Who Shot The Simpsons?
3.0
Folkene bag en af tv-historien vel nok mest succesfulde føljetoner, ”The Simpsons”, har haft rigtig gode muligheder for at udrette noget stort med deres længe ventede spillefilmsprojekt. Med 400 mere eller mindre fremragende enkelepisoder og med et karaktergalleri deri, der op gennem de hundredvis af optrædener har opnået en sjælden status af selvstændig ånd og sjæl, har de to hovedbagmænd, Matt Groening og James L. Brooks, haft ualmindeligt gode kort på hånden til at samle essensen af deres højt ærede, forvrængede hverdagsfortolkning ned til ét ultimativt produkt.
Trods opbakning fra utallige fans verden over, er det mærkelig nok den ellers velbegrundede selvtillid der synes at svigte i ”The Simpsons Movie” til fordel for en ubekvem rysten i bukserne. Allerede ved annonceringen om en dansksproget version af filmen var der unægteligt alarmerende signaler i syne - signaler der efter blot få sekunder i biografmørket atter trænger sig på, når et sædvanligvis grotesk afsnit ”Ichy and Scrathy” er foruden blod. Godt nok er der ind imellem lidt frækheder hist og her til at opveje denne mangel, men ikke engang fuck-fingre og en fuld penisblottelse kan supplere for mangel på komisk nytænkning. De ”grænseoverskridende” indfald virker blot som enkeltstående og desperate forsøg på at holde bægeret i balance, og deraf også som bevis på de tydelige symptomer af præstationsangst som spillefilmen døjer med.
Pludselig står det ikke så fjernt hvorfor de danske distributører har valgt at lægge danske stemmer på Homer og co. ”The Simpsons Movie” er nemlig noget nær skræddersyet til det yngre publikum såvel som en satirisk tegnefilm nu kan, og dermed har man herhjemme indirekte udstillet filmen som det den er - nemlig en film for det ualmindeligt bredde publikum. Børn (og primært dem, der ikke har kendskab til seriens univers på forhånd) vil selvfølgelig more sig kosteligt over den falde-på-halen-komiske vinkel man har valgt at pålægge Simpsons-universet i spillefilmslængde, og derfor smager ”The Simpsons Movie” altså langt hen ad vejen som en smagsprøve på det billede af USA’s kommercielle og griske pengebranche som serien, med overordentlig stor og fortjent succes, gennem hoveddelen af sin levealder har forsøgt at optegne.
Set i forhold til seriens enkelafsnit kunne manuskriptforfatterne bag ”The Simpsons Movie” have skrevet filmens punch-lines i søvne. Sådan virker det i hvert fald når man hjemvendt fra biffen slår sig ned foran fjernsynet og ser en ”Simpsons”-episode på Tv3+. Her står det klart, at Groening og Brooks og deres realiserede spillefilmsprojekt unægtelig har skudt ”The Simpsons” i sænk med en procedure, der siger kvanti frem for kvali. For filmens tekniske udvidelse, et ganske veludtænkt plot og de få gange humoren finder sit tråd er ”The Simpsons Movie” gennem objektive briller værd tre magre stjerner. Subjektivt kan den herfra tage til takke med at være en ret så nedslående oplevelse, og den mest påfaldende reaktion på en sådan skuffelse må derfor være et vredt og højlydt ”Doh!”.
Trods opbakning fra utallige fans verden over, er det mærkelig nok den ellers velbegrundede selvtillid der synes at svigte i ”The Simpsons Movie” til fordel for en ubekvem rysten i bukserne. Allerede ved annonceringen om en dansksproget version af filmen var der unægteligt alarmerende signaler i syne - signaler der efter blot få sekunder i biografmørket atter trænger sig på, når et sædvanligvis grotesk afsnit ”Ichy and Scrathy” er foruden blod. Godt nok er der ind imellem lidt frækheder hist og her til at opveje denne mangel, men ikke engang fuck-fingre og en fuld penisblottelse kan supplere for mangel på komisk nytænkning. De ”grænseoverskridende” indfald virker blot som enkeltstående og desperate forsøg på at holde bægeret i balance, og deraf også som bevis på de tydelige symptomer af præstationsangst som spillefilmen døjer med.
Pludselig står det ikke så fjernt hvorfor de danske distributører har valgt at lægge danske stemmer på Homer og co. ”The Simpsons Movie” er nemlig noget nær skræddersyet til det yngre publikum såvel som en satirisk tegnefilm nu kan, og dermed har man herhjemme indirekte udstillet filmen som det den er - nemlig en film for det ualmindeligt bredde publikum. Børn (og primært dem, der ikke har kendskab til seriens univers på forhånd) vil selvfølgelig more sig kosteligt over den falde-på-halen-komiske vinkel man har valgt at pålægge Simpsons-universet i spillefilmslængde, og derfor smager ”The Simpsons Movie” altså langt hen ad vejen som en smagsprøve på det billede af USA’s kommercielle og griske pengebranche som serien, med overordentlig stor og fortjent succes, gennem hoveddelen af sin levealder har forsøgt at optegne.
Set i forhold til seriens enkelafsnit kunne manuskriptforfatterne bag ”The Simpsons Movie” have skrevet filmens punch-lines i søvne. Sådan virker det i hvert fald når man hjemvendt fra biffen slår sig ned foran fjernsynet og ser en ”Simpsons”-episode på Tv3+. Her står det klart, at Groening og Brooks og deres realiserede spillefilmsprojekt unægtelig har skudt ”The Simpsons” i sænk med en procedure, der siger kvanti frem for kvali. For filmens tekniske udvidelse, et ganske veludtænkt plot og de få gange humoren finder sit tråd er ”The Simpsons Movie” gennem objektive briller værd tre magre stjerner. Subjektivt kan den herfra tage til takke med at være en ret så nedslående oplevelse, og den mest påfaldende reaktion på en sådan skuffelse må derfor være et vredt og højlydt ”Doh!”.
12/08-2007
