Befriende og genialt

Mange tror tilsyneladende at film kun er gode hvis man kan li det man ser. Men kvaliteten i Idioterne er at den vækker en uundgåelig afsky man ikke kan lade være med at reagere på. Man kommer ud i krogene af fordomme og testes i ens egne tolerance-grænse.

Hvem vækkes ikke af en art afsky overfor "idioter", hvem vil ikke gerne holde dem på afstand, føle sig som en del af en velfungerende gruppe i samfundet, være noget i andres øjne.
I denne film prøver en flok mere eller mindre stabile mennesker at teste deres egne grænser for at være som omgivelserne forventer, de kaster sig ud i et vanvittigt projekt der går ud på at give slip på selvkontrollen og finde frem til noget uhøjtideligt, altså den indre idiot. De sætter alt på spil i deres insisteren på at bryde fordomme. De bryder med illusionen om at vi alle er pæne borgere der opfører os pænt i et pænt samfund.
Hvem ville turde det???

Men pointen er, at det, de oplever er smukt. De leger, de griner, de knalder uden fordomme. Hvor deres omgivelser kæmper for at holde maskerne, giver de slip og opfører sig som idioter.

Filmen er en hyldest til livet og dets mangfoldigheder. Og hvis man har erkendt sin indre idiot, kan man se det!

Filmen forløses på elegant vis idet den svage Karen tager gevaldigt pis på sin familie, der tydeligvis kæmper for at spiller de roller der forventes af dem.