Traumatiske barndomsgengivelser
3.0
David Cronenbergs ”Spider” er først og fremmest et regulært indblik, i den sindslidende persons smuldrede sjæl. Et ekstremt close-up af de utællelige traumer et demoraliseret individ rumsterer med. Hvordan denne genoplever de øjeblikke, der ret beset har destrueret hans tilværelses glæde og fremdrift. Hvordan man kan miste sit liv til traumatiske barndomsoplevelser og sidde fast i opdragelsens miserable ulykker. Eller hvordan ens liv gennem en række forfærdelige hændelser uden videre kan tabes på gulvet og elimineres ved et højlydt brag.
Cronenberg tager ene og alene udgangspunkt i menneskets mørkeste afkrog, blænder op for en psykologisk spændende vinkel og demonstrerer en følelsesladet indsigtsmæssig virtuositet, der mildest talt bør bifaldes ved tilskuerens fulde indlevelse.
Dog har "A History of Violence"-instruktøren sine vanskeligheder ved at udvikle historien fra det psykologiske pragtperspektiv, han tager afsæt i. For historien intensiveres aldrig for alvor og ligner til tider mere en faglitterær ”brillebog” om psykologisk handicap, end en egentlig spillefilm, der også besidder spændingsmæssige højdepunkter og dramaturgiske fremskridt. For nok er Cronenbergs vinkel til den sindslidende eksistens’ tomrum bragende dygtigt og vanvittigt potentialesitrende, men da det centreres i den grad, som det gør i ”Spider”, er der pludselig ikke mange andre tangenter at spille på. Synd og skam, tænker man, for filmen er til tider så gribende, at der ikke skulle tilføres mange flere facetter for at bringe den op omkring det mesterlige psykologidrama.
”Spider” er uafviseligt en film, jeg rigtigt gerne vil holde af, men fra en bare lidt objektiv brille, kan filmen ikke undsige sig fra at have sine fundamentale mangler. Der mangler simpelthen den fornødne fremdrift i det psykologiske indblik, der i filmen udvikler sig mere og mere ensformigt og forudsigeligt. Cronenbergs skildring bliver dog aldrig direkte kedelig, da alene det psykologiske perspektiv, den beriger sig med som udgangspunkt, er så interessant og vedkommende, at det kan holde en hel film ud – men heller ikke meget længere.
Cronenberg tager ene og alene udgangspunkt i menneskets mørkeste afkrog, blænder op for en psykologisk spændende vinkel og demonstrerer en følelsesladet indsigtsmæssig virtuositet, der mildest talt bør bifaldes ved tilskuerens fulde indlevelse.
Dog har "A History of Violence"-instruktøren sine vanskeligheder ved at udvikle historien fra det psykologiske pragtperspektiv, han tager afsæt i. For historien intensiveres aldrig for alvor og ligner til tider mere en faglitterær ”brillebog” om psykologisk handicap, end en egentlig spillefilm, der også besidder spændingsmæssige højdepunkter og dramaturgiske fremskridt. For nok er Cronenbergs vinkel til den sindslidende eksistens’ tomrum bragende dygtigt og vanvittigt potentialesitrende, men da det centreres i den grad, som det gør i ”Spider”, er der pludselig ikke mange andre tangenter at spille på. Synd og skam, tænker man, for filmen er til tider så gribende, at der ikke skulle tilføres mange flere facetter for at bringe den op omkring det mesterlige psykologidrama.
”Spider” er uafviseligt en film, jeg rigtigt gerne vil holde af, men fra en bare lidt objektiv brille, kan filmen ikke undsige sig fra at have sine fundamentale mangler. Der mangler simpelthen den fornødne fremdrift i det psykologiske indblik, der i filmen udvikler sig mere og mere ensformigt og forudsigeligt. Cronenbergs skildring bliver dog aldrig direkte kedelig, da alene det psykologiske perspektiv, den beriger sig med som udgangspunkt, er så interessant og vedkommende, at det kan holde en hel film ud – men heller ikke meget længere.
08/08-2007
