USA's historie som actionshow

Det charmerende ved denne film er, at det er så nemt at regne ud, hvordan den er opstået. Jim Kouf og et par af hans venner har siddet og fjollet og har tilfældigt spurgt hinanden, hvorfor der mon er et illuminati-tegn på dollarsedlerne? Derfra sagde det én, to, tre, og så har man et gakket plot, der starter med faraoerne, Kong Salomon og tempelridderne, går over frimurerne og ender med, at tempelriddernes sagnomspundne skat er blevet gemt et sted i det østlige USA af nogle af The Founding Fathers (for de var nemlig frimurere og skrev skattekortet med usynligt blæk på bagsiden af den amerikanske uafhængighedserklæring).

For at få afviklet sådan et plot er man selvfølgelig nødt til at have en action-historiker, der straks kan indse, at når der står sådan noget vrøvl i det her mystiske spor, hentyder det til, at gjorde , så derfor skal vi til og lede videre. Det er som at være på tur gennem USA's store historiske steder med Indiana Jones som tourguide.

Det fungerer kun, fordi Nicolas Cage kan spille hovedrollen tilpas manisk. Til gengæld er Sean Bean spildt som den konkurrerende onde skattejæger, som simpelt hen ikke er en overbevisende rolle. Og filmen bliver aldrig rigtig spændende, for actionscenerne er tyndbenede, handlingen for klichéfyldt og persongalleriet for endimensionelt. Harvey Keitel har dog en fin birolle som FBI-chefagent.

Men på trods af filmens mange åbenlyse fejl er "National Treasure" et fint bud på uforpligtende tidsfordriv. Den vil ikke andet end at fortælle en vild røverhistorie, og det gør den så godt, at jeg var udmærket underholdt langt det meste af tiden.