Nabosplid
4.0
Til at starte med kan man spørge sig selv, hvorfor ”Disturbia” overhoved fungerer. Man kan undre sig over hvorfor en Hi-tech-drevet modernisering af spændingsmageren Alfred Hitchcocks stilskabende thriller, ”Rear Window”, kan smide roser på Hitchcocks grav frem for at lege decideret nekrofil. Man kan undre sig over hvorfor man under traileren til ”Disturbia” nærmest allerede har kridtet skoene for at forvilde sig mod nærmeste biografsluse og indløse billet i stedet for at kigge skævt og krumme tær.
Egentlig burde det virke helt absurd at erstatte James Stewart med en luddoven teenager, der frem for et brækket ben har påført sig en hårdfør omgang stuearrest. Takket være den som altid veloplagte og charmerende Shia Labeouf, som senest i ”Transformers” gav bevis på sit store talent, er det dog et alt andet end kikset såvel som kedeligt bekendtskab vi stifter med den ultra-teenagede teenager, Kyle, der må slå tiden ihjel ved at udspionere sit nabolag. Tonen er vedvarende mild og frisk i Shias nærvær, og selvom medaktørerne bestemt også er til at have at gøre med, er det ham der atter hæver skuespillerstandarten for en letsindig ungdomsfilm.
Desværre er ”Disturbia” knap så fin i kanterne når troværdigheden kommer på tale. Manuskriptet er sjældent særlig imponerende når det ene lag kvajeblæk nærmest skygger for det andet og omtanken bag filmens figurer og deres handlingsmotiver med al sandsynlighed kunne være blevet til i en af filmholdets resterende kaffepauser. Særligt Kyle bliver hurtigt en noget rodet karakter, når han i det ene øjeblik sørger over sit faderafsavn og i det andet beskuer den nyindflyttede nabopiges let påklædte kropskurver fra sit vindue. Toneskift som disse gør, at ”Disturbia” ofte synes halvhjertet i sit forsøg på at grine, gyse og græde, når den vil have sine to fødder plantet i tre vidt forskellige lejre.
Når David Morse kommer i spil og blæsten så småt bliver køligere i forstaden træder ”Disturbia” dog betydeligt mere i karakter. Selvom instruktøren D.J. Caruso langt fra besidder Hitchcock raffinement og elegance er det bestemt ikke uden virkning vi i flere omgange gennem hjemmevideolinse og kikkertsigte får sat spot på den besynderlig nabos alarmerende adfærd og spændingen forøger sin dominans. Ganske vist er Caruso - specielt i slutfasen - ikke synderlig interesseret i at genudføre Hitchcocks konsekvens bestående af en enkel sceneopsætning, men når han endelig lader rødderne slippe sker det til et klimaks af et af de mest nervepirrende set længe.
I lange perioder ad gangen balancerer ”Disturbia” hårfint på vippekanten til at jokke i klichéernes grøft, hvilket bestemt er en sørgelig bekræftelse af, at spændingsfilmens inspirationskilde så småt er ved at svinde ind. Ikke at D.J. Caruso på nogen måde har malet skampletter ud over Hollywoods i forvejen plettede cv ved at genfilmatisere Hitchcock. Ikke at han fejler balancegangen. Mit personlige ønske må blot være, at denne semi-genindspilning foreløbig forbliver et enkelttilfælde, for det kan umulig være andre end de absolut færreste, der evner gøre ”Disturbia” kunsten efter uden lige akkurat at jokke ved siden af.
Egentlig burde det virke helt absurd at erstatte James Stewart med en luddoven teenager, der frem for et brækket ben har påført sig en hårdfør omgang stuearrest. Takket være den som altid veloplagte og charmerende Shia Labeouf, som senest i ”Transformers” gav bevis på sit store talent, er det dog et alt andet end kikset såvel som kedeligt bekendtskab vi stifter med den ultra-teenagede teenager, Kyle, der må slå tiden ihjel ved at udspionere sit nabolag. Tonen er vedvarende mild og frisk i Shias nærvær, og selvom medaktørerne bestemt også er til at have at gøre med, er det ham der atter hæver skuespillerstandarten for en letsindig ungdomsfilm.
Desværre er ”Disturbia” knap så fin i kanterne når troværdigheden kommer på tale. Manuskriptet er sjældent særlig imponerende når det ene lag kvajeblæk nærmest skygger for det andet og omtanken bag filmens figurer og deres handlingsmotiver med al sandsynlighed kunne være blevet til i en af filmholdets resterende kaffepauser. Særligt Kyle bliver hurtigt en noget rodet karakter, når han i det ene øjeblik sørger over sit faderafsavn og i det andet beskuer den nyindflyttede nabopiges let påklædte kropskurver fra sit vindue. Toneskift som disse gør, at ”Disturbia” ofte synes halvhjertet i sit forsøg på at grine, gyse og græde, når den vil have sine to fødder plantet i tre vidt forskellige lejre.
Når David Morse kommer i spil og blæsten så småt bliver køligere i forstaden træder ”Disturbia” dog betydeligt mere i karakter. Selvom instruktøren D.J. Caruso langt fra besidder Hitchcock raffinement og elegance er det bestemt ikke uden virkning vi i flere omgange gennem hjemmevideolinse og kikkertsigte får sat spot på den besynderlig nabos alarmerende adfærd og spændingen forøger sin dominans. Ganske vist er Caruso - specielt i slutfasen - ikke synderlig interesseret i at genudføre Hitchcocks konsekvens bestående af en enkel sceneopsætning, men når han endelig lader rødderne slippe sker det til et klimaks af et af de mest nervepirrende set længe.
I lange perioder ad gangen balancerer ”Disturbia” hårfint på vippekanten til at jokke i klichéernes grøft, hvilket bestemt er en sørgelig bekræftelse af, at spændingsfilmens inspirationskilde så småt er ved at svinde ind. Ikke at D.J. Caruso på nogen måde har malet skampletter ud over Hollywoods i forvejen plettede cv ved at genfilmatisere Hitchcock. Ikke at han fejler balancegangen. Mit personlige ønske må blot være, at denne semi-genindspilning foreløbig forbliver et enkelttilfælde, for det kan umulig være andre end de absolut færreste, der evner gøre ”Disturbia” kunsten efter uden lige akkurat at jokke ved siden af.
06/08-2007
