magi, men ikke filmisk
4.0
Udspekuleret og velproduceret, men også lidt for klassisk struktureret og uophidsende filmatisering af Steven Millhausers delvist faktionsnovelle om fordums masseunderholdere, de mystificerende tryllekunstnere. Neil Burgers bare anden spillefilm udkom noget nær simultant med Christopher Nolans øjeblikkelige klassiker, The Prestige, men hvor Nolan fokuserede på en intellektuel dissekering af historiefortælling og manipulative virkemidler i kongruens med en underholdende og skræmmende fortælling om det maskuline køns stupide magt- og konkurrencedominans, er Burgers’ film en del mere simplificeret, hvor en oprigtig, men indiskutabelt noget tyndslidt kærlighedshistorie prioriteres lidt underambitiøst. Illusionisten er derfor i komparisation med The Prestige underdanig på alle punkter, men dette gør den dog langtfra til en dårlig film, og der bydes da også på fængende underholdning med fremragende skuespillere i front.
Illusionisten er først og fremmest den noble fortælling om den forbudte kærlighed mellem genuine parter, der i dette tilfælde holdes adskilt af samfundsrang. Nutidens bedste skuespiller, Edward Norton, leverer en, som altid, intens og kompleks præstation som magikeren, der levendegøre det umulige (i nogle ret fascinerende og veliscenesatte sekvenser), men fastholder faktumet om konstant illusion og snyd. Han finder dog ægthed i kærligheden til barndomskæresten, spillet med en glimrende tilstedeværelse af den ellers noget overfladiske Jessica Biel. Selvom kemien er upåklagelig mellem de to elskede, så får Burger ikke opbygget en tilstrækkelig interessevækkelse eller historiemæssig grobund for parrets kærlighed, der føles noget postulerende. Derfor er det begrænset med emotionel engagement i Illusionisten, der dog besidder en herlig portion spænding i den detektivstyrende sidehistorie, anført af altid fantastiske Paul Giamati, der indrammes som en ærlighedspræget lus mellem skurkens (Rufus Sewell på karismatik autopilot) morderiske negle. Slutningens afsløring kommer ikke ligefrem som en større overraskelse, men man er bravt underholdt og de sympatiske agendaer redder også filmen fra de banale og billige tiltag.
Visuelt er Illusionisten konventionel, uden at være kedsommelig, og Philip Glass’ stemningsmættede musik akkompagnerer med en konstant skræmmende tvetydighed, fuldt ud i overensstemmelse med Nortons grandiose skuespil. Illusionisten kommer uundgåeligt til at stå i skyggen af Nolans mesterværk, men på egne præmisser fungerer den dog stadig. Burgers håndterer de filmiske virkemidler kompetent, men han mangler det mere innovative gen for at hæve sig over mængden.
Illusionisten er først og fremmest den noble fortælling om den forbudte kærlighed mellem genuine parter, der i dette tilfælde holdes adskilt af samfundsrang. Nutidens bedste skuespiller, Edward Norton, leverer en, som altid, intens og kompleks præstation som magikeren, der levendegøre det umulige (i nogle ret fascinerende og veliscenesatte sekvenser), men fastholder faktumet om konstant illusion og snyd. Han finder dog ægthed i kærligheden til barndomskæresten, spillet med en glimrende tilstedeværelse af den ellers noget overfladiske Jessica Biel. Selvom kemien er upåklagelig mellem de to elskede, så får Burger ikke opbygget en tilstrækkelig interessevækkelse eller historiemæssig grobund for parrets kærlighed, der føles noget postulerende. Derfor er det begrænset med emotionel engagement i Illusionisten, der dog besidder en herlig portion spænding i den detektivstyrende sidehistorie, anført af altid fantastiske Paul Giamati, der indrammes som en ærlighedspræget lus mellem skurkens (Rufus Sewell på karismatik autopilot) morderiske negle. Slutningens afsløring kommer ikke ligefrem som en større overraskelse, men man er bravt underholdt og de sympatiske agendaer redder også filmen fra de banale og billige tiltag.
Visuelt er Illusionisten konventionel, uden at være kedsommelig, og Philip Glass’ stemningsmættede musik akkompagnerer med en konstant skræmmende tvetydighed, fuldt ud i overensstemmelse med Nortons grandiose skuespil. Illusionisten kommer uundgåeligt til at stå i skyggen af Nolans mesterværk, men på egne præmisser fungerer den dog stadig. Burgers håndterer de filmiske virkemidler kompetent, men han mangler det mere innovative gen for at hæve sig over mængden.
11/08-2007
