I forældrenes vold
5.0
Umiddelbart leder ordet familiedrama tankerne hen på kedelige klichéer fra soap operas eller socialrealistiske film om kernefamiliens nedbrydelse. Skuespilleren Kim Rossi Stuart undgår de fleste klichéer i denne film, der er hans debut som spillefilmsinstruktør. Med et hold af tre manuskriptforfattere har han skrevet en realistisk historie om en familie af en far og to børn, der forsøger at få en hverdag til at hænge sammen på trods af en sindsforvirret mor, der besøger dem efter flere års fravær.
Vi ser denne hverdag fra drengen Tommis (den utroligt dygtige unge Alessandro Morace) synsvinkel. Faren Renato (Kim Rossi selv) er kærlig og venlig overfor sine børn, men han kan til tider ikke styre sit temperament. Faren holder heller ikke tilbage med at svine moren til foran børnene, og han kan ikke gå på kompromis med noget. For eksempel vil Tommi hellere spille fodbold end gå til svømning, men Renato er imod det.
Tommis søster Viola (Marta Nobili) er lige kommet i puberteten, og hun er meget nysgerrig seksuel, så hun bruger sin lillebror som en prøveklud med nogle seksuelle lege. Tommi er selv alt for genert, og i en fascinerende drømmesekvens med moren, der ligner noget ud af en Bunuel-film, er det tydeligt, at han har nogle komplekser overfor det andet køn.
Filmen viser Tommi, søsteren og forældrenes adfærd i stedet for at forklare med den lommepsykologisk ævl og overdramatiseringer. Skuespillerne gør det utrolig godt. Der er store italienske temperament- og følelsesudbrud, men det gøres ikke melodramatisk eller kunstigt. Det er realistisk og troværdigt, mens det samtidigt er dragende og vedkommende.
Filmens matter-of-fact måde at håndtere temaerne som forældreforhold og pubertet mindede mig en smule om Louis Malles ”Le Souffle au Coeur”. Begge film er kærlige portrætter af dysfunktionelle familier. Kim Rossi Stuarts portræt er mindre radikalt, og dermed også tættere på en genkendelig virkelighed.
Filmens udforskning af hvordan forældrenes indre konflikter kommer til udtryk i deres ydre forhold til deres børn og til omverden er på en gang kompleks og kærlig, og det er noget af en præstation. Lad os håbe, at vi ser flere film fra Stuarts hånd, og at de kan holde niveauet fra hans debut.
Vi ser denne hverdag fra drengen Tommis (den utroligt dygtige unge Alessandro Morace) synsvinkel. Faren Renato (Kim Rossi selv) er kærlig og venlig overfor sine børn, men han kan til tider ikke styre sit temperament. Faren holder heller ikke tilbage med at svine moren til foran børnene, og han kan ikke gå på kompromis med noget. For eksempel vil Tommi hellere spille fodbold end gå til svømning, men Renato er imod det.
Tommis søster Viola (Marta Nobili) er lige kommet i puberteten, og hun er meget nysgerrig seksuel, så hun bruger sin lillebror som en prøveklud med nogle seksuelle lege. Tommi er selv alt for genert, og i en fascinerende drømmesekvens med moren, der ligner noget ud af en Bunuel-film, er det tydeligt, at han har nogle komplekser overfor det andet køn.
Filmen viser Tommi, søsteren og forældrenes adfærd i stedet for at forklare med den lommepsykologisk ævl og overdramatiseringer. Skuespillerne gør det utrolig godt. Der er store italienske temperament- og følelsesudbrud, men det gøres ikke melodramatisk eller kunstigt. Det er realistisk og troværdigt, mens det samtidigt er dragende og vedkommende.
Filmens matter-of-fact måde at håndtere temaerne som forældreforhold og pubertet mindede mig en smule om Louis Malles ”Le Souffle au Coeur”. Begge film er kærlige portrætter af dysfunktionelle familier. Kim Rossi Stuarts portræt er mindre radikalt, og dermed også tættere på en genkendelig virkelighed.
Filmens udforskning af hvordan forældrenes indre konflikter kommer til udtryk i deres ydre forhold til deres børn og til omverden er på en gang kompleks og kærlig, og det er noget af en præstation. Lad os håbe, at vi ser flere film fra Stuarts hånd, og at de kan holde niveauet fra hans debut.
26/07-2007
