Følelsen af at føle
4.0
Med et begrænset budget funderer Kurt Wimmer sin film ”Cubic” på et relativt tyndt grundlag: Han tager udgangspunkt i den simple vrangforestilling, at mennesker efter en tredje verdenskrig, påbegynder et solidt tvangsmisbrug, i form af medicin, der med betragtelig effektivitet destruerer den mindste dybfølte, hjertefulde fornemmelse, mennesket har for vane at producere. Samtlige af vores følelser fortabes i intetheden, mens verden, trods den undgår frustrerende krigsscenarier og andre følelsesbetonede voldshandlinger, mere og mere ligner et mekanisk helvedessamfund. Midt i den omfattende, diktatoriske følelseskrise grundlægges en oprørsbevægelse dog, og da de endelig danner positivt ladet kemi mellem dem selv og en overset følelsesforseer (Christian Bale) indefra selve samfundets kerne bag de velbeskyttede betonmure, intensiveres modstriden mellem de autoritetsbegærlige magthavere og de renhjertede følelsessyndere.
Historien i ”Cubic” er i sig selv temmelig uoriginal, selvom den på sin vis er udmærket funderet i handlingskonceptet og idéen, om menneskets manglende evne til at føle. Det er nu heller ikke i de handlingsmæssige finesser, filmen finder sine sande kvaliteter; det er derimod i de ”Matrix”-grundlagte, kung-fu-inspirerede nærkampe, der facetteres er visuel bravur og smukt afvekslende lydkvaliteter. For selvom ”Cubic” som nævnt ikke kan prale af sit noget begrænsede budget, kan det kun mærkes i enkelte horisontbilleder, der synes lidt for IT-konstrueret. Men i kampens mærkbare hede kan den visuelle intensitet, kun føjes til plussiden, da den i sine konsekvente, blålige fremtidscollager leverer den iøjnefaldende effekt, der gør hårdt pulserende slåskampsscenarier til strålende fornøjelser.
Når hovedpersonen Preston samtidigt, fortolkes brillant af stjernedygtige Christian Bale, kan det næppe blive meget sejere og ”Cubic” er af den grund utvivlsomt en positiv overraskelse, der, trods sine konventionelle ensemblefejlskridt, formår at imponere og forbløffe, i de knap to timer, den står på. Der er dømt pil op til Kurt Wimmers overraskende fornøjelse af en underholdningsbombe.
Historien i ”Cubic” er i sig selv temmelig uoriginal, selvom den på sin vis er udmærket funderet i handlingskonceptet og idéen, om menneskets manglende evne til at føle. Det er nu heller ikke i de handlingsmæssige finesser, filmen finder sine sande kvaliteter; det er derimod i de ”Matrix”-grundlagte, kung-fu-inspirerede nærkampe, der facetteres er visuel bravur og smukt afvekslende lydkvaliteter. For selvom ”Cubic” som nævnt ikke kan prale af sit noget begrænsede budget, kan det kun mærkes i enkelte horisontbilleder, der synes lidt for IT-konstrueret. Men i kampens mærkbare hede kan den visuelle intensitet, kun føjes til plussiden, da den i sine konsekvente, blålige fremtidscollager leverer den iøjnefaldende effekt, der gør hårdt pulserende slåskampsscenarier til strålende fornøjelser.
Når hovedpersonen Preston samtidigt, fortolkes brillant af stjernedygtige Christian Bale, kan det næppe blive meget sejere og ”Cubic” er af den grund utvivlsomt en positiv overraskelse, der, trods sine konventionelle ensemblefejlskridt, formår at imponere og forbløffe, i de knap to timer, den står på. Der er dømt pil op til Kurt Wimmers overraskende fornøjelse af en underholdningsbombe.
07/08-2007
