Hyggelig vold

4.0
"Hot Fuzz" er blandt de mest hyggelige film, jeg har set i år, samtidig med at det er en af de mest voldelige. Det er Edgar Wrights første spillefilm siden ”Shaun of the Dead”, der ligeledes var en hyggelig spooffilm, hvor zombieer og splatterfilm blev blandet med britisk ironi og forstadskultur. I ”Hot Fuzz” er det Hollywood-actionfilm og pussenusse landsbyer, der kommer under kærlig og eksplosiv behandling.

Nicholas Angel (Simon Pegg) er den fødte politiofficer, der har topkarakterer i alt og lever for sit arbejde. Så meget endda, at hans andre politichefer ved Metropolitan Police (sjove cameos af Martin Freeman, Steve Coogan og Bill Nighy) flytter ham væk til et lille provinshul, da de andre i politistyrken (eller politiservicen som den er omdøbt til af hensyn til politisk korrekthed) står i dårligt lys til sammenligning med ham. Der er intet at lave for ham i den lille landsbyflække Sandford andet end at finde forsvundne svaner og vise sit ansigt i det lokale lotteri. Da han arresterer folk for mindre overtrædelser, fører det som regel ikke til noget, da politichefen i landsbyen ikke vil ødelægge landsbyens ry for at have lav kriminalitet. Men da byens advokat og hans elskerinde findes døde i et biluheld med afskårne hoveder, så insisterer Nicholas på, at der er tale om mere end blot 'et uheld'.

Filmen blander en tør, ironisk humor med en vanvittig og hæsblæsende humor. Der er spoofs af alle slags actonfilm ligefra Leone til Jurassic Park. Nicholas partner er politichefens søn, Danny Butterman (Nick Frost), hvis forestillinger om politiarbejde er hentet fra film som ”Bad Boys II” og ”Point Break”. Filmen referencerer flittigt politifilmklicheer som cop buddies og smarte one-liners. Filmen parodierer samtidig lillebyliv, hvor det vigtigste for indbyggerne er at komme af med irriterende gøglere og andet, der kan plette byens pæne ry.

"Hot Fuzz"eksploderer i den sidste del, hvor der går over-the-top action i det hele. Men indtil da er der mange sjove replikker og god editing at nyde. For eksempel bliver enhver sætning, der kan misforståes som noget makabert, klippet til en klam og voldelig scene. Men de sjoveste replikker er citaterne fra andre film, der smækkes ind i landsbybetjentenes munde. ”By the power of Greyskull!”
Hot Fuzz