// Mønstret men harmløs krimi! //

Paul McGuigan, der sidst instruerede sit drama Wicker Park fra 2004, har endnu engang fået Josh Harnett med i sin nyeste krimi-noir-film, Lucky Number Slevin. Wicker Park gik ganske ubemærket hen over biograferne, og blev ikke til den store succes. Lucky Number Slevin har dog haft en bedre skæbne, da McGuigan også for alvor har bestræbt sig på at give det moderne gangsterdrama et priskt pust. Derfor har du (næsten) ingen chance for at gætte, hvordan historien ender. Det skal dog lige nævnes, at filmen på ingen måde påminder om et Tarantino- eller semi-Tarantinomesterværk - det er noget helt nyt og ret originalt, eller det forsøger den i det mindste på at være.

(Der kan forekomme en lille spoiler mht. filmens opbygning!) Historien starter med nogle forskellige billeder og mord, som til sidst er med til at fuldende det komplicerede puslespil. Man er forvirret fra starten, men bare rolig, alt udlignes i filmens sidste minutter. Handlingen påbegyndes elegant med lejemorderen mr. Goodkat (Bruce Willis), som fortæller en historie om en far og hans familie, der blev slået ihjel pga. faderens enorme gæld i et væddeløbsspil sidst i 70erne. Denne historie virker i starten irrelevant, men viser sig senere at være ret vital.

Dernæst sættes den egentlig nutidige historie i gang med Slevin, der både mister job, kone, hus og bliver røvet. Han vil besøge sin ven Nick i New York og bor midlertidigt alene i hans lejlighed, da Nick er væk. Slevin tager dagligdagen og sit liv helt med ro, da han lider af ataraksi (kronisk sindsro). Han er imidlertid ikke mere nervøs, da han bliver forvekslet med Nick af New Yorks største mafiabosser, The Boss (Morgan Freeman) og The Rabbi (Sir Ben Kingsley), som han nu står i gæld til. Han skylder 96.000 dollars til The Boss, men får et tilbud om at dræbe The Rabbi's søn inden for de næste 3 dage i stedet. The Rabbi har nemlig selv startet en gangsterkrig ved at have dræbt The Boss' søn. Slevin står dertil også i gæld til The Rabbi, da han skylder ham 33.000 dollars, som han har 48 timer til at skaffe. Imidlertid optræder lejemorderen Mr. Goodkat som jokeren hos begge bosser, da han selv har planer med Slevin. Forvirret? Det bliver du også, hvis ikke du holder tungen lige i munden. Slevin møder også Lindsey (Lucy Liu), Nicks nabo, som vil finde ud af hvor Nick er blevet af. Slevin har imidlertid også superbetjenten Brikowski (Stanley Tucci) på nakken, som vil finde ud af hvilke relationer han har med de to bosser. Alle historier og personer er imidlertid med til at sætte det store punktum til sidst.

Som I nok allerede har regnet ud, vælter den ene store skuespiller efter den anden og udgør et ret effektiv ensemble. Josh Hartnett er ligeså irriterende som han plejer at være, og jeg synes ærligt talt ikke at den mand egner sig til at spille 'voksneroller', da han mest af alt ligner en forvoksen dreng - han var da også grunden til, at det tog mig et år, inden jeg fik set filmen. Jeg synes simpelthen ikke at han kan spille skuespil, med undtagelse af Sin City, hvor man ser ham i ca. 2 sekunder! Jeg har derfor et meget kvantitativt forhold til ham, som derefter determinerer kvaliteten. Ellers leveres der ret rutinerede præsentationer fra hhv. Freeman, Kingsley og Tucci, og det er da en fornøjelse at se på. De kan spille stort set hvad som helst i dag uden at skulle imponere nogen, det har de allerede opnået i deres karrierer. Bruce Willis er for mig, den, der formår at spille røven mest ud af bukserne - han er ligeså cool, som John Hartigan i Sin City. Men det er som om filmen mangler noget, og alligevel er fuldstændig overdunget med for meget handling. Manuskriptet minder mest af alt om noget fra en lav-budget Guy Ritchie-film, og det prøver at være åh så intelligent, men bliver i stedet noget tamt (til tider pinligt) at se på. De første scener, hvor Lindsey møder Slevin i Nicks lejlighed er en skændsel for filmen, både skuespils- og manuskriptsmæssigt (hvis man da kan sige det). Men McGuigan prøver ihærdigt at skabe en original film, og det han har da tilnærmelsesvis også gjort - det virker bare som om, at filmen kun er lavet for originalitetens og vittighedens skyld. Historien er dejligt uforudsigelig, den er tit meget cool filmet, i næsten hver eneste scene ses en form for mønster, om det så er tapet eller en sweatshirt eller vest, som selvfølgelig er et virkemiddel, der understreger historiens kompleksitet og de forvirrende omgivelser, som Slevin befinder sig i - det er tæt på æstetik, men det formår alligevel ikke at holde filmen på et mere intelligent niveau.

Filmen er i sin sandhed ligeså mønstret og nuanceret, som det tapet og tøj, der fremvises i filmen, hvor Bruce Willis mest af alt holder den kørende, men det tamme manuskript og Josh Hartnett skyder den desværre halvejs ned i jorden, hvor man mest af alt sidder med en tam fornemmelse i maven.

Lucky Number Slevin får derfor 3 ud af seks stjerner herfra. 2 stjerner til Willis og en stjerne for filmens æstetik.