Skønhedens bagside

Terrance Malick – instruktøren af den mesterlige krigsfilm, ”The Thin Red Line” – har med ”The New World” skabt endnu et lyrisk værk, hvori billeder af naturismens mest beundringsværdige skønheder, smelter elegant sammen med den afdæmpede, gennemsmukke underlægningsmusik. Der forekommer ikke et billede i filmen, der ikke er gennemtænkt og velpoleret og ikke en poetisk lyd er overflødig. Men alligevel mangler der noget centralt, for ”The New World” kan ikke undsige sig fra til tider at være noget langsommelig – hvis ikke direkte kedelig.

Vi kender alle sammen den legendariske beretning om smukke Pocahontas, der forelsker sig i den standhaftige soldat, som sammen med en gruppe af sine mænd, slår lejr i naturismens paradis, i form af en smuk ø. Denne bebos dog af nogle indfødte – inklusiv kære Pocahontas – og en konflikt mellem de to ”kulturlejrer” skal snart opstå. Krig og ødelæggelse følger, men selv ikke det kan splintre de utvetydige kærlighedsfornemmelser mellem den omrejsende englænder, John Smith, og den livsbekræftende skønhed, Pocahontas. Deres indbyrdes kærlighed er nemlig uudslettelig - også når de ikke engang er nær hinanden.

De tårnhøje følelser er da også skildret fornemt i ”The New World” og indgår dermed i en skønhedens sammensmeltning med det eminent fotograferede billeddigt. Men desværre går potentialet til spilde, da Malick i sin uendelige søgen efter smukke kreationer og naturistiske vidundere i perioder taber sin lidt fremdriftsmanglende historie i intetheden. For ”The New World” er trods de betagende billeder og skønne følelser ofte meget langsommelig og deraf direkte kedelig sine steder. Malick fremviser dog en helt ny side af den livsbekræftende skønhed – bagsiden.