Hvad Lurer-Anders ikke så...
4.0
Pr. automatik opfattes en teenage-opdatering af en Hitchcocksklassiker næsten som ren blasfemi i de fleste filmkredse, og jeg havde dog også mine tvivl om denne film. Men for det første er Carusos Disturbia ikke i nærheden af et direkte remake og for det andet, så fungerer filmen glimrende på de fleste niveuaer.
Disturbia balancerer imellem at være en rimelig afdæmpet teenagekomedie og en pulsforhøjende fuldblodsthriller. Og mikset virker fint langt hen af vejen. Komikken står stærkest i filmens første introducerende halvdel, mens spændingen langsomt stiger igennem filmen, hvor sidste 1/3 nærmer sig et spændingsniveau på højde med en god slasherfilm. Man kan sagtens kritiserer fillmen for især første halvdel, som taler lidt ned til de folk, som kender Rear window i forvejen. Men det bliver aldrig "American-Pie-plat" og overdrevet, og underholdningen holder vand.
Disturbia er dog klart stærkest i anden halvdel. Selvom LaBeoufs Kyle er en lettere forvirret ung mand, bliver man revet med af hans nysgerrighed, dedikation og frygt. Caruso formår at opbygge en virkelig fed og nervepirrende spænding, som man ikke helt troede mulig efter filmens første halvdel. Jeg var ikke den eneste, som sad på kanten af mit biografsæde den sidste halve time i hvert fald...
Filmens kvalitetskurve stiger i anden halvdel ikke kun pga. selve manuskriptet, men også fordi at David Morse, som filmens bad guy, får mere og mere skærmtid. Han underspiller perfekt som den blide imødekommende nabo, som bag sit rare ydre oser af foruroligende vrede og had. Han er måske lidt karikeret, men det virker.
Filmen forbliver dog god underholdning af den letfordøjelige slags, og primært pga. af sit lidt for store bevidsthed om sit teenagepublikum, vil den nok hurtigt gå i glemmebogen. Den leverer dog en af årets mest nervepirrende finaler - måske sammen med Vacancy - hvor der også sendes en lille hilsen til Silence of the lambs. Hitchcock skal ikke følge sig truet lige foreløbig, men mindre kan også gøre det.
Disturbia balancerer imellem at være en rimelig afdæmpet teenagekomedie og en pulsforhøjende fuldblodsthriller. Og mikset virker fint langt hen af vejen. Komikken står stærkest i filmens første introducerende halvdel, mens spændingen langsomt stiger igennem filmen, hvor sidste 1/3 nærmer sig et spændingsniveau på højde med en god slasherfilm. Man kan sagtens kritiserer fillmen for især første halvdel, som taler lidt ned til de folk, som kender Rear window i forvejen. Men det bliver aldrig "American-Pie-plat" og overdrevet, og underholdningen holder vand.
Disturbia er dog klart stærkest i anden halvdel. Selvom LaBeoufs Kyle er en lettere forvirret ung mand, bliver man revet med af hans nysgerrighed, dedikation og frygt. Caruso formår at opbygge en virkelig fed og nervepirrende spænding, som man ikke helt troede mulig efter filmens første halvdel. Jeg var ikke den eneste, som sad på kanten af mit biografsæde den sidste halve time i hvert fald...
Filmens kvalitetskurve stiger i anden halvdel ikke kun pga. selve manuskriptet, men også fordi at David Morse, som filmens bad guy, får mere og mere skærmtid. Han underspiller perfekt som den blide imødekommende nabo, som bag sit rare ydre oser af foruroligende vrede og had. Han er måske lidt karikeret, men det virker.
Filmen forbliver dog god underholdning af den letfordøjelige slags, og primært pga. af sit lidt for store bevidsthed om sit teenagepublikum, vil den nok hurtigt gå i glemmebogen. Den leverer dog en af årets mest nervepirrende finaler - måske sammen med Vacancy - hvor der også sendes en lille hilsen til Silence of the lambs. Hitchcock skal ikke følge sig truet lige foreløbig, men mindre kan også gøre det.
09/08-2007
