Hår i munden

Det var grundet skoleundervisning jeg i Hanssted Skoles videokælder blev tvangsindlagt til gennem godt to timer at lægge hørelse og syn til Milos Formans hippie-klassiker, ”Hair”. Havde det ikke været for min lærers skyld, var jeg med garanti aldrig påbegyndt denne anmeldelse. Så var jeg, og formentlig resten af min klasse, nemlig - ophidsede og hovedrystende - flygtet fra denne møgfilm i tide.

Meget er der ikke galt, før man med en spændetrøje, et par klemmer, en tube øjendråber og en ”Hair"-dvd til rådighed kan genskabe Anthony Burgess’ og Stanley Kubricks mareridtsvision om filmstrimler som den ultimative afvænningskur. Musical-traumerne er med andre ord garanterede når filmens skuespillerflok først får åbnet sangmusklerne og udråber sin mentalitet om ”Peace, love and harmony” til ørerne hænger i laser.

Flere af de musikalske indslag trækker i så uudholdelige langdrag at man flere gange skeler til, om den senere Oscar-triumferende tjekke, Milos Forman, åd sig halvt ihjel i hashkager og svampe dengang i sluthalvfjerdserne. Al form for instruktion og situationsfornemmelse er i hvert fald hengivet til højt hår og flade følelser, lydbarometeret synes tæt på at kollapse af overophedning og overblikket har for længst sagt fra.

At opleve "Hair" er en nogenlunde ligeså irriterende oplevelse som at gumle på en håndfuld meterlange hippie-hår gennem 120 pinefulde minutter. Smag er der intet af, og følelsen er blot væmmelig.