Ateistisk dødsmesse
3.0
Eftersom jeg aldrig har set en film af Ingmar Bergman, hørte jeg af gode grunde ikke til den del af filmentusiaster verden over hvis følelser styrtede i grus da mandens død for nyligt blev annonceret. Naturligvis har jeg, som de fleste med film som hovedinteresse, gennem al slags filmlæsestof dyrket et beskedent kendskab til flere af hans film som ”Ved vejs ende”, ”Persona”, ”Fanny og Alexander” og ikke mindst ”Det syvende segl” og tænkte at sidstnævnte (der hører til Bergmans måske mest ikoniske bedrift) ville være et åbenlyst sted at starte.
Ridderen Antonius har nået fastlandet efter at have været i krig og kravler træt og såret op på en ukendt strandbred. Bag ham ses en sortklædt mand. Ikke længe går der, før Antonius indser, at denne herre er selveste døden i fysisk figur, og de to har indledt en samtale om hvorledes Antonius kan undvige dødens hånd. Valget falder på et spil skak.
Efter denne skarpe og underligt smukke indledningssekvens er tonen efter få minutter slået an, og soleklart står det, at det er de brede, essentielle temaer som Bergman og ”Det syvende segl” med et tungt ambitionsniveau forsøger at begribe.
Selvfølgelig skal der ikke lyde ét ondt ord om at benytte livets evigtgyldige spørgsmål som filmfundament, og hensigten med ”Det syvende segl” er på den front af meget høj standart. Ofte er de store universelle fagter dog - som det også er tilfældet her - lidt af en blyklods om benet for de ambitionsrige film. Ofte bliver ambitionerne ufrivilligt omdannet til fremmedgørelse. Nogenlunde ligesom Darren Aronofsky’s ”The Fountain” bliver Bergmans møde mellem livet og døden, mennesket og dødsenglen, den frittænkende og den troende, et for metaforisk, for symbolsk og for teatralsk pseudoudspil til at glide ned i et vedkommende helhedsbillede.
Derudover fungerer de følelsesmæssige stadier i ”Det syvende segl” aldrig helt som de bør. De svensktalende skuespillere virker aldrig rigtig overbevisende og netop som dem bliver ingen af filmens problemstillinger nogensinde håndgribelige. Man behøver ikke nødvendigvis manden med leen, højtråben om gud og djævlen og en handlingskulisse fra fortiden at sætte livet og dens uforståeligheder i perspektiv. Adskillige film af sælsomme og langt mere raffinerede størrelser har gjort dette med større udbytte. Og derfor må jeg foreløbig udskyde min begejstring for filmfænomenet Ingmar Bergman.
Ridderen Antonius har nået fastlandet efter at have været i krig og kravler træt og såret op på en ukendt strandbred. Bag ham ses en sortklædt mand. Ikke længe går der, før Antonius indser, at denne herre er selveste døden i fysisk figur, og de to har indledt en samtale om hvorledes Antonius kan undvige dødens hånd. Valget falder på et spil skak.
Efter denne skarpe og underligt smukke indledningssekvens er tonen efter få minutter slået an, og soleklart står det, at det er de brede, essentielle temaer som Bergman og ”Det syvende segl” med et tungt ambitionsniveau forsøger at begribe.
Selvfølgelig skal der ikke lyde ét ondt ord om at benytte livets evigtgyldige spørgsmål som filmfundament, og hensigten med ”Det syvende segl” er på den front af meget høj standart. Ofte er de store universelle fagter dog - som det også er tilfældet her - lidt af en blyklods om benet for de ambitionsrige film. Ofte bliver ambitionerne ufrivilligt omdannet til fremmedgørelse. Nogenlunde ligesom Darren Aronofsky’s ”The Fountain” bliver Bergmans møde mellem livet og døden, mennesket og dødsenglen, den frittænkende og den troende, et for metaforisk, for symbolsk og for teatralsk pseudoudspil til at glide ned i et vedkommende helhedsbillede.
Derudover fungerer de følelsesmæssige stadier i ”Det syvende segl” aldrig helt som de bør. De svensktalende skuespillere virker aldrig rigtig overbevisende og netop som dem bliver ingen af filmens problemstillinger nogensinde håndgribelige. Man behøver ikke nødvendigvis manden med leen, højtråben om gud og djævlen og en handlingskulisse fra fortiden at sætte livet og dens uforståeligheder i perspektiv. Adskillige film af sælsomme og langt mere raffinerede størrelser har gjort dette med større udbytte. Og derfor må jeg foreløbig udskyde min begejstring for filmfænomenet Ingmar Bergman.
08/08-2007
