Faldknivens flirt
5.0
Selvom franske "Switchblade Romance" (også kaldet ”High Tension”) er vanvittig flot, æstetisk og stilfuld, er den utvivlsomt noget nær det ondeste, blodigste og bedste Slasher-filmgenren nogensinde har begået. Og af det at være er den en helt og aldeles fremragende bedrift.
Udgangspunktet er simpelt: Marie og Alex tager på besøg hos sidstnævntes forældre et godt stykke ude på bøhlandet og venter sig et ophold i ro og mag. De forventninger bliver dog relativt hurtig spoleret, da det langt hen efter mørkets fald ringer på døren. Det uventede besøg kulminerer brat i en brutal massakre, hvori den uvenlige gæst koldblodigt splitter mand, kone, hund og lillebror fra hinanden med en faldkniv og en jagtriffel, og tager Alex med på slæb i sit rustne folkevognsrugbrød. Imens har helskindede Marie gemt sig under rædslerne og indleder en fysisk og psykisk opslidende jagt på at få sin veninde tilbage i live.
”Switchblade Romance” er en på alle måder imponerende film. Spændingen i den højspændte fortælling er konstant og enerverende, og den franske debutant Alexandre Aja håndterer sine midler med en klasse, som var han en garvet kæmpe af faget. Som han senere bekræftede med sin Hollywood-éntre, den ligeledes glimrende ”The Hills Have Eyes”, er Aja mere end villig til at fyre op for blodblusset og male sin film rød, og selvom ”Switchblade Romance” er fransksproget og et sandt visuelt vidunder, er den en af de slags film, der burde belønnes for dens mordscener. Dem er der nemlig godt med, og mens filmen hovedsageligt i første halvdel udbygger sin mængde af lig i lasten og nervepirrende spændingsmomenter er det med så store tekniske kvalifikationer at flere syn - deriblandt moderens gennemflænsede hals - hører til noget af det mest overbevisende man har set. Sjældent har en blodlysten gyserfilm resulteret i en så billedskøn og betagende oplevelse.
Oven i den triumferende billedside får vi serveret et enkelt og iskoldt lydspor, der lader stemningen brede sig i små, skrattende eller kimende rytmer. Også her spiller virkemidlerne op til dåd og man kan meget rimeligt konstatere, at underlægningstoner og billedæstetik hånd i hånd gør ”Switchblade Romance” til den uordinære og intense oplevelse den er.
Dertil lægger man så en af de mest afskyelige filmskurke længe set på film - ikke et slimbefængt monster, ikke en bleg lang- og sorthåret pige, nej, derimod en god, gammeldags vaskeægte psykopat. En vejrtrækningsbesværet, stangliderlig middelaldrene mand iført kedeldragt og kasket, hvis tunge åndedræt alene indgyder et foruroligende indtryk. Selvom denne skurk naturligvis er ond og følelseskold som bare fanden, er det ikke den bøddelskikkelse vi er vant til. Frem for at være bøhmanden i klædeskabet er han snarere den gnavne arbejder nede fra byggepladsen, hvilket blot er yderligere et bevis på den effektive virkelighedsstemning som Alexandre Aja opdyrker med ekstremt sikker hånd.
Mange har dog klaget over de sluttelige træk og ”twists” som filmen hen mod sin udgang begår. Her er jeg dog klart tilhænger af den modsatte skare, der i stedet værdsætter dette som kransekagens top. Original tænkning er det muligvis ikke, det Aja har ladet overraskelsesmomentet bestå af, men for mig at se er det et velvalgt supplement til halvanden times varmblodig forfølgelsesfilm. Holder man af franske film og gode gys, en såvel som begge af delene, er derfor ingen vej uden om mestergyset ”Swicthblade Romance”.
Udgangspunktet er simpelt: Marie og Alex tager på besøg hos sidstnævntes forældre et godt stykke ude på bøhlandet og venter sig et ophold i ro og mag. De forventninger bliver dog relativt hurtig spoleret, da det langt hen efter mørkets fald ringer på døren. Det uventede besøg kulminerer brat i en brutal massakre, hvori den uvenlige gæst koldblodigt splitter mand, kone, hund og lillebror fra hinanden med en faldkniv og en jagtriffel, og tager Alex med på slæb i sit rustne folkevognsrugbrød. Imens har helskindede Marie gemt sig under rædslerne og indleder en fysisk og psykisk opslidende jagt på at få sin veninde tilbage i live.
”Switchblade Romance” er en på alle måder imponerende film. Spændingen i den højspændte fortælling er konstant og enerverende, og den franske debutant Alexandre Aja håndterer sine midler med en klasse, som var han en garvet kæmpe af faget. Som han senere bekræftede med sin Hollywood-éntre, den ligeledes glimrende ”The Hills Have Eyes”, er Aja mere end villig til at fyre op for blodblusset og male sin film rød, og selvom ”Switchblade Romance” er fransksproget og et sandt visuelt vidunder, er den en af de slags film, der burde belønnes for dens mordscener. Dem er der nemlig godt med, og mens filmen hovedsageligt i første halvdel udbygger sin mængde af lig i lasten og nervepirrende spændingsmomenter er det med så store tekniske kvalifikationer at flere syn - deriblandt moderens gennemflænsede hals - hører til noget af det mest overbevisende man har set. Sjældent har en blodlysten gyserfilm resulteret i en så billedskøn og betagende oplevelse.
Oven i den triumferende billedside får vi serveret et enkelt og iskoldt lydspor, der lader stemningen brede sig i små, skrattende eller kimende rytmer. Også her spiller virkemidlerne op til dåd og man kan meget rimeligt konstatere, at underlægningstoner og billedæstetik hånd i hånd gør ”Switchblade Romance” til den uordinære og intense oplevelse den er.
Dertil lægger man så en af de mest afskyelige filmskurke længe set på film - ikke et slimbefængt monster, ikke en bleg lang- og sorthåret pige, nej, derimod en god, gammeldags vaskeægte psykopat. En vejrtrækningsbesværet, stangliderlig middelaldrene mand iført kedeldragt og kasket, hvis tunge åndedræt alene indgyder et foruroligende indtryk. Selvom denne skurk naturligvis er ond og følelseskold som bare fanden, er det ikke den bøddelskikkelse vi er vant til. Frem for at være bøhmanden i klædeskabet er han snarere den gnavne arbejder nede fra byggepladsen, hvilket blot er yderligere et bevis på den effektive virkelighedsstemning som Alexandre Aja opdyrker med ekstremt sikker hånd.
Mange har dog klaget over de sluttelige træk og ”twists” som filmen hen mod sin udgang begår. Her er jeg dog klart tilhænger af den modsatte skare, der i stedet værdsætter dette som kransekagens top. Original tænkning er det muligvis ikke, det Aja har ladet overraskelsesmomentet bestå af, men for mig at se er det et velvalgt supplement til halvanden times varmblodig forfølgelsesfilm. Holder man af franske film og gode gys, en såvel som begge af delene, er derfor ingen vej uden om mestergyset ”Swicthblade Romance”.
27/07-2007
