Livet i et flugtforsøg
5.0
Alene det at lave en 2½-times fængsels- og flugtfilm uden et eneste kedeligt moment må siges at være lidt af en bedrift. Franklin J. Schaffners (”Planet of the Apes”) brillante ”Papillon” fra 1973 mestrer i hvert fald den flerlagede underholdning, endda uden at skele betragteligt til den almene underholdnings ABC. Filmen præsenterer os nemlig for en nyskabende "filmmorskab", der i fyldige perioder opbygges af psykologisk stilfærdighed og regulær dramatik. Man undrer sig - som tilskuer - ofte under forestillingen, hvorfor man gang på gang tager sig selv i med åben mund og opildnede øjne at være, i en nærmest uset grad, ”indgraveret” i forestillingen, der på facaden mest af alt ligner en triviel fængselsfilm. Men kedelig er - om noget - det sidste ”Papillon” er.
Et andet godt argument, hvorfor ”Papillon” er så knaldspændende og konstant sprudlende, kunne være det overdådige samspil mellem de to garvede drenge, Dustin Hoffman og Steve McQueen, der i en eksklusiv række sekvenser formidler en perfekt skrevet, intenst psykologisk 1 mod 1-dialog. Og når et par skuespillere af McQueen og Hoffmans uovertrufne kaliber nærmest for serveret den potentielle pragtpræstation på et skinnende sølvfad, kan der ikke herske megen tvivl om samspillets udfald.
Dog ses den stærkeste skuespilsmæssige triumf i filmen i Steve McQueens karakteristiske skikkelse, da han med uhyggelig præcision skildrer en mand i isolation på randen af den kroniske sindssyge. Med vanvittige hvide ansigtsfarver, stammende stemmeføring og monoton haltegang, bidrager ”Papillons” nok mest centrerede skuespiller til en af filmens bedste sekvensrækker, midt i isolationens komplette mørklægning og bestialske nådesløshed.
Efter klam klaustrofobi og insektbefængte isolationsceller overføres handlingen til yndig og storslået naturisme i et ekstraordinært flugtforsøg, udført af de viljestærke straffefanger. I en tilsyneladende relativt desperationsløs og velovervejet ”alt eller intet”-handling tilbagelægger de fængslets ellers uigennemtrængelige betonmure og påtager sig den diskutable ære, at forsøge at flygte fra et beredt og ekstremt voldsbegærligt forfølgelseshold. Her demonstrerer ”Papillon” bemærkelsesværdig alsidighed i det pludselige, drastiske kulisse- og temposkifte, hvor afdæmpet, psykologisk nedstigning til helvede afløses af et iøjnefaldende forfølgelsesløb, til lyden af pompøs og eventyrligt smuk filmmusik. En anden og meget kvalificeret grund til at filmen aldrig taber gnisten gennem 2½-times er nemlig disse drastiske handlingsskifte og filmens forrygende alsidighed, der pludselig forekommer når tonen med ét skifter bane i et 180-graders hårnålesving. Foruden toneskift ville filmen nok ikke have indtaget den berettigede, men beskedne periferiplads, den har beriget sig med i filmhistoriens fineste legendeselskab.
”Papillon” skriger og råber efter den topkarakter, den kun er en enkelt tomme fra at erhverve sig, men selvom det er svært at påpege hvad, manglede der i mine øjne det sidste altafgørende, mesterlige strejf, der måske havde flyttet filmen helt ind blandt de uforlignelige mastodonter i den filmiske historie. Dertil er der utvivlsomt et stykke vej for ”Papillon”, selvom den er fremragende på mange forskellige planer. Altoverskyggende enheder som skuespil, cinematografi, musik, handling, instruktion og hvad der ellers er filmiske centralfacetter, er udført til det der ligner perfektion og opblandet til et uforglemmeligt helhedsbillede i Schaffners renhjertede storværk. Jeg har i hvert fald aldrig vidnet en så underholdende fængsels- og flugtfilm.
Et andet godt argument, hvorfor ”Papillon” er så knaldspændende og konstant sprudlende, kunne være det overdådige samspil mellem de to garvede drenge, Dustin Hoffman og Steve McQueen, der i en eksklusiv række sekvenser formidler en perfekt skrevet, intenst psykologisk 1 mod 1-dialog. Og når et par skuespillere af McQueen og Hoffmans uovertrufne kaliber nærmest for serveret den potentielle pragtpræstation på et skinnende sølvfad, kan der ikke herske megen tvivl om samspillets udfald.
Dog ses den stærkeste skuespilsmæssige triumf i filmen i Steve McQueens karakteristiske skikkelse, da han med uhyggelig præcision skildrer en mand i isolation på randen af den kroniske sindssyge. Med vanvittige hvide ansigtsfarver, stammende stemmeføring og monoton haltegang, bidrager ”Papillons” nok mest centrerede skuespiller til en af filmens bedste sekvensrækker, midt i isolationens komplette mørklægning og bestialske nådesløshed.
Efter klam klaustrofobi og insektbefængte isolationsceller overføres handlingen til yndig og storslået naturisme i et ekstraordinært flugtforsøg, udført af de viljestærke straffefanger. I en tilsyneladende relativt desperationsløs og velovervejet ”alt eller intet”-handling tilbagelægger de fængslets ellers uigennemtrængelige betonmure og påtager sig den diskutable ære, at forsøge at flygte fra et beredt og ekstremt voldsbegærligt forfølgelseshold. Her demonstrerer ”Papillon” bemærkelsesværdig alsidighed i det pludselige, drastiske kulisse- og temposkifte, hvor afdæmpet, psykologisk nedstigning til helvede afløses af et iøjnefaldende forfølgelsesløb, til lyden af pompøs og eventyrligt smuk filmmusik. En anden og meget kvalificeret grund til at filmen aldrig taber gnisten gennem 2½-times er nemlig disse drastiske handlingsskifte og filmens forrygende alsidighed, der pludselig forekommer når tonen med ét skifter bane i et 180-graders hårnålesving. Foruden toneskift ville filmen nok ikke have indtaget den berettigede, men beskedne periferiplads, den har beriget sig med i filmhistoriens fineste legendeselskab.
”Papillon” skriger og råber efter den topkarakter, den kun er en enkelt tomme fra at erhverve sig, men selvom det er svært at påpege hvad, manglede der i mine øjne det sidste altafgørende, mesterlige strejf, der måske havde flyttet filmen helt ind blandt de uforlignelige mastodonter i den filmiske historie. Dertil er der utvivlsomt et stykke vej for ”Papillon”, selvom den er fremragende på mange forskellige planer. Altoverskyggende enheder som skuespil, cinematografi, musik, handling, instruktion og hvad der ellers er filmiske centralfacetter, er udført til det der ligner perfektion og opblandet til et uforglemmeligt helhedsbillede i Schaffners renhjertede storværk. Jeg har i hvert fald aldrig vidnet en så underholdende fængsels- og flugtfilm.
10/08-2007
