Morderisk venskab
3.0
Fundamentet til ”Shallow Grave” (”Mord mellem venner”) ses utvivlsomt i form af venskabsmedaljonens risede bagside, hvor elskelig fraternitet pludseligt kan drejes til morderisk had. Det kan ske igennem en række traditionelle livsknuder eller andre forhindringsplanker, der adskiller de venskabelige parter fysisk og psykisk. I Danny Boyles thriller er det dog ikke konventionelle konflikter, der opretter interne kriser i filmens minimalistiske samlevergruppe, men derimod et regulært mord og den efterfølgende diskutable håndtering af den myrdedes efterladte stakater. Gruppen, der består af det kiksede trekløver Alex (Ewan McGregor), Juliet (Kerry Fox) og David (Christopher Eccleston), beslutter stik i mod alskens sund fornuft at iværksætte en uprofessionel afrydning af liget og dermed – i fristelsens tydelige tegn - cementerer, deres egen ustabile økonomi med de tilbageværende penge. Som den bundinfame idiotihandling, det er, er det naturligvis dømt til at ende i mærkbare vanskeligheder og omfattende konflikter, men specielt to af tremandsholdets eksistenser skal snart have rig lejlighed til at føle venskabets morderiske bagside fysisk: David er efter et par traumatiske, bestialske og aldeles ukristne begravelser mistet fatningen og vender sin frustration og indebrændte tankesammensurier mod sine to irriterende lejlighedspartnere.
Den altoverskyggende fatalitet i udførelsen af ”Shallow Grave” er på sin vis relativt svær at blotlægge, da filmen på ingen kanter falder tungt til jorden. Derimod virker alle facetter og finesser som udtømt for fornøden råstyrke og dynamisk effektivitet og filmen går i sit eget træge tempo hen og bliver noget af en lyseslukker. Den er aldrig rigtigt gribende, aldrig rigtigt uhyggelig, aldrig rigtigt nervepirrende, men derimod bare en noget uskøn blanding af samtlige af spændingsopbygningens almene facetter. Danny Boyle demonstrerer kun for alvor visuel og musikalsk flair i den nydelige introduktion, hvor kameraet rundbarberer diverse fortove i en nærmest uset tophastighed. Det var netop det påkrævede vovemod den mesterlige junkie-skildring ”Trainspotting” besad, mens den hudløst, drønunderholdende og satirisk beskrev narkomaniens allerstørste konsekvenser og sorte, vedvarende huller. For den sags skyld opviste Boyle også sin effektivitet i den herlige fantasiverden i familiekomedien ”Millions”, hvor han med sprudlende billeder og karakteristiske billede/lyd-foreninger formidlede en lille drengs virkelige fantasihistorie. Filmen besad rigtigt nok ikke det samme perfektionsstrejf og mesterskab som ”Trainspotting”, men i modsætning til ”Shallow Grave” var den umådeligt seværdig og elementært rørende.
Man behøver dog ikke være Holger Fortolker, for at opdage at ”Shallow Grave” ikke besidder den samme kvalitet som Boyles andre film. Men det er nu engang heller ikke i sammenligningen filmen skal have sin vurdering, og isoleret set besidder den da sine kvaliteter. Skuespillet synes til tider regulært fremragende (specielt unge Ewan McGregor demonstrer potentiale), mens både indledningen og afslutningen på forestillingen netop besidder det dynamiske vovemod, der afviger fra det bundkedelige trivialitetsmørke, som resten af filmen i høj grad bærer præg af. Hvis ”Shallow Grave” ikke kunne prale af et par så fundamentale pragtfacetter, ville den i forvejen vaklende tredje stjerne utvivlsomt ikke figurere i den kritiske middelkarakter, der hermed gives. Det er nemlig mere end tydeligt at Danny Boyle på dette tidspunkt (i 1994) manglede dynamikken, modet og den filmiske virtuositet til at kreere den ubehagelige, gyselige spændingsthriller, som de udmærkede intentioner ellers lagde op til. Facetter som netop dynamik, mod og virtuositet skulle Boyle dog senere komme til at beherske i sin filmhistorisk fænomenale pragtfilm, ”Trainspotting” fra 1996, der på alle planer er skarpere (og langt mere anbefalesesværdig) end "Shallow Grave".
Den altoverskyggende fatalitet i udførelsen af ”Shallow Grave” er på sin vis relativt svær at blotlægge, da filmen på ingen kanter falder tungt til jorden. Derimod virker alle facetter og finesser som udtømt for fornøden råstyrke og dynamisk effektivitet og filmen går i sit eget træge tempo hen og bliver noget af en lyseslukker. Den er aldrig rigtigt gribende, aldrig rigtigt uhyggelig, aldrig rigtigt nervepirrende, men derimod bare en noget uskøn blanding af samtlige af spændingsopbygningens almene facetter. Danny Boyle demonstrerer kun for alvor visuel og musikalsk flair i den nydelige introduktion, hvor kameraet rundbarberer diverse fortove i en nærmest uset tophastighed. Det var netop det påkrævede vovemod den mesterlige junkie-skildring ”Trainspotting” besad, mens den hudløst, drønunderholdende og satirisk beskrev narkomaniens allerstørste konsekvenser og sorte, vedvarende huller. For den sags skyld opviste Boyle også sin effektivitet i den herlige fantasiverden i familiekomedien ”Millions”, hvor han med sprudlende billeder og karakteristiske billede/lyd-foreninger formidlede en lille drengs virkelige fantasihistorie. Filmen besad rigtigt nok ikke det samme perfektionsstrejf og mesterskab som ”Trainspotting”, men i modsætning til ”Shallow Grave” var den umådeligt seværdig og elementært rørende.
Man behøver dog ikke være Holger Fortolker, for at opdage at ”Shallow Grave” ikke besidder den samme kvalitet som Boyles andre film. Men det er nu engang heller ikke i sammenligningen filmen skal have sin vurdering, og isoleret set besidder den da sine kvaliteter. Skuespillet synes til tider regulært fremragende (specielt unge Ewan McGregor demonstrer potentiale), mens både indledningen og afslutningen på forestillingen netop besidder det dynamiske vovemod, der afviger fra det bundkedelige trivialitetsmørke, som resten af filmen i høj grad bærer præg af. Hvis ”Shallow Grave” ikke kunne prale af et par så fundamentale pragtfacetter, ville den i forvejen vaklende tredje stjerne utvivlsomt ikke figurere i den kritiske middelkarakter, der hermed gives. Det er nemlig mere end tydeligt at Danny Boyle på dette tidspunkt (i 1994) manglede dynamikken, modet og den filmiske virtuositet til at kreere den ubehagelige, gyselige spændingsthriller, som de udmærkede intentioner ellers lagde op til. Facetter som netop dynamik, mod og virtuositet skulle Boyle dog senere komme til at beherske i sin filmhistorisk fænomenale pragtfilm, ”Trainspotting” fra 1996, der på alle planer er skarpere (og langt mere anbefalesesværdig) end "Shallow Grave".
15/08-2007
