Mørk magi med vokseværk

Så blev det atter tid for os indviede mugglere at tage med toget fra perron ni trekvart for at overværre Harry og co.´s femte år på Hogwarts. Det er denne gang den forholdsvis ukendte britiske tv-intruktør David Yates, der har fået æren af at lægge ryg til millioner af fans drøje hug for at udelade lige netop deres yndlingsscene fra bogen. Harry Potter & the Order Of Phoenix er en satan på små 800 sider, så det giver sig selv at noget(læs: meget) må udelades for at leve op til produktionsselskabernes krav om antal daglige visninger, samt at skabe et dynamisk og ikke overlangt produkt, der er uskyldigt nok til at børnene ikke løber skrigende bort, men samtidig leverer en tilpas mængde kvalitativ spænding til at forældrene, og alle os midt imellem, føler os tilstrækkeligt underholdt. Jeg har i forbindelse med de to fremragende, foregående film forsvaret instruktørerne i at undgå for mange unødvendige detaljer. Mest fordi det let vil fjerne fokus fra historiens væsentlige hovedforløb. Men denne gang er jeg dog tilbøjelig til at give nogle kritikere ret i, at der til tider er blevet skåret lige lovligt dybt. Det vender jeg tilbage til.

Det mest væsentlige har nemlig været hvor vidt det kunne lykkes for Yates at lave en film der lever op til det niveau Alfonso Cuarón og Mike Newel fik skabt med film nr. 3 og 4. Helt så god som disse to film er ”TOOP” ikke, men her mener jeg at en del af forklaringen ligger i et noget svagere forlæg. Bogen består af en lang række biforløb, uden egentlig at tilføje særligt meget revolutionerende til selve seriens hovedforløb. Dermed ikke sagt at bogen på nogen måde er dårlig. Men en ”side by side” filmatisering vil dels ikke have været mulig inden for en spillefilmslængde, dels være meget kedsommelig. At Yates derfor udelader hele kapitler i filmatiseringen skal han bestemt ikke høre for fra min side af. Alt som er væsentligt i det samlede forløb er med i filmen, så opgaven er bestået.

Når jeg før var inde på, at Yates har været lige ivrig nok med kniven, skyldes det derfor ikke scener han har udeladt, men netop nogle af scenerne han har fundet plads til i filmen, der blot ikke bliver uddybet nok. Man får lidt indtrykket af at de er med blot for at være med. Frod…Harrys eftersidninger/totur hos Dolores Umbridge bliver overstået alt for hurtigt. Den ene scene i filmen er fremragende. Men man får indtrykket af at det er en engangsforestilling, der hurtigt er glemt. Det kommer ikke til at have samme ubehagelige indvirkning på historien og Harrys hverdag, som det er tilfældet i bogen. Nøjagtigt det samme kan siges om timerne hos Snape, hvor Harry trænes i at kontrollere sine tanker og lukke af for Saur..Voldemort. Det drejer sig om en af hovedpointerne i bogen, der bliver til en bagatel i filmen. Klippet, hvor Harry læser Snapes tanker er så kort, at jeg simpelthen tror, det vil gå hen over næsen på de fleste, der ikke har læst bogen. Det er ærgerligt da lige netop den scene kommer til at få stor betydning senere i seriens forløb. Derudover synes jeg også, Yates kommer for hurtigt henover Harrys afsluttende samtale med Gandalf(?) Harry viser forbløffende lidt interesse for profetien, og han virker slet ikke vred på den mand, der har ignoreret ham i et år. Yates lader dog Harry vise sin vrede på et tidligere tidspunkt i filmen, så det kan forsvares. Det undrer mig at filmen er klippet ned til at være den samlet set korteste i serien. Med ca. 10 minutters ekstra spilletid havde der været rigeligt til at uddybe førnævnte scener uden, at filmen var blevet længere end sine forgængere. Men scenerne er dog trods alt med.

Ser man bort fra disse enkelte mangler, skal det siges, at historien hænger glimrende sammen. Yates viser stor forståelse for personerne og deres indbyrdes relationer. Af samme grund er jeg heller ikke i tvivl om at Yates er et godt instruktørvalg til ”the Half Blood Prince”, når det nu ikke kan blive Cuarón. Lige netop i den bog, der også er min favorit i serien, kommer hovedpersonerne i centrum, i langt højere grad end det har været tilfældet hidtil.

Skuespillet er som altid glimerende. Alan Rickman er igen værd at fremhæve. Han giver virkelig liv og gnist til seriens mest spændende og sammensatte karakter Snape. Derudover leverer Gary Oldman, Maggie Smith, Michael Gambon og David Thewlis filmens bedste præstationer, men der leveres solide præstationer over hele linien. Imelda Staunton er generelt fin som Dolores Umbridge, men har en tendens til at karikere rollen en anelse mere end godt er. Blandt de unge skuespillere, imponerer nytilkomne Evanna lynch. Hun er et fund til rollen som Luna Lovegood. Blandt de andre ”ynglinge” falder ingen igennem, og hvad enkelte måtte mangle af spilletekniske finesser reddes hjem af charmen. Rubert Grint er et godt eksempel på dette og leverer nogle af filmens bedste replikker. De er for alvor ved at træde ind i de voksnes rækker, hvilket giver anledening til mange morsomme scener. Emma Watson er ligeså sød, som hun plejer at være.

Filmen er ligesom alle forgængerne fremragende på et hvert teknisk plan. Både hvad angår lyd, fotografering og effekter, dog uden at være så æstetisk som treeren eller overvældende som fireren. Til gengæld er der en god balance mellem de rolige og de voldsomme scener. Eneste minus er kæmpen Gwarp, der minder om noget fra Shrek. Det afsluttende opgør i ministeriet for magi er ganske enkelt forrygende.

Samlet set er det en vellykket filmatisering David Yates har begået. Det er uden tvivl den sværeste af bøgerne han har kastet sig over, og jeg glæder mig meget til at se, hvad han for ud af næste del. Selvom historien er beskåret kraftigt, hænger filmen sammen på sine præmisser, og så er det jo som altid underholdende som bare fanden, uhyggeligt, morsomt og rørende.