Seriemord i familiens skød
4.0
Kevin Costner spiller seriemorder i titelrollen som "Mr. Brooks", der bliver kaldt en psykologisk thriller. Efter min mening bliver spændingen serveret på en bund af kulsort komedie, og det betyder selvsagt en del for oplevelsen af filmen, om man ser et glimt i øjet eller kun alvor i den.
Mr. Brooks er en succesfuld forretningsmand, der driver sin æskefabrik og har et lykkeligt familieliv - men altså også har et hemmeligt liv som The Thumbprint Killer, der skyder elskende par og arrangerer deres kroppe i romantiske positurer. Brooks er skizofren, og ét af filmens mest elegante greb er, at hans onde jeg optræder som en separat person, så Brooks' indre kamp bogstaveligt talt skildres via hans diskussioner med sig selv.
Men "Mr. Brooks" er ikke nogen traditionel seriemorderfilm. For ud over hovedpersonens mordlyster handler den også om hans datters problemer, om den politikvinde, der leder jagten på Brooks midt i sit eget skilsmisserod, og om en ung voyeur, der identificerer morderen og gerne vil være hans lærling. Der bliver simpelt hen hældt mængder af melodrama på historien - og dermed bliver filmen lige så meget en bizar parodi på amerikansk familieliv som den thriller, den er på overfladen.
Kevin Costner gør det godt som kølig, metodisk morder, og William Hurt er fantastisk som hans onde jeg, der både er kynisk, sarkastisk og har en imponerende sans for at læse andre mennesker. Demi Moore er også glimrende som bidsk police detective, og i det hele taget er "Mr. Brooks" en vellavet film. Stilmæssigt er den godt nok lidt af et miskmask, der stikker i mange retninger, men det lykkes faktisk at samle de mange tråde fint til sidst - og fordi den er så sær, formår den samtidig at være usædvanligt overraskende.
"Mr. Brooks" er som nævnt en speciel størrelse, som ikke er nærheden af den klassiske hårdtpumpede jagt på seriemorderen. Den vil noget helt andet, og det er et åbent spørgsmål, hvor seriøst den egentlig tager sig selv. Under alle omstændigheder synes jeg, den leverer en velfungerende gang morbid underholdning.
Mr. Brooks er en succesfuld forretningsmand, der driver sin æskefabrik og har et lykkeligt familieliv - men altså også har et hemmeligt liv som The Thumbprint Killer, der skyder elskende par og arrangerer deres kroppe i romantiske positurer. Brooks er skizofren, og ét af filmens mest elegante greb er, at hans onde jeg optræder som en separat person, så Brooks' indre kamp bogstaveligt talt skildres via hans diskussioner med sig selv.
Men "Mr. Brooks" er ikke nogen traditionel seriemorderfilm. For ud over hovedpersonens mordlyster handler den også om hans datters problemer, om den politikvinde, der leder jagten på Brooks midt i sit eget skilsmisserod, og om en ung voyeur, der identificerer morderen og gerne vil være hans lærling. Der bliver simpelt hen hældt mængder af melodrama på historien - og dermed bliver filmen lige så meget en bizar parodi på amerikansk familieliv som den thriller, den er på overfladen.
Kevin Costner gør det godt som kølig, metodisk morder, og William Hurt er fantastisk som hans onde jeg, der både er kynisk, sarkastisk og har en imponerende sans for at læse andre mennesker. Demi Moore er også glimrende som bidsk police detective, og i det hele taget er "Mr. Brooks" en vellavet film. Stilmæssigt er den godt nok lidt af et miskmask, der stikker i mange retninger, men det lykkes faktisk at samle de mange tråde fint til sidst - og fordi den er så sær, formår den samtidig at være usædvanligt overraskende.
"Mr. Brooks" er som nævnt en speciel størrelse, som ikke er nærheden af den klassiske hårdtpumpede jagt på seriemorderen. Den vil noget helt andet, og det er et åbent spørgsmål, hvor seriøst den egentlig tager sig selv. Under alle omstændigheder synes jeg, den leverer en velfungerende gang morbid underholdning.
29/07-2007
