"Husk at sone dine synder og bliv frelst"
2.0
Idéen om at udforske dødsøjeblikket lyder jo nok umiddelbart fascinerende for de fleste, og det er da også denne fascination (og naturligvis hungren efter berømmelse), der animerer en gruppe medicinstuderende anført af Kiefer Sutherland til at gøre netop dét ved medicinsk at "aflive" hinanden i nogle få minutter ad gangen.
Det viser sig imidlertid, at mødet med døden i alle tilfælde vækker nogle spøgelser og dårlige minder om egne svigt fra vore studerendes barndomsår og nyere fortid, som tilmed hjemsøger dem, efter at de er blevet vakt til live igen.
Det kunne måske være spændende, hvis der var tale om reelle "lig i lasten", men i stedet skal vi trækkes med nogle frygtelig banale historier om barndomsminder, der overgår selv nogle af de værre Stephen King-fortællinger i klæghed, der antager karakter af decideret religiøs terapi til slut, hvor selv vor ateist (Kevin Bacon) falder til patten, og helt bogstaveligt siger "undskyld" til Vorfader.
Det handler om tilgivelse og om at sige undskyld i sin allermest banale form. Sikkert fornuftigt, hvor irrationelt det end kan lyde. Men det er og bliver bragende uinteressant i dramaturgisk forstand.
Instruktør Joel Schumacher demonstrerer endnu engang sin rædsomme mani med at forsukre og banalisere en i udgangspunktet spændende idé helt ud i det ulidelige.
Det viser sig imidlertid, at mødet med døden i alle tilfælde vækker nogle spøgelser og dårlige minder om egne svigt fra vore studerendes barndomsår og nyere fortid, som tilmed hjemsøger dem, efter at de er blevet vakt til live igen.
Det kunne måske være spændende, hvis der var tale om reelle "lig i lasten", men i stedet skal vi trækkes med nogle frygtelig banale historier om barndomsminder, der overgår selv nogle af de værre Stephen King-fortællinger i klæghed, der antager karakter af decideret religiøs terapi til slut, hvor selv vor ateist (Kevin Bacon) falder til patten, og helt bogstaveligt siger "undskyld" til Vorfader.
Det handler om tilgivelse og om at sige undskyld i sin allermest banale form. Sikkert fornuftigt, hvor irrationelt det end kan lyde. Men det er og bliver bragende uinteressant i dramaturgisk forstand.
Instruktør Joel Schumacher demonstrerer endnu engang sin rædsomme mani med at forsukre og banalisere en i udgangspunktet spændende idé helt ud i det ulidelige.
28/07-2007
