// Absurd algebra med Joel og Jim! //
1.0
Joel Schumacher har aldrig nogensinde overrasket mig på nogen måde i filmens verden, måske med undtagelse af hans film fra '93 med Michael Douglas, Falling Down. Ej heller denne gang lykkes det for den rutinerede instruktør at byde på noget til min filmsmag. For at sige det lige ud er hans nyeste semi-psykologiske film The Number 23 et værre makværk og jeg får faktisk helt ondt af den altid herlige Jim Carrey, som her forsøger sig med thriller-genren.
Filmens intro starter samtidig med credits at pensle forskellige, men komplet ubetydelige, facts ud om tallet 23, om hvordan forskellige epokegørende begivenheder og datoer i verdens historie giver tallet 23. Man ved allerede at alle disse begivenheder er komplet ligegyldige og ikke kommer til at spille en mere meningsfyldt rolle end fællesnævneren: TALLET 23.
Jim Carrey spiller hundefangeren Walter Sparrow, som lever et stille og idyllisk liv med sin kone Agatha (Virgina Madsen) og sønnen Robin (Logan Lerman). På sin fødselsdag (den 2/3, efter amerikansk betegnelse) får Walter foræret bogen The Number 23, som han over de næste dage bliver fuldstændig besat af. Bogen er nærmest en kopi af Walters liv, bortset fra at bogens hovedperson Fingerling er privatdetektiv, som forsøger at finde meningen med tallet 23, som han også selv er besat af - Finglerlings historie bliver også fortalt som en slags noir-krimi-historie, hvor Schumacher skruer helt op for de sorte og hvide nuancer. Det er vidst nok meningen, at det skal se forførende og flot ud, men i stedet kommer det til at ligne en billig udgave af Sin City, som bestemt ikke passer nogen steder i filmens æstetik, hvis der er altså er en.
Resten af filmen prøver derefter at overbevise sit publikum, at der i virkelig er noget ved det tal 23. Filmen når aldrig en rigtig thrillers højder og suspensen kommer slet ikke i nærheden af mine nerver. Det går mere udover mine lattermuskler og min evne til at føle empati. Hele manuskriptet virker til tider så latterligt, at man nærmest ser manuskriptforfatteren for sig, som desperat prøver at fyre et eller andet af, så længe det passer med tallet 23. Niveauet er ikke højere, end barnet der forsøger at få hver sætning i et digt til at rime, uanset om det giver mening, der skrives så at sige for rimets skyld, og det samme gælder med The Number 23. Filmen forsøger at give et billede af Walters skæbne, og hvordan den hænger sammen med hans fortid. Problemet opstår, fordi vi slet ikke får et klart billede af hans nutid. Walter er en stor enigmatisk gåde, og man får aldrig på noget tidspunkt sympati for ham. Den eneste jeg udvikler sympati for, er den store hvide hund Ned, som Walter er ved at køre over, fordi den også er i komplot med tallet 23. I kan vel selv høre, hvordan det lyder.
Jeg vil dog ikke afsløre nogle af de sammenhænge, der er med tallet, da jeg så stort set ville ødelægge hele filmen. Det er ret underholdnende at se, hvor langt ude manuskriptet kommer, bare for at få det til at passe med det åndsvage tal, undskyld mit subjektive men nødvendige udtryk.
I min ligning går The Number 23 altså ikke op, og må desværre give et stort 1-tal.
Og dermed sætter jeg nu mit punktum nummer 23.
Filmens intro starter samtidig med credits at pensle forskellige, men komplet ubetydelige, facts ud om tallet 23, om hvordan forskellige epokegørende begivenheder og datoer i verdens historie giver tallet 23. Man ved allerede at alle disse begivenheder er komplet ligegyldige og ikke kommer til at spille en mere meningsfyldt rolle end fællesnævneren: TALLET 23.
Jim Carrey spiller hundefangeren Walter Sparrow, som lever et stille og idyllisk liv med sin kone Agatha (Virgina Madsen) og sønnen Robin (Logan Lerman). På sin fødselsdag (den 2/3, efter amerikansk betegnelse) får Walter foræret bogen The Number 23, som han over de næste dage bliver fuldstændig besat af. Bogen er nærmest en kopi af Walters liv, bortset fra at bogens hovedperson Fingerling er privatdetektiv, som forsøger at finde meningen med tallet 23, som han også selv er besat af - Finglerlings historie bliver også fortalt som en slags noir-krimi-historie, hvor Schumacher skruer helt op for de sorte og hvide nuancer. Det er vidst nok meningen, at det skal se forførende og flot ud, men i stedet kommer det til at ligne en billig udgave af Sin City, som bestemt ikke passer nogen steder i filmens æstetik, hvis der er altså er en.
Resten af filmen prøver derefter at overbevise sit publikum, at der i virkelig er noget ved det tal 23. Filmen når aldrig en rigtig thrillers højder og suspensen kommer slet ikke i nærheden af mine nerver. Det går mere udover mine lattermuskler og min evne til at føle empati. Hele manuskriptet virker til tider så latterligt, at man nærmest ser manuskriptforfatteren for sig, som desperat prøver at fyre et eller andet af, så længe det passer med tallet 23. Niveauet er ikke højere, end barnet der forsøger at få hver sætning i et digt til at rime, uanset om det giver mening, der skrives så at sige for rimets skyld, og det samme gælder med The Number 23. Filmen forsøger at give et billede af Walters skæbne, og hvordan den hænger sammen med hans fortid. Problemet opstår, fordi vi slet ikke får et klart billede af hans nutid. Walter er en stor enigmatisk gåde, og man får aldrig på noget tidspunkt sympati for ham. Den eneste jeg udvikler sympati for, er den store hvide hund Ned, som Walter er ved at køre over, fordi den også er i komplot med tallet 23. I kan vel selv høre, hvordan det lyder.
Jeg vil dog ikke afsløre nogle af de sammenhænge, der er med tallet, da jeg så stort set ville ødelægge hele filmen. Det er ret underholdnende at se, hvor langt ude manuskriptet kommer, bare for at få det til at passe med det åndsvage tal, undskyld mit subjektive men nødvendige udtryk.
I min ligning går The Number 23 altså ikke op, og må desværre give et stort 1-tal.
Og dermed sætter jeg nu mit punktum nummer 23.
03/08-2007
