Plat splat
4.0
Hvor Tarantino's bidrag til ”Grindhouse”-projektet var en Russ Meyer-agtigt bil- og piger-film, går Rodriguez amok i splatter-genren. Der er blod og action i stride strømme, og Rodriguez går over-the-top i det hele. Der er nok platte action-klichéer, dårligt skuespil og grimme effekter til at tilfredsstille enhver b-filmsfantasi.
Cherry Darling (Rose McGowan) er en go-go danserinde, hvis smækre ben åbner filmen. Vi får aldrig noget at vide om hende, andet end at alle mener, at hun burde være komiker, da hun altid lirer en sarkastisk kommentar af. Åbningssekvensen har også et tragisk element a la sangsekvensen i Lynchs ”Mulholland Drive”. Her er det dog ikke publikum, der ender i tårer, men showpigen selv. Også Dr. Dakota Block-karakteren (Marley Shelton) indeholder en bizar snært af ømhed og sårbarhed, da hendes lesbiske elskerinde dør, og hendes mand (Josh Brolin) stikker nåle i hendes hænder for at torturerer hende.
Denne ømhed og sårbarhed er især bizar, da den forekommer i en film, der hurtigt udvikler sig til at blive en shoot 'em up zombie-splatter med billige locations, platte replikker og overdreven action. El Wray (Freddy Rodriguez) er den hårdkogte helt i læderdragt, der kan svinge med pistolerne og uddele øretæver til de klamme muterede zombier, der hærger verden, da en virus slipper ud. Robert Rodriguez forbinder sin b-film med Bin Laden og soldater i Irak, som den korrumperede stat har ladt i stikken. En ganske sjov social kommentar på samme niveau som ”Escape from New York”. Der er i det hele taget en del referencer til gamle splatter- og actionsklassikere, som jeg desværre ikke har set for mange af. Men man får lyst til at dyrke noget Carpenter efter denne omgang.
Personligt foretrak jeg ”Death Proof”, da ”Planet Terror” trak en del ud til sidst. Men ”Planet Terror” har en intensitet, der suger en dybt ind i dens b-filmverden, så man selv føler sig muteret, når man rejser sig fra sit biografsæde. Det er plat splat på den fede måde.
Cherry Darling (Rose McGowan) er en go-go danserinde, hvis smækre ben åbner filmen. Vi får aldrig noget at vide om hende, andet end at alle mener, at hun burde være komiker, da hun altid lirer en sarkastisk kommentar af. Åbningssekvensen har også et tragisk element a la sangsekvensen i Lynchs ”Mulholland Drive”. Her er det dog ikke publikum, der ender i tårer, men showpigen selv. Også Dr. Dakota Block-karakteren (Marley Shelton) indeholder en bizar snært af ømhed og sårbarhed, da hendes lesbiske elskerinde dør, og hendes mand (Josh Brolin) stikker nåle i hendes hænder for at torturerer hende.
Denne ømhed og sårbarhed er især bizar, da den forekommer i en film, der hurtigt udvikler sig til at blive en shoot 'em up zombie-splatter med billige locations, platte replikker og overdreven action. El Wray (Freddy Rodriguez) er den hårdkogte helt i læderdragt, der kan svinge med pistolerne og uddele øretæver til de klamme muterede zombier, der hærger verden, da en virus slipper ud. Robert Rodriguez forbinder sin b-film med Bin Laden og soldater i Irak, som den korrumperede stat har ladt i stikken. En ganske sjov social kommentar på samme niveau som ”Escape from New York”. Der er i det hele taget en del referencer til gamle splatter- og actionsklassikere, som jeg desværre ikke har set for mange af. Men man får lyst til at dyrke noget Carpenter efter denne omgang.
Personligt foretrak jeg ”Death Proof”, da ”Planet Terror” trak en del ud til sidst. Men ”Planet Terror” har en intensitet, der suger en dybt ind i dens b-filmverden, så man selv føler sig muteret, når man rejser sig fra sit biografsæde. Det er plat splat på den fede måde.
26/07-2007
