Med ondskaben i sin hule hånd...

”The Shining” er en af de slags film, der stråler af uafviseligt klassikerpotentiale. Her taler vi om de glidende kamerabevægelser, som når apparatet følger en lille dreng og hans primitive køretøj, i sin rundtur på diverse farvestrålende gange. Kameraet følger ham uden konventionelle klaustrofobiske klichéer og frembringer i helt egen Kubrick-stil en kriblende indelukkethed, der i al sin enkelhed og dræbende temporytme forbereder tilskueren på den gyselige chokeffekt, der langsomt oplades og formodentligvis blotlægger sig ved næste 90-graders-sving. Vi taler i den grad også om de højstemte virkefulde lydeffekter, der dvælende i ondskabens hotels mørkeste afkroge bidrager med eksplicit uhygge og regulær følelsesmæssig ubehag. Og vi taler om ibrugtaget af opbyggende, langvarige dissolves, spændstige krydsklip og konsekvente close-ups.

Stanley Kubricks potentialesitrende gyserfilm lyder med andre ord som den urokkelige milepæl, mange har udset værket til at være. Men ”The Shining” mangler noget genrebevidsthed og -udnyttelse for på noget tidspunkt at runde gyserbarometerets højeste kurve. Filmen er kun periodevis skræmmende og udnytter deraf aldrig for alvor den malende opbygnings virtuose oplæg, selvom der selvfølgelig er blevet plads til enkelte fremragende choksekvenser, blandt den altdominerende majoritet af scener med den opbyggende uhygge i fokus. Der er sådan set ikke noget i vejen med snigende uhygge i krogene, snarere tværtimod. Den opladede chokansamling skriger i ”The Shining” dog bare efter at blive udløst i nogle skrækfremkaldende momenter, hvor de i realiteten går til spilde i et ellers dygtigt klimaks i helvedeslabyrintens bidende kolde ondskab. Og sådan er det meste af filmen; det er utvivlsomt talentfuldt og seværdigt, men det forekommer aldrig tilskueren direkte skræmmende eller i bund og grund genreopfyldende.

Men selvom Kubrick stiller sig tungt mellem to genrestole, er ”The Shining” på talrige andre planer den milepæl jeg eftersøgte. I spændingsopbygningen, de mange mystifikationer, kameraets effektopbyggende spændstigheder, den udmærkede systematiske klipning og det troværdige skuespil. Sidstnævnte facet anføres overraskende nok af andre navne end den ellers fremragende Jack Nicholson som her ikke behersker sin karakters radikale, facademæssige omvending, selvom han i begyndelsen portrætter den småpsykopatiske, flinke familiemand til perfektion.
Hans præstation kan måske sammenlignes med ”The Shining’s” overordnede indtryk, der som sagt sitrer af potentiale, men ikke fuldt ud behersker sin primære målsætning, selvom det i grunden er en fremragende film. Den har da også i dag vundet utallige roser og er utvivlsomt en milepæl for mange gyserinstruktører (biografaktuelle ”The Messengers” er groft sagt et stort remake af filmen). Også selvom klassikerstatusens berettigelse i mine øjne kan tages op til diskussion, da Kubrick, trods han har ondskaben i sin hule hånd, har svært ved at "give slip" på den igen (fremvise den for tilskueren, så at sige).