Mageløs filmdepression
5.0
Spoilers:
”Lost in Translation” omhandler det at sidde fast i sit liv eller at mangle visioner og fremdrift i sin hverdag. At synes alt hvad der omgiver en er ubetydeligt og direkte intetsigende og mangle lysten til at glæde sig over livets strålende bagateller. Til at udfordre trivialiteterne og overkomme de uoverskuelige udfordringer, der synes – som årene går - at centreres i ens ægteskab. Det er med andre ord dybe, mørke og triste emner, der udfoldes i Francis Ford Coppolas datter, Sofias film, og det er samtidig områder, der kan være svære at formidle visuelt. Men det lykkes Sofia Coppola, ved hjælp af depressiv minimalisme og hjerteløse technobeats, at skildre den elendighed, der omfavner vores hovedpersoner. Det er trist og lunken filmmagi, når det er allerbedst, stærkest og smukkest.
Bill Murray fortolker en falleret stjerneskuespiller Bob Harris, der i sin lidt pengegriske fremgangsmåde er rejst til hysterisk farvestrålende Japan, hvor han cementerer økonomien gennem nogle hjerteløse reklameoptrædener. Udover at sidde bundsikkert fastspændt i skuespillerkarrierens cirkusmiljø, synes han gang på gang at overmandes af den trivielle hverdags konventionelle problematikker og kvalmes ved tanken om hans snarlige hjemvenden til familiens frustrerende hurlumhej med overbelastet kone, forkælede møgunger og monotone arbejde. På den anden side afskys han ligeså ved det asiatiske humørdestruerende vanvid og drives ud i systematisk semidruk og total søvnløshed. Han er kort fortalt fanget mellem to ufunktionelle stole.
Tokantsdramaets anden halvdel optræder i form af skønne Scarlett Johanssons afdæmpede Charlotte, der i fælleskab med sin små-bøssede (lidt for karikerede) ægtemand, John (Giovanni Ribisi), ligeså er draget til Japan og Tokyos konstante lys- og støjhelvede. Hun døjer ligeledes med ægteskabelige kærlighedsknuder og realiserer midt i sit ophold i Asien, at hendes tilværelse er ubetydelig, da samtlige af hendes indkomster er af samleverens fortjeneste (han er anerkendt fotograf). Hun føler samtidig det unge ægteskab, som hun indgår i er ved at smuldre, i takt med at Johns arbejde intensiveres, og hendes følelse af hjælpeløshed uafviseligt vokser. Charlotte finder dog fornøden lykke i Bob, som er af en karakter, hun kan forholde sig til, da de to kriseramte menneskers forskellige problematikker kan sammenlignes på mange måder. De finder af den grund sammen, i håbet om at de kan tilbringe resten af deres dage sammen (trods 30 års aldersforskel), men de realisere at kærlighedsaffæren vil udspille sig over en stakket frist, da begges kiksede ægteskaber lurer i den rutineprægede horisont.
”Lost in Translation” er på mange leder og kanter en unik forestilling. Ikke bare er den relativt original, den forholder sig samtidig til depressionen og trivialiteten i hverdagen på en smuk, trist og gribende facon og skildrer med fascinerende virtuositet Bob og Charlottes fangenskab i Japan. Man forlader langtfra filmen med et bredt tandpastasmil og glæde i det indre, for den demonstrerer ganske sjældent det håb, som vores hovedpersoner knapt nok søger efter. De indretter sig i stedet i den lunkne tilværelse, de lever i og smager derfor sjældent lykke, glæde og frem for alt kærlighed. Og da de endelig konfronteres med den eftertragtede kærlighed, er de ikke i stand til for alvor at følge den, fordi deres respektive følelser overstråles af deres egne kedsommelige ægteskaber og den frygtelige tanke, der sætter kraftige spørgsmålstegn ved en eventuel skilsmisse. Derfor ender deres uintime forhold i uafsluttede overvejelser og i en perfekt tilrettelagt afslutningscene, hvor parret forlader hinanden efter de endelig har givet udtryk for deres sande følelser.
Det sker at ”Lost in Translation” hengiver sig en anelse for meget til den totale depression og er så trist i sin fremgangsmåde, at det kan være svært at overkomme. Men det hører heldigvis til sjældenhederne, for langt de fleste og fyldigste perioder i filmen er så smukke og så tilpas formørkede, at man ikke kan sætte mange spørgsmål ved filmens uforlignelige helhedsbillede: ”Lost in Translation” er ganske enkelt en mesterlig filmisk depression.
”Lost in Translation” omhandler det at sidde fast i sit liv eller at mangle visioner og fremdrift i sin hverdag. At synes alt hvad der omgiver en er ubetydeligt og direkte intetsigende og mangle lysten til at glæde sig over livets strålende bagateller. Til at udfordre trivialiteterne og overkomme de uoverskuelige udfordringer, der synes – som årene går - at centreres i ens ægteskab. Det er med andre ord dybe, mørke og triste emner, der udfoldes i Francis Ford Coppolas datter, Sofias film, og det er samtidig områder, der kan være svære at formidle visuelt. Men det lykkes Sofia Coppola, ved hjælp af depressiv minimalisme og hjerteløse technobeats, at skildre den elendighed, der omfavner vores hovedpersoner. Det er trist og lunken filmmagi, når det er allerbedst, stærkest og smukkest.
Bill Murray fortolker en falleret stjerneskuespiller Bob Harris, der i sin lidt pengegriske fremgangsmåde er rejst til hysterisk farvestrålende Japan, hvor han cementerer økonomien gennem nogle hjerteløse reklameoptrædener. Udover at sidde bundsikkert fastspændt i skuespillerkarrierens cirkusmiljø, synes han gang på gang at overmandes af den trivielle hverdags konventionelle problematikker og kvalmes ved tanken om hans snarlige hjemvenden til familiens frustrerende hurlumhej med overbelastet kone, forkælede møgunger og monotone arbejde. På den anden side afskys han ligeså ved det asiatiske humørdestruerende vanvid og drives ud i systematisk semidruk og total søvnløshed. Han er kort fortalt fanget mellem to ufunktionelle stole.
Tokantsdramaets anden halvdel optræder i form af skønne Scarlett Johanssons afdæmpede Charlotte, der i fælleskab med sin små-bøssede (lidt for karikerede) ægtemand, John (Giovanni Ribisi), ligeså er draget til Japan og Tokyos konstante lys- og støjhelvede. Hun døjer ligeledes med ægteskabelige kærlighedsknuder og realiserer midt i sit ophold i Asien, at hendes tilværelse er ubetydelig, da samtlige af hendes indkomster er af samleverens fortjeneste (han er anerkendt fotograf). Hun føler samtidig det unge ægteskab, som hun indgår i er ved at smuldre, i takt med at Johns arbejde intensiveres, og hendes følelse af hjælpeløshed uafviseligt vokser. Charlotte finder dog fornøden lykke i Bob, som er af en karakter, hun kan forholde sig til, da de to kriseramte menneskers forskellige problematikker kan sammenlignes på mange måder. De finder af den grund sammen, i håbet om at de kan tilbringe resten af deres dage sammen (trods 30 års aldersforskel), men de realisere at kærlighedsaffæren vil udspille sig over en stakket frist, da begges kiksede ægteskaber lurer i den rutineprægede horisont.
”Lost in Translation” er på mange leder og kanter en unik forestilling. Ikke bare er den relativt original, den forholder sig samtidig til depressionen og trivialiteten i hverdagen på en smuk, trist og gribende facon og skildrer med fascinerende virtuositet Bob og Charlottes fangenskab i Japan. Man forlader langtfra filmen med et bredt tandpastasmil og glæde i det indre, for den demonstrerer ganske sjældent det håb, som vores hovedpersoner knapt nok søger efter. De indretter sig i stedet i den lunkne tilværelse, de lever i og smager derfor sjældent lykke, glæde og frem for alt kærlighed. Og da de endelig konfronteres med den eftertragtede kærlighed, er de ikke i stand til for alvor at følge den, fordi deres respektive følelser overstråles af deres egne kedsommelige ægteskaber og den frygtelige tanke, der sætter kraftige spørgsmålstegn ved en eventuel skilsmisse. Derfor ender deres uintime forhold i uafsluttede overvejelser og i en perfekt tilrettelagt afslutningscene, hvor parret forlader hinanden efter de endelig har givet udtryk for deres sande følelser.
Det sker at ”Lost in Translation” hengiver sig en anelse for meget til den totale depression og er så trist i sin fremgangsmåde, at det kan være svært at overkomme. Men det hører heldigvis til sjældenhederne, for langt de fleste og fyldigste perioder i filmen er så smukke og så tilpas formørkede, at man ikke kan sætte mange spørgsmål ved filmens uforlignelige helhedsbillede: ”Lost in Translation” er ganske enkelt en mesterlig filmisk depression.
05/08-2007
