I kamp for den renhjertede kærlighed

4.0
Det kan godt være at ”Pride & Predujice” har sine fejlskridt og aldrig for alvor imponerer på alle filmiske planer. Men man kan ikke afvise den sitrende, boblende og livsbekræftende kærlighed, der omfavner hvert et lille ofte dramaturgisk velopbygget ”trin” filmen tilbagelægger. For det er aldrig nær det mesterlige og heller ikke tæt på, men når kærligheden er formidlet og skildret så følelsesladet og usentimentalt som her, er der ingen vej uden om tilskuerens fulde overgivelse.

Vi følger en fattig familie, der udover både at indeholde mand og kone, tæller fem mere eller mindre kærlighedsbesatte døtre. Den mest hjertefulde og rationelle af de fem, er dog kønne Elizabeth (Keira Knightley), der trods hun anses for uanstændig og besværlig, anskuer kærligheden langt mere nuanceret og dybdegående, end sine til tider alt for glamourfikserede søstre. Dog gør det hendes valg af ægtemand langt mere besværligt end hvad hendes relaterede for eksempel finder fornuftigt, og det er netop i hendes interessante karakter, bekræftende tankegang og hjerteskærende kærlighedsliv, ”Pride & Predujice” tager udgangspunkt.

Et udgangspunkt, der til start desværre synes forbigået, da de indledende sekvenser i lettere malende tempo, konfronterer tilskueren med det forfinede, gammeldags samfund historien udspiller sig i. Her synes handlingen uvedkommende og hjerteløs og virker mest af alt som en tør historiefaglig skildring af det daværende England. Dog ændrer filmen drastisk retning, da historien centrerer sig om Elizabeth, der har de følelsesmæssige nuancer, filmen manglede for at sætte blus på den potentielt overdyngende kærlighed. Og kærligheden bliver til alt held skildret til perfektion i filmens anden og langt mere vedkommende halvdel, hvor de fine kærlighedsfornemmelser lader sig udspille mellem vores hovedperson, Elizabeth, og den svært fortolkelige Mr. Darcy (Matthew Macfadyen).

I de dybtfølte tankesammensurier, Mr. Darcy og Elizabeth hver i sær rumsterer med, blomstrer ”Pride & Predujice” nemlig med ubeskrivelig kraft. Og så er det næsten lige meget med den småspildte første halvdel. For når kærligheden for alvor kører på højtryk, er der ingen andre muligheder for tilskueren, end at flyde ind i den med både krop og med sjæl.
Stolthed og fordom