Mesterligt monstrøst

I åbningsscenen overværer vi en frastødende og tilsyneladende komplet psykotisk amerikaner, der sammen med en langt mere tiltalende og logisk asiater forsker i noget materiale. Dog frafalder alt fornuften i deres akademiske forskning brat, da den bindegale amerikaner udstøder en ordre til asiateren; han skal skaffe hundredvis af flasker, hvis indhold vel at mærke består af knap så indbydende og sunde stoffer, af vejen, og det ned i vasken. Den ”forbudte” væske tager hele vejen gennem vandrørssystemet, hvorefter dens rejse udmunder sig i den vidtberømte Han-flod. Og dog, for det skal vise sig at den medicinske væske, hurtigt omdannes til noget langt mere fjendsk og drabeligt. Et monster opstår nemlig midt i den tankeløse forurening, og dens entré går ikke stille for sig.

Herfra kender vi historien. Monsteret, der opstår fra det grumsede vand, spreder død og ulykke og driver en isoleret familie ud på en hævngerrig redningsmission, i søgen efter et tilsyneladende fortærsket familiemedlem. Det er sådan set ikke her ”The Host” skal finde sin styrke, for historien er set før og ville savne betragtelig originalitet, hvis den havde dannet et entydigt fundament. For nok er filmen uden tvivl mest seværdig, skræmmende og grinagtig, når det grafisk brillante vandmonster giver den fuld skrue og fortærer alt og alle, der nærmer sig et bestemt punkt på dens fiktive radius. Men den ubestridte underholdning findes som regel mest effektfuldt i de små doseringer, og det synes ”The Host” bestemt at have begreb om. Den har nemlig meget mere på det delikate menukort end den eksplicitte monsterunderholdning.

Man skal ikke læse meget mellem linjerne før ”The Host’s” sande ansigt blotlægger sig. Den utvetydige USA-kritik, den løftede pegefinger overfor uovervejet militarisme og filmens eminente karikering af den højspændte dramatik. Det er rigtigt nok alt sammen mere eller mindre skjulte kvaliteter i det sprudlende plot, men den rendyrkede satire kompenserer fortrinligt for den fraværende monsteraction i de mere begivenhedsfattige overgangsperioder. Samtidig tilfører hver af de mange strenge ”The Host” har at spille på, en fornøden originalitet, der giver filmen det altoverskyggende mod til at gå hele linen ud og hengive sig til, netop det, der ikke er set eller hørt før. De monsterfrie perioder, er ganske vist ikke nær så underholdende som de, hvor monsteret rent faktisk optræder, men de er fascinerende konsekvente, uafviseligt originale, hysterisk morsomme og relativt aktuelle.

Det er som nævnt set før, det med monsteret, der opstår fra de farefulde kemikalier og spreder død, ødelæggelse og andre ubehageligheder. Det er også velkendt, at man i moderne film, overfører menneskets vitalitet til farezonen og lader en epidemi huserer i gaderne og frembringe abnorm hysteri. Men det er så sandelig ikke uoriginalt at blande de to handlingsfundamenter og facetterer sammenkoget med alt fra konsekvent USA- og militarismesatire til parodier på ulyksalig dramatik og teatralske redningsforsøg. Til med behersker den koreanske mesterinstruktør Joon-ho Bong hver et lille finurligt aspekt af den almene filmteknik, hvorfor han med sine iøjnefaldende vinkler, forrygende teknik og i det hele taget uhyggelige virtuositet, med sikker hånd inddrager os i sin vanskelige handling. ”The Host” er kort sagt indbegrebet af en højst seværdig filmtriumf af en genrehybrid