Oprør i eventyrland
5.0
Man kan synes, hvad man vil, om de mere eller mindre fundamentale ændringer ”Harry Potter and the Order of the Phoenix” beriger sig med i forhold til den fremragende og politisk nuancerede bog. Men man kan ikke benægte, at det er befriende med en filmatisering, der trods sine små skønhedspletter, tør at gå af egne veje. For der er ændret end del, regulært skåret betragteligt i historien og dannet talrige nye handlingstråde. Det vil formodentligt forekomme den bogligt orienterede biografgænger ganske frustrerende, men i kraft af det flotte mod og et humoristisk, såvel som magisk ”flow” kommer det femte bidrag i den visualiserede Harry Potter-serie aldrig for alvor ud på de berygtede afveje.
Harry Potter bliver i ”The Order of the Phoenix” indviet i en hemmelighedsfuld og eksklusiv skares modstandsbevægelse til den mørke hersker Lord Voldemort, der nærmer sig sit fulde, afskrækkende vigør. Gruppen med Albus Dumbledore som solid frontfigur, har følt sig nødsaget til at oprette ordenen, da Ministeriet ikke giver ret meget for Harrys tilsyneladende fiktive konfrontationer med den legendariske, ondskabsfulde troldmand (Voldemort). Derfor har Fønixordenen minimal støtte i deres brave kamp mod overmagten, samtidig med at trekløveret Harry, Ron og Hermione får ministeriets hysteriske naivitet at smage på tætteste hold i form af den afskyelige rappenskralde Dolores Umbrigde. En forfærdelig kvinde, der bevirker at det femte år på Hogwarts, i takt med at hendes autoritet og sukkersøde vanvid intensiveres, bliver en frygtelig affære med død, ødelæggelse og tappert oprør.
Allerede i den fremragende indledning hvor Harry og enorme Dudley konfronteres med et par hungrende ”Dementors”, sætter David Yates en filmisk betragtelig høj standard i form af en sublim visuel overlegenhed med ustyrligt flotte farvekompositioner og –kontraster, samt en ligeledes dyster lydside, der til perfektion afveksler mellem de pompøse og minimalistisk afdæmpede melodier. Tilmed klæder det unge skuespillerensemble skærmen bedre end nogensinde, i kraft af deres voksende modenhed og forstærkede erfaring, hvor de i de tidligere film synes for svage og virkede skræmmende urutinerede i deres vanskelige portrætter. Men i ”The Order of the Phoenix” synes alle filmiske facetter, på alle leder og kanter bedre end i de forrige, langt mindre vellykkede film.
Jeg kan ikke benægte, at jeg efter at have overværet ”Harry Potter and the Order of the Phoenix” endte helt op under biograftaget i det naive og uopfyldte ønske om, at jeg kunne iklæde mig en troldmandsdragt, en spids hat og berige mig med en tryllestav, samt flyde ind i Rowlings sprudlende trolddomsunivers. Og det er langt hen ad vejen, hvad David Yates’ femte filmbidrag til Harry Potter serien i virkeligheden behersker: at formidle eventyret på en overlegen, frisk og uafhængig facon med overskuddet og det påkrævede mod i behold. ”Harry Potter and the Order of the Phoenix” er ikke mange skønhedspletter og fodfejl fra at ligne den ultimative Potter-filmatisering.
Harry Potter bliver i ”The Order of the Phoenix” indviet i en hemmelighedsfuld og eksklusiv skares modstandsbevægelse til den mørke hersker Lord Voldemort, der nærmer sig sit fulde, afskrækkende vigør. Gruppen med Albus Dumbledore som solid frontfigur, har følt sig nødsaget til at oprette ordenen, da Ministeriet ikke giver ret meget for Harrys tilsyneladende fiktive konfrontationer med den legendariske, ondskabsfulde troldmand (Voldemort). Derfor har Fønixordenen minimal støtte i deres brave kamp mod overmagten, samtidig med at trekløveret Harry, Ron og Hermione får ministeriets hysteriske naivitet at smage på tætteste hold i form af den afskyelige rappenskralde Dolores Umbrigde. En forfærdelig kvinde, der bevirker at det femte år på Hogwarts, i takt med at hendes autoritet og sukkersøde vanvid intensiveres, bliver en frygtelig affære med død, ødelæggelse og tappert oprør.
Allerede i den fremragende indledning hvor Harry og enorme Dudley konfronteres med et par hungrende ”Dementors”, sætter David Yates en filmisk betragtelig høj standard i form af en sublim visuel overlegenhed med ustyrligt flotte farvekompositioner og –kontraster, samt en ligeledes dyster lydside, der til perfektion afveksler mellem de pompøse og minimalistisk afdæmpede melodier. Tilmed klæder det unge skuespillerensemble skærmen bedre end nogensinde, i kraft af deres voksende modenhed og forstærkede erfaring, hvor de i de tidligere film synes for svage og virkede skræmmende urutinerede i deres vanskelige portrætter. Men i ”The Order of the Phoenix” synes alle filmiske facetter, på alle leder og kanter bedre end i de forrige, langt mindre vellykkede film.
Jeg kan ikke benægte, at jeg efter at have overværet ”Harry Potter and the Order of the Phoenix” endte helt op under biograftaget i det naive og uopfyldte ønske om, at jeg kunne iklæde mig en troldmandsdragt, en spids hat og berige mig med en tryllestav, samt flyde ind i Rowlings sprudlende trolddomsunivers. Og det er langt hen ad vejen, hvad David Yates’ femte filmbidrag til Harry Potter serien i virkeligheden behersker: at formidle eventyret på en overlegen, frisk og uafhængig facon med overskuddet og det påkrævede mod i behold. ”Harry Potter and the Order of the Phoenix” er ikke mange skønhedspletter og fodfejl fra at ligne den ultimative Potter-filmatisering.
31/07-2007
