filmens stærkeste kort, leverer et gribende følelsessammensurium i hans livsbekræftende politimand, Javier. Michael Douglas som den facademæssigt trivielle work-aholic, Robert, udvikler sin karakter med betragtelig professionalisme og omfattende talent. Og det uudforskede navn, Russel G. Jones, er forrygende i sit samspil med Jacob Vargas.
Mange andre præstationer kunne snildt nævnes. Så mange at ”Traffic” som minutterne går og handlingen og temafokusset intensiveres mest af alt ligner en stor, sammensmeltet kraftpræstation, der både fornøjer og bedrøver.
Steven Soderbergh har utvivlsomt skabt et mesterværk, hvis smukke billeder, afdæmpede underlægningsmusik, ekskvisitte klipning og gennemtroværdige skuespil, forekommer seeren som en stor overvældende, realistisk rus. Sjældent, hvis ikke aldrig, har den dokumentaristiske realisme set så overlegen, stærk og følelsesbevidst ud. ”Traffic” er i alle facetter langt stærkere og mere vedkommende i filmsproget såvel som i tematikken end den beslægtede ”Babel”, der ofte led under sine episoders løse sammensætning. Det gør ”Traffic” langt fra, og ved sin udmunding i det fantastiske, symbolske billede efterlader den tilskueren i en følelsesmæssig forfærdelig problematik: Skal jeg grine eller græde?
25/07-2007
