Afrika i Hollywoods blik.

Temaet er bistret, kynisk og til tider regulært klamt. Der er intet sjovt ved afrikanske borgerkrige, og taget det i betragtning er Blood Diamond desværre alt for fokuseret på sit underholdningspotentiale. Det starter hårdt og råt, men drejer mod et poleret actiondrama, der er alt for fokuseret på sine afgrænsede actionsekvenser. Flot koordineret, men ikke autentisk. Masser af stemningsfulde umotiverede totalbilleder. I sidste ende sidder man med den bitre følelse at det blot er Afrika set gennem øjnene på uvedkommende Hollywood-producenter. Sammenlignet virker The Constant Gardner langt mere professionel i miljøskildringen.

Blood Diamond prøver sporadisk at være særlig bister, men tør alligevel ikke rigtigt. Når det bliver for mørkt og ækelt, så vender kameraet blikket den anden vej. Grusomheder klippes så det kun blottes et flygtigt sekund, måske af hensyn til det brede publikum der helst ikke skal frastødes. Modigheden mangler ligesom.

Leonardo er en god bærende figur, men noget er gået helt galt i hans personskildring. Hvordan det går til at en egocentreret og kynisk lykkejæger pludselige bliver en empatisk, selvofrende helt og menneskeelsker er fuldstændig passeret i farten. Det sker bare, men det burde ikke bare ske.

MINOR SPOILER: Og så har jeg virkelig et problem med glacerede amerikanske film der slutter med en sal af mennesker der rejser sig for at hylde en sørgmodig person med klapsalver. Det bliver sgu' for tykt.