Homer på det store lærred
4.0
Som inkarneret ”The Simpsons”-fan, kan jeg vel næppe lægge skjul på, at jeg havde set meget frem til biografversionen af den skrupskøre tegneserie. Der er nemlig noget helt enestående ved ”The Simpsons”, noget som ingen anden satire kan leverer. Måske er det de i realiteten naturalistiske karakterer, der såmænd bunder i personer fra vores eget samfund, men har modtaget et solidt lag af karikeringer i sprudlende Springfield. Eller måske er det bare fordi at den humoristiske sans, er så hæmningsløs eksperimenterende og er formidlet så ekskvisit, at der simpelthen ikke findes nogle vej uden om den totale hengivelse til Homers fiktionsunivers?
Et eller andet særegent besidder ”The Simpsons” i hvert fald, og det skinner også nydeligt i gennem fænomenets nye udspil, ”The Simpsons Movie”. Og det har vist sig at være et fremragende initiativ, for filmen vedligeholder på mange måder seriens finesser og facetter i sine træk. For eksempel den ”Tom & Jerry”-parodiske indledning, i form af de overdrevne voldsbrødre, ”Itchy & Scratchy”, der efter at have terroriseret hinanden i et stykke tid, afbrydes af en pikeret Homer, som i en perfekt tilrettelagt, selvironisk prædiken, beskyder biograffilmen med det argument, at man har det åbenlyse alternativ at se alt skidtet i fjernsynet. Og så er der ellers dækket op til en halvandentimes gennemintens styrkeprøve af lattermusklerne. For sjovt, det er det.
Når ”The Simpsons Movie” så alligevel mangler den sidste afgørende facet, er det af den såre simple grund, at det aldrig er direkte hylende morsomt. Jo, det er som nævnt konstant grinagtigt, men der er desværre meget langt mellem de vanvittigt hysteriske latterudfald, hvilket trækker gevaldigt ned i den overordnede vurdering. For i modsætning til i serien, kan man grundet morsomhederens til tider begrænsede kapacitet, nå at komme ned i normalpuls før filmen blænder op for det næste skøre indslag. Bevares, det er uafviseligt fremragende underholdende og fornøjeligt, men der mangler altså lige det sidste afgørende knockoutforsøg på de velkendte lattermuskler.
Når det så er sagt, kan man ikke forhindre sig selv i at gå fra ”The Simpsons Movie” i højt humør, og i konversation med sine biografmakkere, udveksle begejstring over de utællelige detaljer, filmen åbenlyst besidder. Den er nemlig visuelt meget flottere end serien og formår på denne front, trods sin – vil nogen mene – forældede 2D-teknik, at imponerer med sit flydende ”kamera” og skønne, velpolerede farvekompositioner. Så alt i alt er biograffortolkningen af ”The Simpsons” en vellykket affære, der konstant besidder udtrykkelig underholdning og skæve indfald. David Silverman har i hvert fald brilleret eftertrykkeligt med en virtuos overførsel af seriens uforlignelige grundformel til det store lærred, hvor vores allesammens gule yndlingsfamilie stråler på ny. 4½.
Et eller andet særegent besidder ”The Simpsons” i hvert fald, og det skinner også nydeligt i gennem fænomenets nye udspil, ”The Simpsons Movie”. Og det har vist sig at være et fremragende initiativ, for filmen vedligeholder på mange måder seriens finesser og facetter i sine træk. For eksempel den ”Tom & Jerry”-parodiske indledning, i form af de overdrevne voldsbrødre, ”Itchy & Scratchy”, der efter at have terroriseret hinanden i et stykke tid, afbrydes af en pikeret Homer, som i en perfekt tilrettelagt, selvironisk prædiken, beskyder biograffilmen med det argument, at man har det åbenlyse alternativ at se alt skidtet i fjernsynet. Og så er der ellers dækket op til en halvandentimes gennemintens styrkeprøve af lattermusklerne. For sjovt, det er det.
Når ”The Simpsons Movie” så alligevel mangler den sidste afgørende facet, er det af den såre simple grund, at det aldrig er direkte hylende morsomt. Jo, det er som nævnt konstant grinagtigt, men der er desværre meget langt mellem de vanvittigt hysteriske latterudfald, hvilket trækker gevaldigt ned i den overordnede vurdering. For i modsætning til i serien, kan man grundet morsomhederens til tider begrænsede kapacitet, nå at komme ned i normalpuls før filmen blænder op for det næste skøre indslag. Bevares, det er uafviseligt fremragende underholdende og fornøjeligt, men der mangler altså lige det sidste afgørende knockoutforsøg på de velkendte lattermuskler.
Når det så er sagt, kan man ikke forhindre sig selv i at gå fra ”The Simpsons Movie” i højt humør, og i konversation med sine biografmakkere, udveksle begejstring over de utællelige detaljer, filmen åbenlyst besidder. Den er nemlig visuelt meget flottere end serien og formår på denne front, trods sin – vil nogen mene – forældede 2D-teknik, at imponerer med sit flydende ”kamera” og skønne, velpolerede farvekompositioner. Så alt i alt er biograffortolkningen af ”The Simpsons” en vellykket affære, der konstant besidder udtrykkelig underholdning og skæve indfald. David Silverman har i hvert fald brilleret eftertrykkeligt med en virtuos overførsel af seriens uforlignelige grundformel til det store lærred, hvor vores allesammens gule yndlingsfamilie stråler på ny. 4½.
04/08-2007
