Fortidens spøgelser
6.0
”The Devil’s Backbone" er intet mindre end en filmisk skønhedsbedrift - en mesterligt gennemført spøgelseshistorie.
Allerede i filmhistoriens måske smukkeste intro nogensinde, hvor en fortæller søger efter spøgelsesforklaringer, stråler filmen som det flerlagede storværk, det er. Ligesom Guillermo Del Toros oscarvinder og kæmpesucces ”Pan’s Labyrinth”, handler filmen dog langtfra kun om postulerede spøgelseshistorier og natlig gru. Den handler mindst ligeså meget om periferien af en krig, hvor mænd udnytter deres våbenstatus til at plyndre, ødelægge og dræbe. Den handler om det isolerede samfund og dennes karakteristiske eksistenser. Den handler om mobning og sammenhold i et lille spændstigt drengemiljø. Og den handler langtfra mindst om de menneskelige reaktioner og aktioner i semi-krigens blodige hede.
Tegneserienørden Carlos på 10, er påtvunget et ophold på det indelukkede, børnehjemsagtige drengeskole, der som et resultat af krigen huser en del efterladte drenge. Det gennemsympatiske, fantasibarn Carlos tages dog regulært skidt i mod, da de andre drenge funderer en relativt uhjertelig mobningsafgrund overfor ham og han må af den grund demonstrerer sin værdighed ved hjælp af et modigt fighterhjerte og en uset viljestyrke. De andre drenge begynder taktvist at indvillige ham mere i deres personer og hemmeligheder, hvor de også afslører mordet af en forhenværende børnehjemsindbygger, Santi, der tilfældigvis var indehaver af den helt samme soveseng som Carlos. Er det mon Santi han har set på sine natlige udflugter? Er den afdøde dreng blevet omformeret til en genganger? Svaret synes klart og i takt med, at hans konfrontationer med spøgelset intensiveres, begynder andre og langt større grusomheder at ophobe sig uden for den fatale og fortidsprægede spøgelseskælder.
Det vigtigste element for ”The Devil’s Backbone” i dens sejrsgang mod det eksklusive mesterværksstadiet, er utvivlsomt den brillante alsidighed den besidder. Fra lange afsindigt uhyggelige gysersekvenser med overnaturlige helvedesskikkelser til fredfyldt kærlighedsdrama midt i lyden af klassisk strygermusik. Der er en verden til forskel mellem de to genrer, men det hindrer ingenlunde Del Toro i at iværksætte dem begge i hans fremragende genrehybrid. Og hvilken effekt, det har med de pludselige kontrastskift, hvor farverne går fra mørk til lys, mens pibens toneleje går fra lav til høj. Man kan sammenligne det pludselige, sensationelle genreomskifte med den fornemmelse, der gennemsitrer ens krop, når man først bæller en fyldig kop brandvarm kakao, hvorefter man – lige efter sidste dråbe af drikkelsen har fundet sin vej ind i systemet – igangsætter en lynspisning af en iskold omgang fryseis. Ved dette indtagelsesskifte vil der nødvendigvis løbe en kold sensation hele vejen gennem kroppen, fra top til tå. Det samme sker i ”The Devil’s Backbone”, hvor man i de mest skræmmende gysersekvenser må sande at kældergangskulden indsniger sig i ens ellers opvarmede blodåre, der ikke finder temperaturskiftet særligt behageligt. Men kontrasterne er netop i kraft af kroppens pludselige reaktioner mildt sagt eminent udført.
Dog kan kontraster ikke kreere et mesterværk på egen hånd og ”The Devil’s Backbone” har heldigvis mange flere kvalitetsmæssige trumfer i posen, hvor særligt de nuancerede personskildringer rammer plet. Del Toro leverer i hvert fald knivskarpe standpunkter i sine karakteristikker af den visualiserede ondskab. Han tager åbenlyst udgangspunkt i devisen ”ingen er født onde”, hvor han med nogle skrækkelige fortidsminder analyserer filmens skurk, der øjensynligt skulle være et produkt af fortidens ondskab. Ondskab bliver skabt, fortæller han med overbevisende beslutsomhed og dybtfølt sympati. En sympati, der brænder og hersker selv efter vores skurk har henrettet adskillige uskyldige og stadig rumsterer med gemene og seriøse attentatsforsøg, der ene og alene har en fremtid på grund af hans selvhøjtidelige egovæsen og evige forsøg på selvforfremmelse. Men filmnørden Guillermo Del Toro bukker altså ikke under for fristelsen og vedligeholder hans sympati overfor den iskolde, morderiske voldskikkelse, og det skal han have cadeau for.
Det ville være nær det blasfemiske kun at rode rundt i smukke personkarakteristikker, renhjertet symbolik og ukonventionelle budskaber i en anmeldelse af en Del Toro-film. Endda en Del Toro-film, der visuelt næsten overgår den seks år yngre ”Pan’s Labyrinth” og en film, der blandt andet i kraft af sin elegiske lydside, besidder så mange filmiske vidunderkvaliteter, at det næsten ikke er til at overskue. For selvom Grand Teatret gjorde alt hvad der stod i dens magt for at spolere det lyriske billeddigt med grumsede cigarpletter og grønne, lodrette striber på det skuffende lærred, er der trods uprofessionelle, teknologiske tilbageskridt ingen vej uden om den totale hengivelse til den overskønne sammensmeltning af afvekslende musik og ekskvisitte billeder. Ligesom som i Del Toros største populistiske succes (”Pans Labyrinth”) evner han at understrege hans kontrastovergange med afveksling i billede- og lydnuancerne, hvor han, uden at dale i nogen form for kvalitet, overfører facetterne på mest eksemplarisk vis. Den kuglerunde filmnørd har i hvert fald præsteret at gøre billedlige, såvel som musikalske kvaliteter til hans altoverskyggende speciale, hvilket ”The Devil’s Backbone understreger med fed og uigennemtrængelig skønskrift.
Jeg skal ikke kunne sige om ”The Devil’s Backbone” har fortjent det fulde hus og topkarakterens mesterværksanerkendelse. Filmen mangler i virkeligheden – fra et objektivt perpektiv - vel nok de sidste afgørende facetter og finesser til at figurere i den altoverskyggende mesterklasse. Men hvem siger, at man skal følge den almene filmanmeldelsesguide og nedskrue ens virkelige begejstring til fordel for en triviel skabelonsanerkendelse? Nej tak, når glæden ved en film er så stor, så fuldendt som min er overfor Del Toros spøgelsesfilm, er man i sin ret til at barrikadere ens begejstring for uvedkommende korrekser og anden ABC-lære. Derfor skal intet forhindre mig i at tildele en af årtusindeskiftets regulært bedste film med en, i mine øjne, velfortjent topkarakter. For Guillermo Del Toros ”The Devil’s Backbone” er så sandelig noget af en lyrisk, smuk, følelsesladet, politisk og filmisk eminent storbedrift.
Allerede i filmhistoriens måske smukkeste intro nogensinde, hvor en fortæller søger efter spøgelsesforklaringer, stråler filmen som det flerlagede storværk, det er. Ligesom Guillermo Del Toros oscarvinder og kæmpesucces ”Pan’s Labyrinth”, handler filmen dog langtfra kun om postulerede spøgelseshistorier og natlig gru. Den handler mindst ligeså meget om periferien af en krig, hvor mænd udnytter deres våbenstatus til at plyndre, ødelægge og dræbe. Den handler om det isolerede samfund og dennes karakteristiske eksistenser. Den handler om mobning og sammenhold i et lille spændstigt drengemiljø. Og den handler langtfra mindst om de menneskelige reaktioner og aktioner i semi-krigens blodige hede.
Tegneserienørden Carlos på 10, er påtvunget et ophold på det indelukkede, børnehjemsagtige drengeskole, der som et resultat af krigen huser en del efterladte drenge. Det gennemsympatiske, fantasibarn Carlos tages dog regulært skidt i mod, da de andre drenge funderer en relativt uhjertelig mobningsafgrund overfor ham og han må af den grund demonstrerer sin værdighed ved hjælp af et modigt fighterhjerte og en uset viljestyrke. De andre drenge begynder taktvist at indvillige ham mere i deres personer og hemmeligheder, hvor de også afslører mordet af en forhenværende børnehjemsindbygger, Santi, der tilfældigvis var indehaver af den helt samme soveseng som Carlos. Er det mon Santi han har set på sine natlige udflugter? Er den afdøde dreng blevet omformeret til en genganger? Svaret synes klart og i takt med, at hans konfrontationer med spøgelset intensiveres, begynder andre og langt større grusomheder at ophobe sig uden for den fatale og fortidsprægede spøgelseskælder.
Det vigtigste element for ”The Devil’s Backbone” i dens sejrsgang mod det eksklusive mesterværksstadiet, er utvivlsomt den brillante alsidighed den besidder. Fra lange afsindigt uhyggelige gysersekvenser med overnaturlige helvedesskikkelser til fredfyldt kærlighedsdrama midt i lyden af klassisk strygermusik. Der er en verden til forskel mellem de to genrer, men det hindrer ingenlunde Del Toro i at iværksætte dem begge i hans fremragende genrehybrid. Og hvilken effekt, det har med de pludselige kontrastskift, hvor farverne går fra mørk til lys, mens pibens toneleje går fra lav til høj. Man kan sammenligne det pludselige, sensationelle genreomskifte med den fornemmelse, der gennemsitrer ens krop, når man først bæller en fyldig kop brandvarm kakao, hvorefter man – lige efter sidste dråbe af drikkelsen har fundet sin vej ind i systemet – igangsætter en lynspisning af en iskold omgang fryseis. Ved dette indtagelsesskifte vil der nødvendigvis løbe en kold sensation hele vejen gennem kroppen, fra top til tå. Det samme sker i ”The Devil’s Backbone”, hvor man i de mest skræmmende gysersekvenser må sande at kældergangskulden indsniger sig i ens ellers opvarmede blodåre, der ikke finder temperaturskiftet særligt behageligt. Men kontrasterne er netop i kraft af kroppens pludselige reaktioner mildt sagt eminent udført.
Dog kan kontraster ikke kreere et mesterværk på egen hånd og ”The Devil’s Backbone” har heldigvis mange flere kvalitetsmæssige trumfer i posen, hvor særligt de nuancerede personskildringer rammer plet. Del Toro leverer i hvert fald knivskarpe standpunkter i sine karakteristikker af den visualiserede ondskab. Han tager åbenlyst udgangspunkt i devisen ”ingen er født onde”, hvor han med nogle skrækkelige fortidsminder analyserer filmens skurk, der øjensynligt skulle være et produkt af fortidens ondskab. Ondskab bliver skabt, fortæller han med overbevisende beslutsomhed og dybtfølt sympati. En sympati, der brænder og hersker selv efter vores skurk har henrettet adskillige uskyldige og stadig rumsterer med gemene og seriøse attentatsforsøg, der ene og alene har en fremtid på grund af hans selvhøjtidelige egovæsen og evige forsøg på selvforfremmelse. Men filmnørden Guillermo Del Toro bukker altså ikke under for fristelsen og vedligeholder hans sympati overfor den iskolde, morderiske voldskikkelse, og det skal han have cadeau for.
Det ville være nær det blasfemiske kun at rode rundt i smukke personkarakteristikker, renhjertet symbolik og ukonventionelle budskaber i en anmeldelse af en Del Toro-film. Endda en Del Toro-film, der visuelt næsten overgår den seks år yngre ”Pan’s Labyrinth” og en film, der blandt andet i kraft af sin elegiske lydside, besidder så mange filmiske vidunderkvaliteter, at det næsten ikke er til at overskue. For selvom Grand Teatret gjorde alt hvad der stod i dens magt for at spolere det lyriske billeddigt med grumsede cigarpletter og grønne, lodrette striber på det skuffende lærred, er der trods uprofessionelle, teknologiske tilbageskridt ingen vej uden om den totale hengivelse til den overskønne sammensmeltning af afvekslende musik og ekskvisitte billeder. Ligesom som i Del Toros største populistiske succes (”Pans Labyrinth”) evner han at understrege hans kontrastovergange med afveksling i billede- og lydnuancerne, hvor han, uden at dale i nogen form for kvalitet, overfører facetterne på mest eksemplarisk vis. Den kuglerunde filmnørd har i hvert fald præsteret at gøre billedlige, såvel som musikalske kvaliteter til hans altoverskyggende speciale, hvilket ”The Devil’s Backbone understreger med fed og uigennemtrængelig skønskrift.
Jeg skal ikke kunne sige om ”The Devil’s Backbone” har fortjent det fulde hus og topkarakterens mesterværksanerkendelse. Filmen mangler i virkeligheden – fra et objektivt perpektiv - vel nok de sidste afgørende facetter og finesser til at figurere i den altoverskyggende mesterklasse. Men hvem siger, at man skal følge den almene filmanmeldelsesguide og nedskrue ens virkelige begejstring til fordel for en triviel skabelonsanerkendelse? Nej tak, når glæden ved en film er så stor, så fuldendt som min er overfor Del Toros spøgelsesfilm, er man i sin ret til at barrikadere ens begejstring for uvedkommende korrekser og anden ABC-lære. Derfor skal intet forhindre mig i at tildele en af årtusindeskiftets regulært bedste film med en, i mine øjne, velfortjent topkarakter. For Guillermo Del Toros ”The Devil’s Backbone” er så sandelig noget af en lyrisk, smuk, følelsesladet, politisk og filmisk eminent storbedrift.
11/08-2007
