Har for lidt i posen

2.0
The Devil's Backbone er en gyser, der prøver at se tingene fra børns vinkel, på trods af de mange forfærdelige ting der sker i filmen, der efter min mening bestemt ikke egner sig til børn.

Som det er blevet nævnt i de forrige to anmeldelser, så handler filmen om den 10-årige Carlos, der bliver efterladt på et afsides børnehjem under Francos styre i Spanien. Her hører han om et spøgelse der går under navnet "ham, der sukker", som efter sigende hjemsøger stedet. Herefter sker der en masse ting, hvor Carlos bl.a. får rodet sig ud i en masse problemer, men på trods af bl.a. anmeldernes begejstring for filmen, så synes jeg at den har for lidt at byde på.

Filmen lægger op til en masse ting, f.eks. mysteriet om den forsvundne Santi, om spøgelset der huserer stedet, om bomben der står i gården, om guldet, og om børnehjemmet i det hele taget, der tilsyneladende har en skummel fortid. Men da mange af disse ting bliver afsløret, virker det ikke specielt overraskende.

(spoilers)

9/10 mennesker havde nok regnet ud at Santi var død, og at det var hans spøgelse der vandrede rundt på børnehjemmet. At det var Jacinto der stod bag drabet, kom faktisk heller ikke som nogen overraskelse for mig, og hele historien omkring hvordan det skete, og at Santi nu kun var på stedet for at få hævn, virker i mine øjne for letkøbt.

(spoilers slut)

Jeg sad flere gange under filmen, og tænkte på andre film som "Den sjette sans" og "Ondskab". Førstnævnte, fordi den handler om næsten det samme, og så fordi at det i den film er betydeligt bedre skruet sammen og mere idérigt, end i "The Devi's Backbone". Andennævnte, fordi den omhandler et barn (dog et lidt ældre et), der også bliver anbragt på et sted med jævnaldrende. Men hvor "Ondskab" får bygget en historie op der er meget følelsesbetonet og underholdende, for så til sidst at komme til filmens klimaks (hvor han tæver de ældre drenge), så er "The Devil's backbone" for forudsigelig til at den for alvor fanger ens interesse. ´

For at runde filmen af, så kan jeg fortælle at jeg også fandt slutningen ret så forudsigelig. Fra det sekund en af Jacinto's kumpaner spørger efter nøglerne til bilen, så er man udmærket godt klar over resten af filmens forløb.

Jeg ville gerne give filmen 3 stjerner, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det. Jeg skal indrømme, at jeg havde rimelig høje forventninger til denne film, hvilket på ingen måde blev indfriet. Hvis jeg aldrig have hørt om den før, og så derefter havde set den, så havde jeg nok givet den 3 stjerner. Men min skuffelse over filmen er simpelthen for stor til at det kan lade sig gøre.
The Devil's Backbone