// En makaber oplevelse fra Texas //
6.0
---SOM ALTID INDEHOLDER MIN ANMELDELSE SPOILERS---
Min første tanke efter at have set Tobe Hoopers horrorklassiker The Texas Chains Saw Massacre var: "Ah endnu en film fra 70erne, som alligevel ikke var så uhyggelig, som andre siger". Da jeg dog skulle til at lægge mig i seng, hvor jeg blev lidt mere afslappet, begyndte mine tanker at løbe frit, og det slog mig - denne film havde faktisk rystet mig, som ingen film havde gjort i lang tid. Og tro mig, der kræves meget af en horrorfilm, før den kan ryste mig.
Filmens handling er drønsimpel, hvilket er dejligt, da man stort set kun venter på Leatherfaces (Gunnar Hansen) entré. Der varer dog et lille stykke, hvor ens nerver skal gøres sårbare og spændte. Fem unge drager på roadtrip i Texas' hensynslåse tørke. På vejen samler de en blaffer op, som umiddelbart ikke er helt 'sane'. Han render rundt med billeder af det kvæg, han har slagtet og demonstrerer foran de andre, hvordan han skærer i sin håndflade. Rejsen bliver dog efter nogle minutter mere ubehagelig, da blafferen også skærer i en af de medkørende, den handicappede Franklin (Paul A. Partain). Derefter bliver han selvfølgelig smidt af. Samtidig kører en anden (men relataret) historie i filmens forløb, som går ud på, at politet jagter personen(erne) bag nogle udgravninger på en kirkegård. Gerningsmændene har endda udstillet nogle af ligene, så det nærmest ligner et makabert kunstværk. Denne historie høres over radioen i de rejsendes varevogn, men det er også denne, filmen bliver indledet med. Kameraet præsenterer død, rådenskab og Texas' skånsesløse landskab. Derimod har Tobe Hooper også været med til at lave filmens soundtrack, og i disse scener fornemmer man virkelig, hvor effektiv musikken er. Hvis man altså kan kalde det for musik, da det mest af alt er eksperimenterende lyde og trommer. Uhyggeligt? JA!
Filmens skjulte og subtile point of no return sker da varevognen løber tør for benzin, de unge mennesker skal altså overnatte på et gammelt forladt hus, som Franklin og hans søster Sally (Marylin Burns) kender fra deres unge dage gennem deres bedstefar. Allerede her ved vi som publikum, at situationen ikke ender som planlagt. Mystikken og suspensen bliver ved med at vokse, og stadigvæk uden at vi har set eller fået hentydningen af et eneste mord. Jeg synes, det fungerer umådeligt stærkt. Men selvfølgelig sidder man og venter på Leatherface. Og han kommer frem, når vi mindst venter det. Der er hverken noget musik, som opbygger intensitet omkring mødet med ham. Han kommer bare frem lige så pludseligt. (Scenen kan meget vel sammenlignes med Roy Schneiders møde med dræberhajen på båden i Jaws, den er der bare - som om det var naturligt) Og det er bl.a. den effekt, som gør Texas så nervepirrende. Selvom vi et sted godt ved, hvor Leatherface gemmer sig, overrakser han alligevel, når han kommer frem. En af filmens mest effektive og uhyggelige scener er, da Leatherface får fat på sit nye (kvindelige) offer, og hænger hende på en slagterkrog, som om hun bare var et dyr.
Det er ikke fordi, filmen er en splatter, da det eneste blod, man næsten ser, er da blafferen skærer i sig selv og Franklin (der forekommer også nogle få andre scener, den første dog som værende den 'blodigste'). Filmens nærmest æstetiske billeder og mytonomiske musik er grundpillerne for at filmen bliver så rædselsfuld, og det er faktisk meget elegant gjort af Tobe Hooper. Han spiller på vores nerver, som det var en meramba. Dertil er Leatherface' udseende også så udsøgt lavet, at bare dvd-coveret skræmmer een (husker vel og mærke mit første plagefulde møde med coveret 13 år siden). Da alle, undtagen Sally, er blevet offer for Leatherface motorsav, gennemgår hun nok de største rædsler - de andre slap billigt. Hun bliver både jagtet tværs gennem hele skoven, manipuleret af den gamle mand på tankstationen og får et indblik i Leatherface kannibalske familie, den legendariske Hewitt-familie, hvilket er et meget foruroligende syn. Hun bliver både udsat for fysiske som psykiske pinsler, og man kommer nemt til at forestille sig selv i hendes position, det er ikke rart. Skuespilleren Marylin Burns gør det sådan set overbevisende godt som Sally, men hun skriger godt nok meget gennem hele filmen, og jeg vil sige, at der er grænser for, hvor meget skrål der kan erstatte skuespillet - det er dog en mindre finesse, pigen lider og det skal vi bare fatte (selvom det giver hovedpine!).
Det er også interessant at få et indblik i hele Sawyer-familien, og man vil kunne uden tvivl lave en psykodynamisk analyse på faderens og bedstefaderens rolle i familien, eller en behaviouristisk tilgang til Leatherfaces psykopatiske (måske endda sociopatiske) og barnlige opførsel, da han mest af alt ligner et falleret eksperiment. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om, at familien er faderdomineret, ligesom Leatherface fader (Jim Siedow) siger noget i stil med: "grandpa has always been the most important in this family!". Han har også selv været underlagt en streng og hård fader, og det er også grunden til, at familien har beholdt ham, selvom han sidder i kørestol, og næsten er og ser død ud. Respekten (og måske snarere frygten for ham) er simpelthen for rodfæstet. Leatherfaces broder, den psykotiske blaffer, forsøger flere gange at snakke sin fader imod, men hans diskussioner er forgæves. Faderens magt forbliver urokkelig.
Filmen er uhyggelig, selvom den er 33 år gammel. Den er mere uhyggelig end de fleste horrorfilm, der bliver lavet i dag, hvor der er mere fokus på effekter og make-up end indhold. Og det modbeviser Texas altså. Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at filmen er et lavbudgetsprojekt, men det har efter min mening altså kun gavnet den. Skeuspillerpræstationerne er overbevisende, og man sidder ikke på noget tidspunkt og tænker på, at de allesammen er amatører, hell man tænker slet ikke på, at de i det hele taget er skuespillere, fordi det hele virker så autentisk. Gunnar Hansens fortolkning af Leatherface vil for mig derfor stå som et klassisk og universelt horrorikon, og han er altså meget mere energisk end Andrew Bryniarski som Leatherface i Texas-filmen fra 2003. Filmens sidste scene med Leatherface og den røde sol i baggrunden er så kraftfuld, at man sjældent vil glemme den. Han danser nærmest med sin motorsav, men han har slet ikke kontrol over den. Motorsaven (galskaben) har taget over ham, og som et lille barn forsøger han at få styr på den, hvilket vi ved, mislykkes.
Filmen er et must-see for ægte horrorfans, men jeg synes også, at almindelige filmelskere skal have lov til at væmmes ved denne film, fordi man vil aldrig glemme den. Uanset om man kan lide den eller ej, vil den blive husket i filmhistorien, hvilket er en af de største succeer en film kan opnå! Jeg vil derfor være en smule gavmild, og give filmen et fuld hus, fordi den er så gennemført.
Min første tanke efter at have set Tobe Hoopers horrorklassiker The Texas Chains Saw Massacre var: "Ah endnu en film fra 70erne, som alligevel ikke var så uhyggelig, som andre siger". Da jeg dog skulle til at lægge mig i seng, hvor jeg blev lidt mere afslappet, begyndte mine tanker at løbe frit, og det slog mig - denne film havde faktisk rystet mig, som ingen film havde gjort i lang tid. Og tro mig, der kræves meget af en horrorfilm, før den kan ryste mig.
Filmens handling er drønsimpel, hvilket er dejligt, da man stort set kun venter på Leatherfaces (Gunnar Hansen) entré. Der varer dog et lille stykke, hvor ens nerver skal gøres sårbare og spændte. Fem unge drager på roadtrip i Texas' hensynslåse tørke. På vejen samler de en blaffer op, som umiddelbart ikke er helt 'sane'. Han render rundt med billeder af det kvæg, han har slagtet og demonstrerer foran de andre, hvordan han skærer i sin håndflade. Rejsen bliver dog efter nogle minutter mere ubehagelig, da blafferen også skærer i en af de medkørende, den handicappede Franklin (Paul A. Partain). Derefter bliver han selvfølgelig smidt af. Samtidig kører en anden (men relataret) historie i filmens forløb, som går ud på, at politet jagter personen(erne) bag nogle udgravninger på en kirkegård. Gerningsmændene har endda udstillet nogle af ligene, så det nærmest ligner et makabert kunstværk. Denne historie høres over radioen i de rejsendes varevogn, men det er også denne, filmen bliver indledet med. Kameraet præsenterer død, rådenskab og Texas' skånsesløse landskab. Derimod har Tobe Hooper også været med til at lave filmens soundtrack, og i disse scener fornemmer man virkelig, hvor effektiv musikken er. Hvis man altså kan kalde det for musik, da det mest af alt er eksperimenterende lyde og trommer. Uhyggeligt? JA!
Filmens skjulte og subtile point of no return sker da varevognen løber tør for benzin, de unge mennesker skal altså overnatte på et gammelt forladt hus, som Franklin og hans søster Sally (Marylin Burns) kender fra deres unge dage gennem deres bedstefar. Allerede her ved vi som publikum, at situationen ikke ender som planlagt. Mystikken og suspensen bliver ved med at vokse, og stadigvæk uden at vi har set eller fået hentydningen af et eneste mord. Jeg synes, det fungerer umådeligt stærkt. Men selvfølgelig sidder man og venter på Leatherface. Og han kommer frem, når vi mindst venter det. Der er hverken noget musik, som opbygger intensitet omkring mødet med ham. Han kommer bare frem lige så pludseligt. (Scenen kan meget vel sammenlignes med Roy Schneiders møde med dræberhajen på båden i Jaws, den er der bare - som om det var naturligt) Og det er bl.a. den effekt, som gør Texas så nervepirrende. Selvom vi et sted godt ved, hvor Leatherface gemmer sig, overrakser han alligevel, når han kommer frem. En af filmens mest effektive og uhyggelige scener er, da Leatherface får fat på sit nye (kvindelige) offer, og hænger hende på en slagterkrog, som om hun bare var et dyr.
Det er ikke fordi, filmen er en splatter, da det eneste blod, man næsten ser, er da blafferen skærer i sig selv og Franklin (der forekommer også nogle få andre scener, den første dog som værende den 'blodigste'). Filmens nærmest æstetiske billeder og mytonomiske musik er grundpillerne for at filmen bliver så rædselsfuld, og det er faktisk meget elegant gjort af Tobe Hooper. Han spiller på vores nerver, som det var en meramba. Dertil er Leatherface' udseende også så udsøgt lavet, at bare dvd-coveret skræmmer een (husker vel og mærke mit første plagefulde møde med coveret 13 år siden). Da alle, undtagen Sally, er blevet offer for Leatherface motorsav, gennemgår hun nok de største rædsler - de andre slap billigt. Hun bliver både jagtet tværs gennem hele skoven, manipuleret af den gamle mand på tankstationen og får et indblik i Leatherface kannibalske familie, den legendariske Hewitt-familie, hvilket er et meget foruroligende syn. Hun bliver både udsat for fysiske som psykiske pinsler, og man kommer nemt til at forestille sig selv i hendes position, det er ikke rart. Skuespilleren Marylin Burns gør det sådan set overbevisende godt som Sally, men hun skriger godt nok meget gennem hele filmen, og jeg vil sige, at der er grænser for, hvor meget skrål der kan erstatte skuespillet - det er dog en mindre finesse, pigen lider og det skal vi bare fatte (selvom det giver hovedpine!).
Det er også interessant at få et indblik i hele Sawyer-familien, og man vil kunne uden tvivl lave en psykodynamisk analyse på faderens og bedstefaderens rolle i familien, eller en behaviouristisk tilgang til Leatherfaces psykopatiske (måske endda sociopatiske) og barnlige opførsel, da han mest af alt ligner et falleret eksperiment. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om, at familien er faderdomineret, ligesom Leatherface fader (Jim Siedow) siger noget i stil med: "grandpa has always been the most important in this family!". Han har også selv været underlagt en streng og hård fader, og det er også grunden til, at familien har beholdt ham, selvom han sidder i kørestol, og næsten er og ser død ud. Respekten (og måske snarere frygten for ham) er simpelthen for rodfæstet. Leatherfaces broder, den psykotiske blaffer, forsøger flere gange at snakke sin fader imod, men hans diskussioner er forgæves. Faderens magt forbliver urokkelig.
Filmen er uhyggelig, selvom den er 33 år gammel. Den er mere uhyggelig end de fleste horrorfilm, der bliver lavet i dag, hvor der er mere fokus på effekter og make-up end indhold. Og det modbeviser Texas altså. Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at filmen er et lavbudgetsprojekt, men det har efter min mening altså kun gavnet den. Skeuspillerpræstationerne er overbevisende, og man sidder ikke på noget tidspunkt og tænker på, at de allesammen er amatører, hell man tænker slet ikke på, at de i det hele taget er skuespillere, fordi det hele virker så autentisk. Gunnar Hansens fortolkning af Leatherface vil for mig derfor stå som et klassisk og universelt horrorikon, og han er altså meget mere energisk end Andrew Bryniarski som Leatherface i Texas-filmen fra 2003. Filmens sidste scene med Leatherface og den røde sol i baggrunden er så kraftfuld, at man sjældent vil glemme den. Han danser nærmest med sin motorsav, men han har slet ikke kontrol over den. Motorsaven (galskaben) har taget over ham, og som et lille barn forsøger han at få styr på den, hvilket vi ved, mislykkes.
Filmen er et must-see for ægte horrorfans, men jeg synes også, at almindelige filmelskere skal have lov til at væmmes ved denne film, fordi man vil aldrig glemme den. Uanset om man kan lide den eller ej, vil den blive husket i filmhistorien, hvilket er en af de største succeer en film kan opnå! Jeg vil derfor være en smule gavmild, og give filmen et fuld hus, fordi den er så gennemført.
25/07-2007
