Universets ukrudt
4.0
Om jeg kan forstå det entydige kritiske standpunkt, der i filmverdenen er blevet funderet overfor stakkels David Fincher og hans ellers meget seværdige ”Alien 3”. Allerede i et nervepirrende lydeffektsorgie af unaturlig åndedrætsnød, halvkvalte skrig og revnende glas, afviser Finchers tredje ”Alien”-film hoveddelen af den fejlskudte kritik. En kritik, der som monsterjagten intensiveres og hemmelighederne afsløres, synes mere og mere ude af proportioner. For ”Alien 3” er og bliver - undskyld ordvalget - en skide god film!
Ripley har efter at have flygtet med sit overlevende, militaristiske nærkampslæng, der heltemodigt fandt styrken til at udradere de utællelige rumvæsener i forgængeren, ”Aliens”, måtte sande at midt i deres hæsblæsende flugtforsøg, er de af ubetryggende årsager styrtet ned i et konservativt, uteknologisk og noget uortodokst fængsel, hvor mandlige livstidsforbrydere, såvel som småkriminelle har hengivet deres livskvalitet og –drømme til religionens mysterier. Ved oplysning fra denne uroyale kriminalitetsforsamling, finder Ripley til hendes store bedrøvelse hurtigt ud af, at hun uomtvisteligt var den eneste overlevende på det destruerede rumfartøj. Eller var hun?
Med denne vanlige rumvæsensformel ligger David Fincher dagsordenen på bordet. En dagsorden, der skal vise sig langt mere potentialesitrende og nervepirrende end antaget, da der lægges et vist spændingstryk på enhver minutiøs kameradrejning. Spændingen er mildest talt altid om bord, selvom man som tilskuer naturligvis konstant har en relativt kvalificeret idé om, hvem det næste offer skal være og hvordan massakrens udfald vil tage sig ud. Men det er nu heller ikke i uforudsigelighedens mystiknavn, Fincher lægger spændingsvægten på. Det er langt mere den spænding vi kender fra Ridley Scotts uforlignelige mesterværk, ”Alien”, hvor der, i modsætning til Camerons actionbetonede slagtekapløb, i finessernes tegn opbygges en uigennemtrængelig, lurende nervepirringsfæstning af kriblende uhygge og uæstetisk klaustrofobi.
Helt på samme fænomenale top-niveau som Scotts ”Alien” forekommer Finchers tredje installation mildest talt aldrig. Den bevidste desorientering bliver til tider umedgørlig og regulært distraherende, i sin grådige jagt efter stakatoklip og overeffektfulde, spændingsforstærkende vinklinger. Dog kommer den gennemgående mangel på ganske normal orientering filmen til gode i det vanvittigt nervepirrende kældergangsgys i klimakset, hvor ukonventionelle klaustrofobiske virkemidler sætter trumf på i kampen mod spændingsbarometeret. Klaustrofobifornemmelserne er i hvert fald stensikkert og overlegent formidlet med et snurretopsbevægeligt kamera, der fra monsterets perspektiv flyver rundt fra gulv til loft, mens det i uset topfart forsøger at indhente de flygtende stakler, det jager.
”Alien 3” er hverken så spændende som 1’eren eller så underholdende som 2’eren, men den er samlet set en meget værdig efterfølger for dem begge. For nok tager den sine store fejlskridt, nok er den almene spændingsopbygning set bedre og nok er filmen gennemgående bundforvirrende i spændingssekvenserne, men den er fra et overordnet synspunkt en ekstremt seværdig fornøjelse facetteret med køligt skuespil, lækker cinematografi og et hæsblæsende klimaks. Ordet ”undervurderet” har sjældent været mere berettiget.
Ripley har efter at have flygtet med sit overlevende, militaristiske nærkampslæng, der heltemodigt fandt styrken til at udradere de utællelige rumvæsener i forgængeren, ”Aliens”, måtte sande at midt i deres hæsblæsende flugtforsøg, er de af ubetryggende årsager styrtet ned i et konservativt, uteknologisk og noget uortodokst fængsel, hvor mandlige livstidsforbrydere, såvel som småkriminelle har hengivet deres livskvalitet og –drømme til religionens mysterier. Ved oplysning fra denne uroyale kriminalitetsforsamling, finder Ripley til hendes store bedrøvelse hurtigt ud af, at hun uomtvisteligt var den eneste overlevende på det destruerede rumfartøj. Eller var hun?
Med denne vanlige rumvæsensformel ligger David Fincher dagsordenen på bordet. En dagsorden, der skal vise sig langt mere potentialesitrende og nervepirrende end antaget, da der lægges et vist spændingstryk på enhver minutiøs kameradrejning. Spændingen er mildest talt altid om bord, selvom man som tilskuer naturligvis konstant har en relativt kvalificeret idé om, hvem det næste offer skal være og hvordan massakrens udfald vil tage sig ud. Men det er nu heller ikke i uforudsigelighedens mystiknavn, Fincher lægger spændingsvægten på. Det er langt mere den spænding vi kender fra Ridley Scotts uforlignelige mesterværk, ”Alien”, hvor der, i modsætning til Camerons actionbetonede slagtekapløb, i finessernes tegn opbygges en uigennemtrængelig, lurende nervepirringsfæstning af kriblende uhygge og uæstetisk klaustrofobi.
Helt på samme fænomenale top-niveau som Scotts ”Alien” forekommer Finchers tredje installation mildest talt aldrig. Den bevidste desorientering bliver til tider umedgørlig og regulært distraherende, i sin grådige jagt efter stakatoklip og overeffektfulde, spændingsforstærkende vinklinger. Dog kommer den gennemgående mangel på ganske normal orientering filmen til gode i det vanvittigt nervepirrende kældergangsgys i klimakset, hvor ukonventionelle klaustrofobiske virkemidler sætter trumf på i kampen mod spændingsbarometeret. Klaustrofobifornemmelserne er i hvert fald stensikkert og overlegent formidlet med et snurretopsbevægeligt kamera, der fra monsterets perspektiv flyver rundt fra gulv til loft, mens det i uset topfart forsøger at indhente de flygtende stakler, det jager.
”Alien 3” er hverken så spændende som 1’eren eller så underholdende som 2’eren, men den er samlet set en meget værdig efterfølger for dem begge. For nok tager den sine store fejlskridt, nok er den almene spændingsopbygning set bedre og nok er filmen gennemgående bundforvirrende i spændingssekvenserne, men den er fra et overordnet synspunkt en ekstremt seværdig fornøjelse facetteret med køligt skuespil, lækker cinematografi og et hæsblæsende klimaks. Ordet ”undervurderet” har sjældent været mere berettiget.
09/08-2007
