Tynd Grisham-efterligning

2.0
Advokatdrama, hvor en ung, superdygtig offentlig anklager er ved at skifte til en lukrativ karriere som erhvervsadvokat, da han bliver bedt om at klare grundlovsforhøret i en tilsyneladende skudsikker sag. En rigmand har forsøgt at dræbe sin kone og tilstået, men det viser sig snart, at han har gang i et begavet forsøg på at snyde retssystemet - hvilket bringer hovedpersonens karriere og selvværd i fare.

Det bedste ved "Fracture" er spillet mellem de to modstandere - med Anthony Hopkins som rigmand og talentfulde Ryan Gosling som stræber-advokat. Især Gosling gør det godt med sin afslappet-selvsikre stil, mens Hopkins i nogen grad gentager sin klassiske rolle som Hannibal Lecter - her blot drejet over på en person, der styres af intellektuel tilfredsstillelse frem for lyst. Et andet klart plus er David Strathairn som Goslings chef, mens ellers dygtige Rosamund Pike kun er et pænt ansigt som hans advokatscoring.

Filmens plot er tilsvarende tyndt i kanten og i alt for højt grad hængt op på historiens lukkede-rum-gåde. Og Goslings personlige og moralske kvaler er af den type, som allerede har været beskrevet i et utal af John Grisham-historier.

"Fracture" er egentlig ganske nydeligt lavet rent teknisk, især med pæne billeder - men det er desværre også tydeligt, at de dvælende stemningsfulde skud forsøger at dække over, at der ikke er mere i handlingen. Filmen er instrueret af Gregory Hoblit, som i sin tid brød igennem med "Primal Fear". Det er et typisk træk for hans film, at de bygger op til et enormt stort vendepunkt i handlingen, og at éns oplevelse af filmen dermed kommer til at afhænge 100 procent af, hvor slagkraftigt det vendepunkt er. Jeg bliver aldrig nogen Hoblit-fan.
Fracture