Tyndt blod i gammelt kød
2.0
Efter jeg havde overstået et relativt skuffende gensyn med ”Blade”-rækkens andet led, ”Blade 2”, følte jeg en pludselig trang til ligeledes at genopleve det første, ”Blade”, som jeg gennem mine yngre dage har tilbedt som en actionkunstens triumfator. Trods nostalgiske værdier og forhenværende kærlighedsfornemmelser, kunne mit gensynsudbytte af filmen dog ikke betegnes som specielt berigende. Filmen virker nemlig i dag langt mere som en fejlskudt sjuskehistorie end en fed actionfilm.
Sjuskehistorie først og fremmest fordi, at ”Blade”, i modsætning til den lidt skarpere toer, sætter betragtelig fokus på en egentlig historie, hvilket i grunden er en fremragende idé. Denne kvalitetssøgende idé, der sætter opbygningen og udviklingen af historien i det altdominerende fokusglas, må dog af åbenlyse årsager påkræve en relevant handling fra skitsebrættets velkendte udgangspunkt. Og hvor ”Blade” træder ved siden af den søgte objektive filmsucces er netop i handlingsskitsen, der, ligesom i de to efterfølgere, synes overdækket med utællelige, kvalitetsdestruerende kaffepletter. Filmen formår trods en tydeligt nedskruet voldskadence og patetisk psykologiske tiltag, aldrig at udvikle sin næsten fraværende skodhandling, hvorfor de ”fredelige” sekvensrækker ofte gennemsyres af frygtelig tomsnak og andre filmisk sorte huller.
Actiondelen bliver ganske vist intensiveret i løbet af den inferiøre handling, men heller ikke her kan filmen præsterer et acceptabelt niveau. Blodsudgydelserne synes håbløst forudsigelige og trivielle, mens de regulære nærkampe virker underligt indøvede og mangler reelle kampsportsafvekslinger. Det eneste mærkbart positive i ”Blade”-filmen er derimod afgjort den temmelig virtuose indledning på det hårdtpumpede, gennemsvedige diskoteksdansegulv, hvor intensiteten og den bogstavelige blodregn synes nærgående realistiske og karakteriserer med stort filmisk overskud samtidig de mørkeste afgrunde af den almene vampyrisme. Men ellers er Snipes og co. godt og grundigt på tomme afveje i den film, der engang lå mit hjerte så nært.
Sjuskehistorie først og fremmest fordi, at ”Blade”, i modsætning til den lidt skarpere toer, sætter betragtelig fokus på en egentlig historie, hvilket i grunden er en fremragende idé. Denne kvalitetssøgende idé, der sætter opbygningen og udviklingen af historien i det altdominerende fokusglas, må dog af åbenlyse årsager påkræve en relevant handling fra skitsebrættets velkendte udgangspunkt. Og hvor ”Blade” træder ved siden af den søgte objektive filmsucces er netop i handlingsskitsen, der, ligesom i de to efterfølgere, synes overdækket med utællelige, kvalitetsdestruerende kaffepletter. Filmen formår trods en tydeligt nedskruet voldskadence og patetisk psykologiske tiltag, aldrig at udvikle sin næsten fraværende skodhandling, hvorfor de ”fredelige” sekvensrækker ofte gennemsyres af frygtelig tomsnak og andre filmisk sorte huller.
Actiondelen bliver ganske vist intensiveret i løbet af den inferiøre handling, men heller ikke her kan filmen præsterer et acceptabelt niveau. Blodsudgydelserne synes håbløst forudsigelige og trivielle, mens de regulære nærkampe virker underligt indøvede og mangler reelle kampsportsafvekslinger. Det eneste mærkbart positive i ”Blade”-filmen er derimod afgjort den temmelig virtuose indledning på det hårdtpumpede, gennemsvedige diskoteksdansegulv, hvor intensiteten og den bogstavelige blodregn synes nærgående realistiske og karakteriserer med stort filmisk overskud samtidig de mørkeste afgrunde af den almene vampyrisme. Men ellers er Snipes og co. godt og grundigt på tomme afveje i den film, der engang lå mit hjerte så nært.
13/08-2007
